Det lyder ikke godt, når musikken spiller på Statens Museum for Kunst. Det klinger faktisk rigtig skidt, og det har det gjort, lige siden dronning Margrethe talte ved indvielsen af nationalgalleriets nye tilbygning. Ikke at skylden er hendes, slet ikke. Sagen er tværtimod, at det endnu ikke siden dronningens tale 5. november 1998 for et par tusinde specielt indbudte kulturpinger er lykkedes at få placeret et ansvar for miseren. Og dermed få konstateret, hvem der skal betale for at få fjernet mislyden i det vældige Panoptikonrum, der også var tænkt til musik og foredrag. Beløbet otte millioner kroner er nævnt som realistisk i den forbindelse, og det er vel den vægtigste forklaring på, at man ikke for længst bare har gjort som foreslået afakustikeksperter. »I forbindelse med udstillingen om impressionismen og Norden, der åbner 22. februar, ville det være oplagt at gennemføre koncerter med musik af f.eks. Debussy. Det gør vi så ikke, fordi forholdene i den nye tilbygning ikke er til det. Vi har afholdt musikarrangementer, men museet har ikke mulighed for at fungere optimalt. Det er en kompliceret sag, men også frustrerende, at det skal tage så lang tid, at få løst problemet«, siger museets vicedirektør Bjarne Bach Østergaard. Han mener, at det må være omkring et år siden, museets folk sidst var involveret formelt i forløbet. Han kan ikke umiddelbart tidsfæste mødet, men som museumsdirektør Allis Helleland siger: »Der var is på vandpytterne, da vi gik tilbage til museet«. Måske voldgiftssag Den ene part i konflikten er Kulturministeriet, der står som bygherre. Ministeriet har trukket på ekspertisen i det, der undervejs er omdøbt fra Byggedirektoratet til Statens Forsknings- og Uddannelsesinstitutioner, mens totalrådgiver og arkitekt på projektet var C.F. Møllers Tegnestue, der med Anna Maria Indrio i chefstolen er sagens anden part. Og herfra skulle meldingen groft sagt gå ud på, at museet har fået, hvad det har bestilt og betalt for. Nogen har hørbart klokket i det, men kortene holdes i alle instanser tæt ind til kroppen, så længe det er uvist, om man kan forhandle sig frem til et forlig, eller om en afgørelse skal findes gennem en voldgift. Allerede i maj 1999 skrev Kulturministeriet i en fortrolig orientering til Folketingets Finansudvalg, at man havde »taget skridt til at inddrage totalrådgivers forsikringsselskab og Kammeradvokaten med henblik på rejsning af erstatningskrav over for totalrådgiveren«. Baggrunden var bl.a. de »projektmangler«, der ifølge Byggedirektoratets opfattelse skyldes »mangelfuld totalrådgivning«. Fronterne blev trukket op, paraderne blev løftet, og stemningen var barsk, da der 15. september samme år blev holdt projektudvalgsmøde med repræsentanter for ministeriet, museet, tegnestuen og direktoratet. 15 m/k i alt. Da havde sagen tiltrukket sig dagbladenes opmærksomhed, og Mads Møller fra C.F. Møllers Tegnestue så ifølge mødereferatet gerne, at der blev udarbejdet en pressemeddelelse, der kunne 'lukke' problemet. Det faldt helt uden for museets intentioner, mens Poul Bache fra Kulturministeriet »var villig til at udarbejde et papir, som kan læses op for alle, og som fortæller, at man i betragtning af byggesagens omfang har nogle løse ender og uafklarede krav samt et akustisk problem, som man nu går i gang med at løse uden at vide hvordan og hvornår«. Det sidste har nu ca. 3,5 år efter vist sig at være en stadig holdbar konstatering. I samme mødereferat støder man på firmaet Carl Bro, der i marts 1996 leverede et papir, der skiftevis omtales som et notat og en rapport. Det var bestilt af C.F. Møllers Tegnestue som et led i projektarbejdet og i erkendelse af, at man ikke selv var eksperter i akustik. Det