Arkitekturens næstældstetrick er at få huset til at virke lettere end det er. Det ældste er at få det til at virke tungere, frygt- og ærefrygtindgydende monumentalt. I vore dage er kulturens huse folkets, og derfor skal de være demokratiske, åbne, lette, ja helst 'svæve', som man ynder at sige. Og da de store kulturhuse også ofte skal placeres på byens sårbare steder, i dens parker eller ved vandet, kan det unisone krav om en arkitektur med balletsko ende med at virke nærmest tyngende. Dertil kommer så i dette tilfælde hele forhistorien, med havnediskussionen, balladen om beliggenheden, spørgsmålet om behovet, den havarerede teaterfugl, den enevældigt dominerende akse Amalienborg-A.P. Mølleroperaen og senest de bange anelser om regeringens arkitekturpolitik med nedlæggelsen af Boligministeriet, skrotningen af det ny rigsarkiv og tvivlen om DR-huset i Ørestad. Jo, man må sige, at københavnerne formår at gøre det næsten ulideligt spændende at være arkitekt. Let og elegant pavillon Vinderne af konkurrencen om et nyt skuespilhus i København, Boje Lundgaard og Lene Tranberg, har imidlertid formået at kaste forventningernes åg af sig, og har tegnet en - let - og elegant pavillon. Den består af et grundvolumen med spring i facaden og asymmetrisk placerede lysindtag af forskellig størrelse, en terrasse eller bådebro, en stor etageskive som tag og de indvendige sale som borgtårne midt i bygningen. Hilsen til van der Rohe og Wright Projektet senderhilsner til Mies van der Rohe, Ralph Erskine og Frank Lloyd Wright, og såmænd også til Langelinjepavillonen. Men først og fremmest er det i eget, nutidigt, lydhørt, samlende. Og med et klart greb som i arkitektparrets kunstmuseum Trapholt ved Kolding og forslaget til et nyt kollegium i Ørestaden, som vi omtalte for nylig. Placering som Bornholmerbåd Af de mange muligheder for en placering på Kvæsthusgrunden, har Lundgaard og Tranberg lagt sig som Bornholmerbåden for enden af Sankt Annæ Plads, men sådan at de overholder karrélinjerne og i stedet rækker ud på pæle i havneløbet. Det frigør både selve Kvæsthusbroen, der bliver til en ny opholdsplads ved havnen, og gør det ny skuespilhus til et signalhus i indsejlingen og et markant, fremrykket element set fra Christianshavn og Sydhavnen. Dialog i materialevalg Der er også dialog i materialevalget: kobberet på facaden og borgtårnet vil indgå i den gode helhed, der er et særkende ved København i dagslys, med det irgrønne på byens spir og facaderne ved Knippelsbro. Et teater er dog i høj grad et aftenhus, og derfor er det afgørende, hvordan det fremtræder med kunstlyset tændt. Af fotografierne af den belyste model fremgår det, at det præcis er sådan arkitekterne har tænkt. En dragende pavillon Skuespilhuset vil ligge som en lysende, dragende pavillon eller en damper, klar til afgang. Der kan ske meget endnu, arkitekturscenen er skrå, men det her hus er værd at krydse fingre for. Set fra folkets synsvinkel er et teater en bygning i byen. Set fra skuespillernes er det en arbejdsplads. Nok så vigtigt i den endelige bearbejdning bliver det, at man får indrettet den markante skive, der rummer de professionelle funktioner, så de der skal arbejde der, bliver glade for huset. For os andre ser det ud til at blive ren fornøjelse.