Terrorister spredte død og ødelæggelse 11. september sidste år i New York og jævnede World Trade Center med jorden. Nu er det genopbygningens tid, og i frihedens land Amerika skal fremtiden formes på demokratisk vis. Men New York er bygget på mammon, og mange newyorkere frygter, at pengemændene vil få al for stor indflydelse. Store interessekonflikter I hvert fald hvis man skal tro hovedparten af de 5.000 new-yorkere fra stort set alle kategorier af samfundet, som lørdag deltog i et stort 'eletronisk byrådsmøde' - 'Listening to the City' - i Jacob K. Javits-kongrescentret om det nedre Manhattans fremtid. Med elektroniske stemmetællere afslørede deltagerne ikke overraskende, at der er store interessekonflikter mellem politiske beslutningstagere, erhvervsfolk, arkitekter og byplanlæggere, de 2.823 ofres efterladte, overlevende fra World Trade Center-tårnene og beboere i området. Deltagerne havde seks modeller at tage stilling til, men der var ikke den store begejstring for nogen af dem. De ramte Især de efterladte synes ikke, at deres behov bliver tilgodeset. Snart et år efter står sorgen fortsat malet i ansigtet på den pensionerede politimand Bruce De Cell fra Staten Island, som mistede sin svigersøn Mark Petrocelli 11. september. Straks begynder han da også at fortælle om hin tragiske dag: »Mark handlede med obligationer. Han befandt sig på 92. etage i nordtårnet. Han var netop blevet forfremmet og var til møde. Han arbejdede ikke engang i World Trade Center. Min datter Nicole og Mark havde kun været gift i to et halvt år. De havde ingen børn. Mark var som et lys i familien. Hans og vores familie blev som én stor familie. Hans død har ændret vores familieliv dramatisk«. 'Verdensomspændende arkitektkonkurrence' »Jeg er her i dag for at give udtryk for min mening om et mindesmærke. Hele nationen skal deltage i diskussionen, så vi kan få indflydelse på regeringen og få et smukt mindesmærke - en verdensattraktion. De seks modeller er alt for ens, og vi burde lave en arkitektkonkurrence på verdensplan«. »Helst ser jeg, at regeringen køber hele grunden og opfører ét stort mindesmærke, så terrorangrebet og de 2.800 døde aldrig glemmes. Vi kan også bygge et museum, et operahus, måske et hotel og andre smukke bygninger. Der er rigeligt med kontorplads i New York Citys fire andre boroughs (kommuner, red.)«, mener Bruce De Cell. De magtfulde De Cells drøm bliver nok vanskelig at gennemføre, for han er oppe imod store kapital- og politiske interesser. Den 6,4 hektar store World Trade Center-grund ejes af det halvstatslige Port Authority of New York and New Jersey. Port Authority beskyldes for at være en stat i staten, der ikke behøver at overholde byggereglementer og lignende som alle andre. I juli sidste år leasede Port Authority World Trade Center-tårnene ud til Silverstein Properties og Westfield Associates. Bundet til forpagterne Port Authority skal sammen med Lower Manhattan Development Corporation (LMDC), som blev nedsat af staten New Yorks guvernør, George Pataki, efter terrorangrebet, i fællesskab afgøre grundens fremtid. Men de er juridisk bundet af forpagterne, og det bærer de seks modeller præg af. Silverstein har krav på en million kvadratmeter til kontorer, mens Westfield skal have 55.000 kvadratmeter til detailhandel. I øjeblikket betaler forsikringsselskaberne, men Port Authority skal bruge indtægterne fra lejemålet til udvikling på Manhattan. Det juridiske grundlag for lejemålet kan muligvis ændres, hvis udlejere og forpagtere er enige. 