For 40 år siden, 12. juli 1962, koncertdebuterede The Rolling Stones på klubben Marquee i London. Gruppens kerne, Mick Jagger, Keith Richards og Brian Jones, var på scenen, mens Bill Wyman og Charlie Watts først kort tid efter blev fast del af besætningen. Med koncerten på Marquee blev en ny epoke i rock- og populærmusikken indledt. En verden blev forandret af og med Rolling Stones' musik. For skønt det altid har været let at få øje på klichéerne i forbindelse med gruppen - en selvparodi af sex og stoffer og rock'n'roll i én stor pærevælling - så er en anden kendsgerning langt mere betydningsfuld, samfundsmæssigt og kulturelt. Rolling Stones tog simpelt hen stoltheden og smerten i folkelige og nedvurderede amerikanske musikgenrer som blues og country til sig og forvandlede dem til en blanding af hån og triumf - en torn i øjet på alt det etablerede, selvtilfredse og dobbeltmoralske. Rolling Stones' bedste musik viser med al ønskelig tydelighed, at der er liv og modstand i mørket. Ingen bliver skånet, ingen kan vide sig sikker. Heller ikke gruppen selv. Keith Richards kaldte det på et tidspunkt provokerende for en »livsstil« - som for at understrege, at der ikke blot var tale om endnu en nydelig karriere i musikbranchen. Og det er for denne indstilling og dens musikalske udbytte, gruppen stadig er værd at hylde. Rolling Stones havde en sej vilje til at overleve, og Mick Jagger og Keith Richards havde en uovertruffen evne til at lave sange, der uden selvmedlidenhed og sentimentalitet fortalte det, som det var. For i modsætning til 60'ernes to andre skelsættende rocknavne, The Beatles og Bob Dylan, levede Rolling Stones dette tiårs håbefulde og oprørske drømme så konsekvent igennem, at også mareridtet og udmattelsen, afhængigheden og fortvivlelsen fik musikalsk gennemslagskraft. Fra 1968 til 1972, fra Beggars Banquet over Let It Bleed og Sticky Fingers til Exile On Main Street skabte Rolling Stones en rockmusik, der både fungerede som et hudløst bevægende lydspor til den bitre og forvirrede overgangstid mellem 60'erne og 70'erne, som et personligt udsagn om en livsstil på kanten af sammenbrud, misbrug og død, og som en samling enestående stærke og overbevisende sange - 'Sympathy For The Devil', ,'Stray Cat Blues', 'Salt Of The Earth', 'Let It Bleed', 'Gimme Shelter', 'You Can't Always Get What You Want', 'Moonlight Mile', 'Dead Flowers', 'Sister Morphine', 'Wild Horses', 'Tumbling Dice', 'Rocks Off', 'Sweet Virginia', 'All Down The Line', 'Ventilator Blues', 'Soul Survivor' og 'Loving Cup'. Det er sange som disse, der sammen med tidligere højdepunkter som 'Mothers Little Helper', '19th Nervous Breakdown', 'Get Off Of My Cloud', 'The Last Time', '(I Can't Get No) Satisfaction', 'Paint It Black', 'Lady Jane', 'Ruby Tuesday' og 'Under My Thumb' retfærdiggør en betragtning, der går ud på, at Mick Jagger og Keith Richards som sangskrivere på en vis måde overgår både Bob Dylan og Lennon/McCartney. I de store år var Rolling Stones' sange simpelthen tættere på selve livet, på al dets kaos, strid og risiko, på alle dets uoverskuelige, forfærdende og vidunderlige modsætninger. I det dystre register nævner vi - ikke gerne, men tvingende nødvendigt: mord, revolte, voldtægt, racisme og tøjlesløshed. Denne sandhedstrang, denne ubændige vilje til kynisk og kompromisløst at presse det rå og dampende liv ind i en musik, som på én gang slår benene væk under sin lytter og stiger hende til hovedet, er unik for Rolling Stones' bedste sange. Attituden og livsholdningen hentede Jagger og Richards hos sorte musikere som Chuck Berry, Bo Diddley, Muddy Waters, Howlin Wolf, Willie Dixon, Elmore James og Robert Johnson. Men erfaringer og sansninger er deres egne. Man hører det direkte i disse sange. Sådan er livet - dets for- og bagside. Et chok. En sandhed.