Ville Cæsar eller Napoleon have følt trang til erobre det meste af Europa, hvis de havde kunnet tage en lykkepille eller to, hver gang de følte trang til at bevise deres eget værd? En stor del af de menneskelige fremskridt gennem historien har været affødt af, at folk ikke var tilfredse med deres status. Før i tiden kunne man kun få større selvværd gennem arbejde eller kamp, men i dag kan man tage en pille, der dulmer frustrationen og rastløsheden. Det næste oplagte skridt ville være at bruge gensplejsning til at skabe børn, der fødes mere tilfredse og ubekymrede. Men hvis dét kunne lade sig gøre, hvad ville der så blive af fremskridt og udvikling? Den amerikanske professor i økonomi Francis Fukuyama har tidligere kunnet skabe debat med sine bøger, ikke mindst 'Historien er slut', hvor han hævdede, at blandingen af markedsøkonomi og demokrati var den endelige samfundsform for mennesker. I sit seneste værk, 'Our Posthuman Future', undersøger Fukuyama, hvordan udviklingen af genetik og bioteknologi kunne tænkes at ændre samfundet - og hans konklusioner er ikke optimistiske. Hvis det bliver muligt at ændre vores børns egenskaber og evner med genmanipulation, så vil det efter Fukuyamas mening kunne undergrave demokratiet og menneskerettighederne, fordi mennesker ikke længere vil acceptere, at alle regnes for lige værdige. Og hvis medicinske fremskridt kan forlænge levetiden markant, så vil det kunne bremse fremskridt og politisk fornyelse, når de samme magthavere kan blive siddende i årtier længere end i dag (man må forestille sig Franco, Fidel Castro eller Yassir Arafat i endnu 30 år over sidste salgsdato). Alt i alt mener Francis Fukuyama, at der er god grund til at forsøge at bremse og regulere anvendelsen af fremtidens bioteknologi for at fastholde det, som han kalder »essensen af den menneskelige natur«. Genetisk forbedrede følelser »Det mest oplagte mål for ændringer i menneskets gener ville være vores spektrum af følelser. Det er så fristende at forsøge at designe folk, der har færre negative følelser og flere positive«, siger Francis Fukuyama. Som et konkret eksempel nævner han, hvordan man i dag bruger stoffet Ritalin, et amfetaminlignende stof, der i USA udskrives i stort omfang til hyperaktive børn. Brugen af Ritalin til især drenge er også i stærk stigning i Danmark: »Mange af de børn, der får Ritalin, er helt klart så hyperaktive, at det er sygeligt, og det står i vejen for, at de kan leve et normalt liv. Men Ritalin ordineres også i masser af grænsetilfælde eller ligefrem til sunde, men lidt besværlige børn. På den måde bliver det simpelt hen en måde at styre børns opførsel på«, mener Fukuyama. »Samtidig underminerer det vores sædvanlige moralske forståelse af, at vi danner vores personlighed ved at lære at tilsidesætte den umiddelbare tilfredsstillelse for i stedet at nå et højere og mere langsigtet formål. Det er noget, vi er nødt til at lære med tiden, men nu får man en medicinsk genvej gennem prøvelserne. Man gør noget til et medicinsk spørgsmål, som førhen blev opfattet som et spørgsmål om at opbygge en moralsk karakter«. Man kan så spørge, hvorfor man ikke skulle springe frustrationer og kvaler over, hvis nu medicin og genterapi kunne løfte humøret? Fukuyamas svar er, at han selvfølgelig ikke ønsker, at der skal være mere smerte og lidelse i verden end højst nødvendigt, men at et liv uden smerte ikke er et fuldt liv: »De gode ting i livet er svære at forstå uden at have oplevet de mindre gode. Man ville ikke have mod uden farer og risici, man ville ikke have sympati for andres lidelser, hvis ikke man selv kendte til at lide. At opføre sig ædelt kræver kamp og en vis utilfredshed med det, man har og er. Når vi griber ind og regulerer vores følelser teknologisk, så åbner vi for et moralsk univers, der er meget forskelligt fra det, vi er vant til. Problemet er, at vi dårligt bemærker det, fordi det kommer så gradvist«. Slut med lige rettigheder I 'Our Posthuman Future' vender