Ignácio Ramonet er chefredaktør for den franske avis Le Monde Diplomatique. Han er også medstifter af den globaliseringskritiske bevægelse Attac og én af initiativtagerne til Det Sociale Forum i den brasilianske by Porto Alegre. Desuden er han præsident for den nystiftede organisation Media Watch International, der har til formål at holde øje med, om pressen lever op til sit ansvar. Er en krig mod Irak retfærdig? Nej, selvfølgelig er den ikke det, og det er der mange grunde til. Først og fremmest har denne krig ingen legitimitet, for hvis man kigger på FN's resolution 1441, så står det ingen steder, at et angreb på Irak er autoriseret. Der står kun, at det vil have alvorlige konsekvenser for Irak, hvis Saddam Hussein ikke respekterer en række krav. Irak har indtil nu respekteret alle krav, og våbeninspektørerne har haft fri adgang, selv om de ikke selv synes, de er færdige med arbejdet. Irak har ikke angrebet nogen, og denne krig bliver dermed åbenlyst præventiv, hvilket er forbudt. Det betyder, at hele det regelsæt, der blev etableret efter Anden Verdenskrig er brudt sammen.

Kan krigen stadig undgås? Nej, desværre. Ganske vist siger flere lande, at de er imod krigen, såfremt FN ikke autoriserer den, men protesterne er svage. Der er selvfølgelig måder, for Frankrig eller Storbritannien kunne bruge deres vetoret i FN eller blokere for, at USA bruger NATO som instrument i krigen, men det gør de ikke. Vi er alle ofre for vore egne regeringer, der opfører sig, som om de var vasalstater til USA. En række lande, også Danmark, reagerer på USA's imperie-aspirationer med en servilitet, der passer sig for feudale vasaler. I den proces har de fuldstændig tilsidesat både national uafhængighed, suverænitet og demokrati. Hvad angår USA selv, er det blevet en principsag for George W. Bush at gå i krig, og politisk er det for dyrt for ham at bakke ud nu. Jeg er overbevist om, at vi får krig, men krigen er og bliver ulovlig og dybt forkastelig.

Hvad handler denne krig i virkeligheden om? Den handler om at tegne stregerne i Mellemøsten op på en ny måde, og Bush håber blandt andet på at kunne styrke Israel og svække palæstinenserne. Dernæst handler den om olie, naturligvis. Og endelig er en ikke uvæsentlig grund, at USA har et nyt arsenal af våben, som man gerne vil prøve af i virkeligheden. Vi ser en ny imperialistisk æra, for dette er kun begyndelsen. Næste gang bliver det Iran, som allerede er identificeret som del af 'ondskabens akse', og den konflikt bliver muligvis ikke væbnet. Men den vil stadig være et led i imperiets ekspansion, for Irans oliereserver vil bidrage endnu mere til det herlige udbytte, som USA regner med at få ud af sin nye imperialistiske æra.

Hvad vil der ske efter en krig? Der vil komme magtkampe, og hele regionen bliver ét stort kaos i meget lang tid. Det bliver en dybt kompliceret situation.

Svigter vi ikke irakerne ved at lade Saddam Hussein forblive ved magten? Saddam Husseins styre er et foragteligt diktatur, og der er ikke noget godt at sige om det. Men det berettiger ingen til at slå civilbefolkningen ihjel, oven i købet en civilbefolkning, der gerne ser ham gå. Der er andre måder at hjælpe irakerne på, hvis vi mener demokratiet alvorligt. Det gør vi bare ikke, og det er hele problemet.