kom med forslag til, hvordan akustikproblemerne kunne klares, og et af de tunge spørgsmål er, hvorfor anbefalingerne ikke blev fulgt eller taget op. Og hvorfor Kulturministeriet og museet tilsyneladende først fik kendskab til rapporten, da det var for sent. Gademusik Det var, som Lars Ole Hansen fra Byggedirektoratet bemærkede, et »meget alvorligt problem«, der i øvrigt allerede da var blevet drøftet med Kammeradvokaten. Mads Møller tolkede teksten derhen, at der skulle udarbejdes et »udvendigt byrum - et udsnit af Strøget«. Og hvad var det for øvrigt en musik, rummet skulle leve op til. Gademusik kunne man klare. Hvortil Bjarne Bach Østergaard bemærkede, at problemet netop var, at der her er tale om et lukket rum, der ikke kan sammenlignes med gademiljøet. Tiden gik. Kammeradvokaten udarbejdede et klageskrift og firmaet Acoustica/Delta en rapport om årsagerne til elendigheden og et overslag over, hvad det ville koste, at komme den til livs. Sagen blev sat i bero, mens man ventede på, at andre stridigheder med nogle entreprenører blev afgjort, men i april 2000 var der enighed: »Akustiksagen bør igangsættes nu«. Der blev lagt op til en voldgift, og så duede arbejdet fra Acoustica/Delta ikke længere. Ingen betvivlede seriøsiteten i firmaets arbejde, men det var hyret af museet og derfor ensidigt. En syns- og skønsmand måtte, som det hedder, udmeldes, og valget faldt på docent, civ.ing. ph.d. Jens Holger Rindal fra Danmarks Tekniske Universitet. Han afleverede sin rapport i 2001. »Opgaven var for så vidt enkel, hvad det faglige angik, men sagen var også kompliceret, fordi alle spørgsmål gik gennem og var formuleret af juristerne. De gik på det tekniske og var selvfølgelig til at forstå, men sprogbrugen var en anden end den faglige, vi normalt bruger, og spørgsmålene kunne indeholde spidsfindigheder. Det var nødvendigt at være vågen og klar over, hvilke konsekvenser svarene kunne få«, siger Jens Holger Rindal. »Konklusionen i min rapport er den ikke overraskende, at akustikproblemerne skyldes valget af overfladematerialer, der giver en stærk refleksion. Det er glas, og det er mursten. Lyden kastes frem og tilbage, og efterklangen gør, at tale eller en tone kan høres i op mod ti sekunder efter, at den er frembragt. Det er for meget«. »Vi gør det i vores undervisning af arkitekter og ingeniører klart, at det er noget, man skal være opmærksom på, så man ikke siden får ekstra omkostninger, fordi tingene skal skiftes ud. Noget af det, der kan snyde folk, der ikke er eksperter i akustik, er glasset. Når der er så meget af det, som på Statens Museum for Kunst, kan man få indtryk af at befinde sig i et udendørs rum, men glas er hårdt og meget reflekterende«. Skaderne kan ifølge Jens Holger Rindal afhjælpes med bl.a. lydabsorberende materialer, en slags puds, der æstetisk ikke vil ændre ved indretningen af Panoptikon. Et bud på, hvad det i givet fald vil koste, vil han ikke ud med. Ingen kontakt mellem advokaterne Voldgiftssagen er blevet skubbet foran de forhandlinger, der bliver ført for eventuelt at nå et forlig, men parternes advokater har tilsyneladende ikke været i kontakt med hinanden inden for i hvert fald det seneste halve år. Nu skulle der dog været afsat datoer for nye møder, formentlig i slutningen af denne måned, og blandt optimisterne regner man med, at der i løbet af sommeren kommer en afgørelse. Og det uanset, om sagen skal afgøres ved en voldgift. Det drejer sig om penge og et firmas renommé. Det runger stadig, når der spilles op på Statens Museum for Kunst, og spørgsmålet er: Hvornår og hvor længe skal og kan museet holde helt eller delvis lukket for at få skabt de nødvendige, fysiske rammer for de oprindelige ambitioner.