Luften hos Frisør Tinna Mia er varm og tung af vanddamp. Johanna har villigt lagt hovedet tilbage i vasken (det havde vi aldrig fået hende til hjemme) og er blevet vasket. Nu bliver hun løftet op og sat oven på en firkantet læderpude på en af salonens stole. Hun sidder i den sorte kittel og stirrer stift på sit eget spejlbillede, mens frisøren kæmmer med balsam og spørger hende, hvem der havde lavet hendes lidt mislykkede rottehaler. »Det har min far gjort. Far er ikke så go' til det. Men han gør det alligevel«. Jeg sad og blev helt varm, ikke bare på grund af luftfugtigheden, men fordi det er stort at have en datter, der i en alder af tre et halvt kan se sin fars begrænsning og så formår at acceptere ham trods den. Det er mere, end jeg selv kan. Jeg begyndte at skrive disse klummer, da Johanna blev født, så det var jo lidt ligesom at fortælle om at holde marsvin. Babyen er jo først og fremmest et praktisk problem, der samtidig vækker en masse fuldkommen biologisk bestemte reaktioner hos os voksne.
Elsker far - og en kat
Men når de vokser og bliver til børn, der kan og vil selv, så er det eddermame lige pludselig en helt anden historie. Nu kræver hun at blive lukket ind i varmen. Vi kan få hende med på hvad som helst, hvis bare hun er informeret og er taget med på råd. Jeg gik og havde den sorteste samvittighed over at skulle til Århus en uge og holde kursus, men jeg talte dog med hende om det. Fik forklaret, at nu skulle jeg være væk, mens hun gik i børnehaven. Søndag aften lagde jeg hende og kyssede godnat, og så sagde hun lige så stille: »Nu må du godt køre til Århus, far. Nu kan jeg godt klare det selv. Jeg elsker dig, og jeg glæder mig, til du tager en kat med hjem til mig«. Det var næsten for modent.
Motocyke
Min dreng på halvandet år derimod - han er knap så tænksom. Han lever et liv, hvor der er skruet højt op for lydeffekterne. Ting, der vælter, siger 'booom', og så slår man ud med armene. Hunde og katte, der lægger sig ned for at blive kælet på maven, siger også 'booom', når de vælter. Når man taber ting på gulvet, så er de 'væk' (her slår man også ud med armene og ser forbløffet ud imens). Han har en kælerobot og en Buzz Lightyear, som bliver kaldt 'Seitjar'. Alle køretøjer siger 'aaarnnn', lastbiler og de elskede skraldebiler dog en smule dybere. Christians eneste rigtige ord med flere stavelser er 'motocyke'. Kort sagt, en rigtig dreng, det er svært at blive sur på. Også selv om han pludselig kravler ned af Trip Trap-stolen, hvorefter han tager sin fedtede grødtallerken og går over til en voksenstol ved siden af min kone og møver sig op, hvorefter han stolt siger: »Sådan!«.
Far gør flov
Min datter ser, hvilken succes den lille mand udløser, og derfor hopper hun ned af sin Trip Trap-stol med sit fyldte mælkeglas, så det skvulper over. Det bliver jeg selvfølgelig irriteret over: »Hold nu op. Du er da stor nok til at kunne regne ud, at du spilder mælk, hvis du hopper ned på den måde«. Og så er det, jeg ser hendes skuffelse. Ser hende lukke sig helt sammen og blive flov. Nu ville hun bare være med til at lave fest, og så var det lidt for dumt. Far er ikke så go' til det. Han gør det alligevel. Christian har den fordel, at han ligger i læ af sin bølgebryder af en storesøster. Hun har ene og alene skullet lære os at have børn. Siden Christian så kom, er hun begyndt at tvivle på sin ret til at være her. Pludselig bliver der råbt af hende, når hun gør noget voldsomt med ham. Og så har hun haft to muligheder: stor baby eller lille voksen. Den lille voksne oplever vi, når der har været stille lige lidt for længe søndag morgen, og Christian så dukker op i vores soveværelse fuldkommen smurt ind i lyserød prinsessetandpasta med tyggegummismag. Så kommer Johanna lige bagefter: »Jeg har sagt til ham, at nu er det slut med tandpastafesten for i dag!«. Den har hun vist hørt før et sted. Som vi siger på Bornholm: Den har været i bøtte, før den kom i spand. Som forældre er det jo fortvivlende. Hun blev født som enebarn, og da hun fik en bror, kom hun til at føle sig endnu mere alene. Og hvis vi ryger på den trendy treer, som alle andre her på vejen, så risikerer vi jo, at hun kommer til at føle sig endnu mere alene. Det Evige Enebarn. Jeg ved godt, at den eneste kur er vores umiddelbare og betingelsesløse accept. At lytte, høre og se hende, for hvad hun er, og ikke for hvad hun forestiller sig, at de voksne gerne vil have, hun er. Far er ikke er så go' til det. Men han prøver at gøre det alligevel.