Fukuyama flere gange tilbage til et citat af den tidlige amerikanske præsident Thomas Jefferson, som fastslog, at flertallet af mennesker ikke er født med sadler på ryggen, og at andre udvalgte få ikke er født med støvler og sporer, klar til at ride på dem, med Guds velsignelse. Konstateringen af, at vi er født lige værdige, er grundlaget for demokratiet og for menneskerettighederne, men hvis genteknologien medfører, at mennesker udrustes med langt mere forskellige medfødte egenskaber end nu, så er sammenholdet truet, mener Fukuyama. Så vil der måske være nogen, der bevidst er udrustet med bedre intelligens, helbred og talenter - og andre, hvis forældre ikke har kunnet sikre dem de samme førsteklasses gener. »Inden for det sidste par hundrede år har vi udvidet den cirkel af personer, som regnes for værdige til at deltage i demokratiet og til at nyde fulde rettigheder i samfundet. Skellene forsvandt, fordi det blev tydeligt, at der ikke er væsentlige forskelle på grund af køn og race. De grundlæggende kvaliteter, som vi deler i kraft af at være mennesker, er langt vigtigere end forskellene - men det vil måske ikke blive ved at være sådan i fremtiden«, frygter Fukuyama. Der må sættes grænser Fukuyama mener ikke, at man bare kan lade teknologien udvikle sig uden styring. For ham er det vigtigt at forsøge at sætte grænser - også selv om det kan virke håbløst: »Jeg mener, det ville være fornuftigt at forsøge at skelne mellem terapi og forbedringer. Man kunne sige, at den primære opgave for medicin er at helbrede de syge, og at det er helt legitimt at forfølge det mål - men at det er mindre legitimt at gøre ting, der blot har til formål at lave forbedringer og kosmetiske ændringer«, siger Fukuyama. Netop brugen af nervemedicin viser tydeligt, at det er meget vanskeligt at skelne præcist mellem, hvornår medicin bruges til at behandle en sygelig tilstand, og hvornår medicinen blot bruges til at gøre dagen lidt lettere og mere interessant at komme igennem. Ikke desto mindre er lægerne faktisk pålagt at foretage det skøn, inden de ordinerer nervemedicin. Det sikrer ikke fuldstændigt mod misbrug, men det er dog langt at foretrække, frem for at medicinen var frit tilgængelig, påpeger Fukuyama. En anden konkret regulering, som Fukuyama ønsker, er at indføre et fireårigt moratorium på det, som kaldes 'terapeutisk kloning'. I flere lande, bl.a. Storbritannien, har man vedtaget love, der specifikt gør det lovligt at klone menneskelige celler for at skaffe stamceller, der kan opdyrkes til væv og med tiden hele organer, som reservedele. Terapeutisk kloning har altså ikke til formål at bringe hele børn til verden, men rent teknisk er proceduren den samme langt hen ad vejen. »Jeg mener, at det overskrider en vis moralsk grænse, hvis man bevidst skaber et foster for at bruge det som et middel i en proces eller et eksperiment. Jeg er heller ikke sikker på, at vi ved tilstrækkeligt om, hvorvidt det var muligt i stedet at bringe en voksen stamcelle tilbage til et stadie, hvorfra mankunne dyrke andre slags celler, ligesom fra en fostercelle. Desuden mangler vi et offentligt system, der kan holde styr på, hvilke celler der klones, hvad de bliver brugt til, og som kan sikre, at eksperimenterne på cellerne ikke fortsætter ud over et vist udviklingsstadie. Jeg vil ikke udelukke terapeutisk kloning på et senere tidspunkt, men indtil videre er vi bedst tjent med en tænkepause«, mener Francis Fukuyama. Politikere må regulere i tide Behovet for regulering er allerede påtrængende i nogle sammenhænge. I en del lande, bl.a. Indien og Kina, fødes der flere drenge end piger, simpelt hen fordi forældrene vælger at abortere, når de ved undersøgelser får at vide, at det barn, kvinden bærer, er en pige. Det mest ekstreme i den retning oplevede man i Sydkorea i 1990'erne, da der en overgang blev født 122 drenge pr. 100 piger. I dag er der kommet mere balance i tallene, efter at Sydkorea forbød forældre at fravælge børn på grund af