Så blev det søndag, og Tonekunstens Tæve har forladt stuen igen. Måske efterlod hun nogle spor på dit fjernsyn, den let bedagede, men fortsat forkætrede frille med det let bombastiske navn The Eurovision Song Contest. Næh, det gjorde hun vel egentlig ikke. I hvert fald ikke ved første ørekast i retning af de åbenbart ikke alt for mindeværdige melodier fra lørdag aften. Måske fordi Det Europæiske Melodi Grand Prix, som vi danskere stadig kalder dullen, ikke er så velegnet til søndage. Hun er snarere den let vulgære spilledåse, hukommelsen nogle gange spænder op til lørdagslir. Så klinger de løs for livets indre lydspor: 'Volare', 'Waterloo', 'Ein Bisschen Frieden' og 'Fly on the Wings of Love'. Indtil vi besinder os og fejer melodunten bort med et let omskrevet omkvæd: »Fy, baby, Fy!«. Forførende versefødder Men hun kommer igen og forfører dig med sine kokette versefødder, som en uventet, lun regndråbe på en hed sommereftermiddag. Små dumme, men umiddelbare og åbenbart uimodståelige dryp i den fælles europæiske hukommelse. Hvilket vel ret beset ikke er så slemt i nogle årtier, hvor hukommelsen er fyldt op med lige dele stort og sort. Drastiske og dramatiske begivenheder, som selvfølgelig også har påvirket slagerdysten. Den mest populistiske af alle populistiske po(p)litikere forstår at samle signalerne fra sin gamle og urolige verdensdel. Forvirret flakken Derfor har konkurrencen i 1990'erne flakket så forvirret rundt som en kommunist uden partikongres eller en Lykkehjulsbestyrer uden hjul. Fanget mellem de nye nationer fra østblokken og deres efter vores mening forældede bud på en popsang med plads til både befrielse og befippelse. Derfor var det glædeligt, at en hel serie bidrag ved finalen lørdag aften og selv sagt også fredagens generalprøve, som denne artikel er baseret på, gav fanden i flinkeskolen og fyrede den af. Nu må vi godt feste lidt - 'Europe's Living a Celebration', som Rosas spanske favorit ligefrem hedder. Store, runde Rosa strutter af livsglæde på scenen og tramper lyksaligt anorektisk udseende sangerinder ned i fortidens muld sammen med stive jakkesæt og tunge miner. Underholdning til ug Det er muligt, at det er glemt nu, men der var faktisk underholdning til ug i år. 'Never Let It Go', sang min personlige favorit, den svenske pigetrio Afro-Dite med deres spøjse blanding af en gammel græsk klassiker, halvfjerdserdisco og Kylie Minogue. I guldlamé og firehundrede meter fri flirt. Den såkaldte 'griner' fik også brændstof af Grækenlands rambuk af en Rammstein-efterligning i læderuniformer fra 'Star Trek's overskudslager. Den salsadansende afklædningsdukke Marie N fra Letland, Ruslands buttede boyband i skrigende hvide rumdragter, Sloveniens bizarre og stive transvestittrio og Kroatiens piskesvingende S/M-barbiedukke. Party for den dårlige smag Sjove og vindende repræsentanter for den dårlige smag, der er og bør være denne events særkende i en strømlinet verden. Desværre formåede producerne af showet i hvert fald i fredagens version ikke at fange mange af de flotte og råt flirtende kor og dansere, som faktisk i høj grad gjorde showet i hallen til et regulært party. Hvem vandt? I skrivende stund aner jeg det ikke. Men de indlysende favoritter med de mindeværdige melodier var fra Spanien, Rusland, Finland, Cypern og Estland. De havde tempoet og det umiddelbare, som gør, at de snildt tåler et genhør ud på de små timer til en fest, hvor den gode smag er listet i seng. Når MGP-klassikerne vågner op. Ensom Malene Det gjorde danske Malene Winther Mortensen ikke rigtigt. Ved fredagens generalprøve lignede hun trods sin fine røde kjole en ensom ballerina, for hvem festen var slut, inden den begyndte. Uanset resultatet var Estland den store vinder af The Big E, som man blot kalder begivenheden her på egnen. Vist nok fordi E'et kan stå for både Estland, Eurovision, Eventyr og det Europa, esterne så gerne vil være en del af, og som de i hvert fald kom tættere på i aftes. Lad så være, at man har været så omringet af politi, vagter og sikkerhed, at man nogle gange har følt sig hensat til byen Stallinn fremfor Tallinn. Sådan er verden i dag, hvis man vil kreere et moderne eventyr i underholdningens tegn. Det gjorde Estland, hvis moderne historie er så meget eventyr, at det er helt indlysende, at rutebilstationen hedder 'bussijaam'. Det skulle man vel nok kunne skrive en popsang om, så Moder Europa også får noget at grine af næste år?.