Den tid er forbi, hvor kunstnere og kulturfolk i dyb foragt afviste markedskræfterne og nødvendigheden af, at kunst og kultur også skal kunne sælge billetter og dermed komme ud til et stort publikum. Men nu er det blevet for meget: kulturpolitik i Danmark handler om at sælge mange billetter til teatre og museer eller støtte kunst, der er sikker på succes og stor udbredelse. Stigende kommercialisering af dansk kultur Selv den danske kulturarv på vores museer og i vores arkiver er afhængig af finurligheder på finansloven eller antallet af besøgende i en kulturinstitution, lød anklagen fra flere kunstnere og kulturpersonligheder på et debatmøde torsdag på Den Frie Kunstudstillings lokaler i København. »Nogle i kulturlivet har indrettet sig bedre på det end andre«, kom den sylespidse kommentar fra Johannes Riis, litterær direktør på Gyldendal. Han angreb i en Kronik forleden i Politiken den stigende kommercialisering af dansk kultur, og det var disse synspunkter, som udgjorde rammen om debatten. Komponisten Karl Aage Rasmussen satte adresse på Johannes Riis' skarpe kommentar. »På Statens Museum for Kunst har man i hovedbygningen fjernet det vigtigste, nemlig kunsten, for at få plads til et begivenhedscenter«, sagde han og nævnte i samme sætning Det Kgl. Bibliotek, der mere minder om en lufthavn end en kulturinstitution. Selv med indretningen af de fysiske rammer signalerer man, at indholdet, det der foregår i bygningerne, er mindre betydningsfuldt end omgivelserne. Regneark og tælleapparater Johannes Riis er som litterær direktør i landets største forlag ikke modstander af markedskræfterne, og han kender alt til nødvendigheden af sorte tal på bundlinjen. Politisk er han erklæret liberal, men han er dybt bekymret over udviklingen, som han fører helt tilbage til 68-oprøret. Det betød blandt andet et opgør med enhver tanke om, at noget - også indenfor kunst og kultur - er bedre end andet. De sagkyndige blev sat ud af spillet, hvilket blandt andet gav sig udtryk i indkøbene til bibliotekerne, der i dag er præget af øjeblikkelige og populære behov. Respekten for sagkundskab skal genetableres, men selve kulturpolitikken savner også retning. For praktiske folk som djøf'ere og teknokrater har taget over med tælleapparater og regneark, lød svadaen. Kulturpolitik på dagsordenen Der er behov for, at kulturpolitikken kommer højere op på den politiske dagsorden, selvom dens resultater - i lighed med skolens - ikke er målelige som længden af ventelister til hospitalerne eller længden på de nye veje. Og den skal have retning. Johannes Riis pegede på to hovedopgaver: bevaring af kulturarven, der med nedskæringerne af museernes og arkivernes budgetter for alvor er i fare, og sikring af talentmassen blandt de unge kunstnere. Kulturarven i fare De deltagende politikere fra Folketingets kulturudvalg var enige: og dog. Både Venstres Ester Larsen og Dansk Folkepartis Louise Frevert understregede nødvendigheden af at se på tælleapparaterne, både af hensyn til landets finanser og publikum - så ikke kun en lille elite får glæde af kunsten og kulturen. Men der skal også være plads til at støtte unge kunstnere, lød det fra dem. Men er der penge nok? Ester Larsen pegede på, at Danmark er et af de lande, hvor det offentlige giver mest til kulturlivet, og hun understregede, at vi netop nu står midt i en omlægning af kulturstøtten, som skal tilpasses nye behov. Men samtidig er virkeligheden, som både SF's Ole Sohn og Enhedslistens Søren Søndergaard pegede på, at offentlige kulturinstitutioner er ude i sparerunder, som bringer selve kulturarven i fare. Ole Sohn advarede mod regeringens udspil til finansloven, der lægger op til at holde udgifterne til bevarelse af kulturarven i ro på trods af, at et enigt kulturudvalg for to år siden blev enige om det modsatte. Og på trods af at stilstand på dette område betyder, at en del af kulturarven går til grunde, mente han. Nedadgående værdispiral Denne ligegyldighed overfor vores fortid og den manglende interesse for at støtte unge kunstnere tilstrækkeligt er ifølge komponisten Karl Aage Rasmussen udtryk for den nedadgående værdispiral, den nuværende regering sætter yderligere skub på. Men det handler ikke kun om penge, for statens udgifter til kulturlivet steg voldsomt i 1990'erne. »Men meningen bag, værdierne bag, er der ingen, der tænker på mere. Rentabilitet er blevet kulturens måleinstrument«.