kønnet. Muligheden for at vælge et barns køn kan være en stor fordel for forældrene. De kan få det barn, de ønsker, og i mange lande regnes det for betydeligt bedre at få en dreng. Men fordelen for de enkelte forældrepar kan blive til en stor ulempe for samfundet som helhed. Francis Fukuyama nævner, at der i Kina fødes 117 drenge for hver 100 piger, og han konstaterer, at Kina derfor i år 2020 vil stå i den situation, at en femtedel af alle unge mænd ikke kan finde en pige at gifte sig med. »Det er svært at forestille sig en bedre opskrift på ballade: en ophobning af enlige unge hanner, der netop i den alder er tilbøjelige til at tage chancer, gøre oprør og begå forbrydelser for at begå sig«, skriver Fukuyama. Eksempelt viser efter Fukuyamas mening, at politikerne må forsøge at være forudseende og skabe lovgivning, der kan nå at regulere brugen af nye teknologier, inden den type skævheder når at opstå. Han fremhæver den britiske Human Fertilisation and Embryologi Authority, en instans, der er oprettet specifikt for at følge udviklingen på området, for at kunne regulere i tide. Forældrene ved bedst I debatten om styring af bioteknologien har Fukuyama ofte konfronteret den amerikanske biolog Gregory Stock. Stock - som Politiken bragte et interview med sidste lørdag - bruger også det sydkoreanske eksempel, men for ham viser det omvendt, at det er tilstrækkeligt, hvis myndighederne griber ind, når en teknologi rent faktisk viser sig at være et problem. »Hvorfor skulle man forbyde forældre i de vestlige lande at vælge deres barns køn? Reelt kan de gøre det i dag, og nogen gør det måske, men det er ikke noget problem for samfundet, tallene balancerer. Hvem tager så skade af det?«, spørger Gregory Stock. Efter Stocks mening bør indblandingen fra det offentlige holdes på et minimum - også når det handler om at udvælge eller ændre på børns genetiske egenskaber: »Når det drejer sig om børn, er det forældrene, der bedst kan tage beslutninger på deres vegne. En central lov kan ikke fore tage det optimale valg for hver enkelt af os. Med mindre det er noget, der åbenlyst er krænkende for barnet, må vi tillade folk at foretage deres egne vurderinger. Det er den mest effektive måde at tage beslutninger på i et samfund - fuldstændigt ligesom det frie marked udkonkurrerer planøkonomien. Det er ikke perfekt, men det er bedre end at forsøge at styre fra oven«. Gregory Stock frygter, at forsøgene på at lovgive omkring udviklingen kan ødelægge mere end de problemer, man forsøger at afværge. Hvis først forskningen går under jorden, så bliver det langt sværere at kontrollere og forstå hvad der foregår. Så længe udviklingen og forsøgene foregår åbenlyst, så kan samfundet til enhver tid gribe ind med de sædvanlige mekanismer som retssager og lovkrav. Gregory Stock er ikke ene om at mene, at det er omsonst at forsøge at styre eller forbyde nogle former for videnskabelig udvikling. Man hører ofte argumentet, at hvis eksempelvis kloning forbydes i ét land, så rykker forskningen og dem, der ønsker klonede børn, blot videre til andre lande. Fukuyama insisterer ikke desto mindre på love og offentlig kontrol med bioteknologien. Han tilbageviser påstanden om, at teknologi ikke kan styres, ved at nævne atomvåben, atomkraft, brugen af biologiske våben og dyrkning og salg af genmodificerede fødevarer som eksempler på, at udbredelsen af teknologi er blevet holdt i stramme tøjler af love. Fukuyama medgiver, at hvis man ser det over en tilstrækkeligt lang periode, så bliver de fleste teknologier udviklet og anvendt alligevel, men i så fald bliver det på et tidspunkt, hvor man har langt større viden om sikkerheden og konsekvenserne. »Der er ingen love, der overholdes fuldstændigt. Der vil altid være huller. I alle lande regnes mord for en alvorlig forbrydelse - og ikke desto mindre så forekommer mord. Men det har aldrig været brugt som en begrundelse for at opgive loven eller forsøgene på at håndhæve den«, siger Francis Fukuyama.