Det er ikke bare af børn og fulde folk, man skal høre sandheden. Når vi skal finde ud af, hvem vi egentlig er som nation og folkeslag, kan man ifølge historikeren Kristian Hvidt også med stort udbytte lægge øre til, hvad folk uden for landets grænser måtte have at sige om Danmark og danskerne. Selv har han stået på hovedet i de seneste tolv hundrede års bøger og skrifter for at tegne et billede af, hvad udlændinge til forskellige tider har ment og sagt om os. Det er der kommet bogen 'De om os' ud af. Gavebog En bog, der er bestilt og udgivet af Udenrigsministeriet som gavebog i forbindelse med EU-formandskabet. Trykt på fire sprog og i 40.000 eksemplarer. Så når europæiske embedsmænd går til møde med folk fra formandslandet, ligger bogen 'De om os' mellem de øvrige mødepapirer. Her kan de blandt andet læse, at vi i Danmark tror, at tyskerne går med en plan om at indtage Europa - snedigt forklædt som turister. At vi i 1650'erne holdt af at sove splitternøgne i skabe, der var skudt ind i væggen. Og at vi allerede i 1500-tallet overgik vores naboer sachserne i 'overvættes' drikkeri. »Det er ikke et stykke dansk turistreklame, læserne får i hænde. Mange af teksterne fortæller nogle gruelige sandheder om danskerne. Det ville være en dårlig bog, hvis den bare handlede om Hornbæk og Tivoli. Men mange af de kritiske bemærkninger er pakket ind i satirens og ironiens florlette gevandter«, siger Kristian Hvidt, der er tidligere folketingsbibliotekar og - arkivar. Selvoptagede Ifølge ham er danskerne trods 30 års nært samliv med Vesteuropa stadig mest optagede af at kigge på hinanden. »Jeg holder Politiken, og søndagsavisen fortæller os jo hver uge, at de fleste gode ting og tanker i verden i virkeligheden er opfundet af danskere. Men danskere kan og skal ikke vurdere sig selv. Det er udlændingene, der bedst kan fortælle os, hvem vi virkelig er«, siger han. Ligesom han i udvælgelsen har holdt igen med lovprisningerne af vores land, har han også udeladt særlig ondskabsfulde tekster. »Tyskere, der har skrevet om Danmark for eksempel. Nogle af dem har gjort det på en så ondskabsfuld måde, at det var værd at tage med. Mens mange bare var for perfide«. Selv synes han, at de tre englændere, der har skrevet bogen 'The Xenophobe's Guide to the Danes' rammer os allermest præcist. Det er dem, der skriver, at »danskernes mission her i livet er at hjælpe resten af verden til at forstå præcis, hvor vidunderligt Danmark er. De har ondt af alle de stakler, som ikke er danske, aldrig har besøgt landet eller på anden måde lever i hedensk mørke og uvidenhed om dette land af mælk og honning«. »Vi har jo et overdimensioneret positivt billede af os selv. Men den slags dækker jo ofte over mindreværdskomplekser. Dem har vi eksempelvis i EU-sammenhæng, mens vi i andre henseender synes, vi er langt mere humanistiske end vores nabofolk. I bogen har jeg prøvet at betone dét, at vi har svært ved at finde midten. Danmark er så bittelille. Det er jo ikke nogen kultur, der fylder noget på et landkort. Men vi synes jo selv, vi er større end vores geografiske område tilsiger det. Ethvert menneske har jo lyst til bekræftelse. Ikke blot af sig selv som individ, men også nationalt. Det gælder ikke kun danskerne«, siger Kristian Hvidt. Selvironiske Når et land overtager formandskabet i EU, er der tradition for, at man udgiver et eller andet skrift om sig selv eller Europa. Og i Udenrigsministeriet ser man udgivelsen som en chance for at få viderebragt et billede af et land, hvor befolkningen ikke tager sig selv afsindigt alvorligt. Eller i hvert fald har en humoristisk distance til sig selv. Og Udenrigsministeriets presseråd, Flemming Axmark, der har været redaktør på bogen, er svært tilfreds med det danske resultat. »Det er en lidt afslappet bog. Hele bogens idé er, at man siger nogle grovheder og er lige gode venner for dét. Og det synes jeg er sjovt. I stedet for bare at lægge en drønkedelig statistisk årbog ved mødepapirerne. Bogen er med til at give en imageopbygning af Danmark. Den sender et signal om, at vi ikke er så firkantede. Det er ikke altid, at den der cand. polit.-måde at skrive tingene på giver det bedste resultat. Og det siger vel også noget godt om vores lille land, at det ikke behøver at være så stift. Så egentlig er det jo bare en form for avanceret pral«. Og indtil nu har han kun fået en enkelt besk kommentar fra en embedsmand i Østrig, der synes, at nogle af bogens vendinger om tyskerne er lige lovlig ramsaltede. »Ellers er den blevet modtaget positivt. Og det går jo trods alt hårdest ud over os selv«, siger Flemming Axmark.