C.V Jørgensen med sit første udspil i otte år. - Foto: Claus Lunde
Foto: Lunde Claus

C.V Jørgensen med sit første udspil i otte år. - Foto: Claus Lunde

Kultur

Anmeldelse: Fraklip og indstik

Frustrerende: C.V. Jørgensens første udspil i otte år er ufærdigt.

Kultur

Det er otte år siden, C.V. Jørgensen sidst lod høre fra sig. Tid nok til at lave en ny plade, skulle man mene. Alligevel sidder man med en frustrerende fornemmelse af, at C.V. Jørgensen ikke rigtig er blevet færdig med 'Fraklip fra det fjerne'.

Hvis albummet er en kraftanstrengelse, så er det ikke i betydningen perfektionistisk. Det virker snarere, som om han har haft svært ved at koncentrere de nødvendige kræfter. Måske fordi selve grundstemningen har været alt andet end inspirerende.

Fra satire til håbløshed
Satire med afsæt i mismodets ømhed har altid været en vigtig del af C.V. Jørgensens brændstof, men denne gang er mismodet forstærket til håbløshed. Og uanset hvor velbegrundet den kan synes, så er håbløshed gift for nysgerrigheden og fantasien.

'Fraklip fra det fjerne' holder verden på en armslængdes afstand. Men den er ikke til at holde ud. »Vi er langt længere ude end vi fatter«. »Det hele er blevet mig for sammensat«. »Hån & had & åndenød«. Så C.V. Jørgensen har forskanset sig i sit lille reservat, hvor »Hulvejen emmer af hugorm & spy/ Stilheden raser i vilden sky«. I reservatet, hvor kvinden på trods af »fremmedartet regn« kan zappe hans cirkus til ro, mens intelligensen går på vågeblus. Indtil den daglige udfrielse: »Langt om længe går solen ned/ & virkeligheden på hæld«.

Sand C.V. Jørgensen og dog
Som man kan se, er det en rigtig C.V. Jørgensen-plade, der gør, at man må citere i flæng og metermål. Men så er det det alligevel ikke. Lysten til at forholde sig til virkeligheden mangler.

Mismodet er for overvældende. »Hvor går man hen når alt går ned«? Spørgsmålet søger ikke noget svar. Måske derfor er det et spørgsmål, der heller ikke kunstnerisk har aftvunget C.V. Jørgensen noget klart svar. Andet end depressiv, dybgrå elegance krydret med vrisne pip som »Min viden er begrænset/ Til det lidt jeg ved/ Men de andres kultur/ Er en vittighed«.

Et affejende udsagn, der i lidt for høj grad bliver en karakteristik af pladens ånd.

Med ryggen til
Sangskriveren C.V.var engang den bedste og mest fantasifulde sparringspartner, den danske virkelighed havde i rockmusikkens verden. Men C.V. Jørgensen er ikke længere i kommunikation.

Han har vendt ryggen til og passer sig selv og sit reservat. Hvilket kan være fint nok, hvis fordybelsen står mål med isolationen, men indtrykket af udtrykket er begrænset til fraklip fra det fjerne og indstik i det nære.

Strejfende berøringer forklædt som besnærende formuleringer, der imidlertid kun sjældent fortættes til regulære sange. Heldigvis er der mange vendinger, som pirrer de sproglige nervespidser.

Bøhmænd uden pli
Her er bøhmænd uden pli, kassevis af møgfald og en enkesilo fuld af sjatter. Men kun få tekster, der får hovedet til at rotere og folde sig ud en ekstra gang. Hvilket man ellers forvænt med fra netop C.V. Jørgensens side.

Bob Dylan kunne på 'Time Out Of Mind' forvalte et beslægtet sortsyn med seerens kraft, men en tilsvarende kunstnerisk styrke i sensommeren har Danmarks mest originale sangskriver ikke kunnet mønstre. Ligesom tilfældet var med 'Sjælland', er der igen tale om et samarbejde med Kasper Winding og med trompetisten Flemming Agerskov i en nøglerolle.

Men hvor 'Sjælland' fremstod som et dristigt gennemført koncept, der, uanset om man synes, det var et frem- eller tilbageskridt, flyttede C.V. Jørgensen væk fra rockmusikkens bås, dér er 'Fraklip fra det fjerne' en halvkvædet repetition. En slags rockende plade i monotont luntetrav, hvor det lyder, som om Kasper Winding først som en eftertanke er blevet inviteret om bord for at konstruere sjællandske arrangementer om sangenes spartanske kerne.

Et skridt fra livet
'Sjælland' handlede mere om arrangementer end melodier, men kom med tilvænning til at markere sig stærkt på egne præmisser med sange som 'Florafobi' og 'Skygger af skønhed'. Også den nye plade sniger sig med sange som 'Fraklip fra det fjerne', 'Kort proces' og 'Endnu en vinter' langsomt ind på én.

Men helt ind på livet nægter den at komme. Matche et arrangement som 'Florafobi' kan ingen af de nye numre, og sangene er stynede strejfere, der kommer og går. Ikke uden at efterlade sig spor, men uden at efterlade sig aftryk så permanente, som man er vant til fra C.V. Jørgensens hånd og mund.

Som album har 'Fraklip fra det fjerne' sin egen form for mistrøstig helstøbthed, men har reelt ikke én sang, der ville have været en indlysende kandidat til at kunne fortrænge nogle af de etablerede klassikere på Jørgensens dobbelte opsamlings-cd 'Skygger & magi'. Forklaringen synes ganske enkel: På 'Sjælland' kunne C.V. Jørgensen stadigvæk skrive veloplagt om sit mismod selv ud fra standpunktet »ingenting at skrive hjem om«.

Men otte år senere har han svært ved at aftvinge det sorte hul og blålyset en dybere mening. Det er en lettelse, da 'Fraklip fra det fjerne' omsider slutter med et lyspunkt i mørket: »Mod alle odds står mit mismod for fald/ Det føles som om noget går som det skal« ('En stor dag'). Men hvad er det, der går, som det skal? At dømme efter fortsættelsen er det næppe arbejdet: »Dagen er reddet & kysten er klar/ Jeg er den der er skredet så skaf en vikar«. Lettelsen er til at tage og føle på.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Podcasts

Forsiden