'Behov for et driftigt nedre Manhattan' Juvelerhandler Ru Ju Tran, som kom fra Shanghai i Kina til New York for 16 år siden, går rundt med en T-shirt med påskriften: »Jeg mistede min forretning på Ground Zero, og det eneste, jeg fik ud af det, var denne lusede T-shirt«. Hun siger: »Jeg har haft butik i tre år i World Trade Center og mistede alt, fordi jeg ingen forsikring havde, og må leve af mine sparepenge. Jeg har fundet et andet sted, men jeg sælger ikke nok til at forsørge mig selv og min 14-årige søn. Jeg vil gerne tilbage, hvis man bygger et nyt center«. »Ofrenes efterladte må tilgodeses med et mindesmærke, men der skal også være plads til et nyt og driftigt nedre Manhattan«, siger Ru Ju Tran. De skeptiske De lokale beboere er skeptiske over for både erhvervsfolk, politikere og de efterladte. De ønsker hverken at bo på en kirkegård eller i et erhvervsområde, der er fuldstændig dødt efter klokken 18. Beboerne ønsker et levende, multikulturelt nabolag, arbejdspladser, nye billige boliger, og så kræver de som Jo Polett, at der bliver taget mere hensyn til dem. 'Giftig jord' Hun hævder, at hele området er forgiftet og forurenet, og at myndighederne skal rense det, så det bliver beboeligt igen. I første omgang ville de ikke rense folks boliger, nu vil de godt, men gør det kun halvvejs: »I november beordrede min læge mig til at flytte, fordi jeg led af åndedrætsbesvær og risikerede at få astma. Lige siden har jeg boet på hotel på statens regning, og jeg kan ikke flytte hjem, før de gør ordentlig rent«, siger Jo Polett. Linda Belfer leder den lokale beboerforening Gateway Plaza og sidder i kørestol, men det har bestemt ikke hæmmet hendes engagement. 'Vil ikke bo på en kirkegård' Til alle, som vil høre på det, fremsætter hun et budskab, som deles af mange beboere, men som ikke alle tør sige højt: »Som alle andre har jeg fuld forståelse for de efterladte, men jeg bor lige over for World Trade Center, og jeg vil ikke leve på en kirkegård«. 'Det er hellig jord' For den 59-årige invalidepensionist Barbara Hockett fra New York-bydelen Bronx er det bare ærgerligt for de lokale beboere: »Det er en kirkegård, for der ligger mange menneskers jordiske rester, hvor de to tårne stod. Det er hellig jord og skal være et symbol akkurat som vore soldatergrave. Big business og forretningsfolkene skal ikke sidde på området igen. Der skal være legepladser, billige boliger, arbejdspladser og et passende mindesmærke«. De fattige Hockett retter på sine briller, der holdes sammen af tape. Hun repræsenterer to grupper, som der ikke er mange af på debatmødet: de fattige og de sorte. »New York blev ramt af en stor katastrofe 11.9. Jeg blev ramt af en personlig katastrofe 9.11., da mit hjem brændte, og jeg bor nu på herberg. Ja, jeg er fattig, men vi fattige og sorte skal også slås for vore rettigheder og bruge vores stemme«. Det er det digitale demokrati, som har konstateret, at Hockett er i mindretal. De 5.000 deltagere var alle placeret ved borde med ti deltagere, en ordstyrer og en referent. Sorgterapeuter var parat med krisehjælp og råd, hvis der var behov for det. Deltagerne var udstyret med et lille elektronisk stemmeapparat, så de kunne deltage i diverse undersøgelser og give deres mening om de forskellige forslag til kende. Vil have et ordentligt mindesmærke Det digitale demokrati afslørede også, at newyorkerne vil have et stort, dramatisk og amerikansk mindesmærke og bygningsprojekt på grunden. Og der må ikke bygges på selve de to tomter efter tårnene. Samtidig ønsker de et lille nærsamfund med skoler, kulturelle institutioner og boliger, der lever 24 timer i døgnet. Mandag aften holdes et nyt stormøde, og om tre uger ventes den endelige rapport med mødets anbefalinger til politikere, ejere og bygherrer. Midt i september reduceres de seks modeller til tre. Inden årets udgang håber man at være enig om et forslag, og i 2005 eller 2006 skulle man gerne kunne indvi New York Citys nye vartegn.