Solens stråler surfer hen over bassinet i Nyhavn og har lokket en kødrand af turister frem, bevæbnet til overflod med softice og fadøl. Men de bløde bløb mod bolværket kan ikke rigtigt imponere folk, der er vant til Vesterhavets brølen. Så vi skynder os at finde den fjerneste og mørkeste krog i kælderen i Nyhavn Færgekro. Johnny Madsen har travlt, for den solrige eftermiddag indbyder til et spil golf, og sangeren har kastet sin kærlighed på en bane oppe i Søllerød. Der bare det problem, at man skal være pænt klædt på for at spille der. Den slags småborgerlige tilbøjeligheder kan man ikke beskylde Johnny Madsen - der dybest set mener, at det er tidsspilde at gå i bad - for at lide af. Roadien 'Røde' »Sådan noget pjat. Det er bare med til at bekræfte fordommene om golf«, vrisser Johnny Madsen, da vi har fået præsenteret sildebuffeten og fundet plads nede hjørnet. Med appelsinvand til den 51-årige rockmusiker og maler fra Fanø, der er en anelse medtaget efter endnu en munter aften i det natteliv, hvis våde varer beskrives kærligt og indgående i mange sange i Johnny Madens univers. »Det er en del af det. Jeg er ikke så god til at gå hjem og læse Dea Trier Mørchs 'Vinterbørn', når jeg har spillet på en festival eller er her i byen. For mig er frihedsfølelsen at være ude og gå til den. Og jeg tror aldrig, at jeg lærer at slappe af og ikke gå i byen efter sådan noget«, siger Madsen og skubber hårtjavsernes fedtede gardin væk fra de trætte, men muntre øjne. Den trofaste roadie og altmuligmand, 'Røde', bliver sendt af sted for at finde ud af, om der kan skaffes adgang til golfparadiset oppe nordpå, mens Madsen med få ord både indleder og afslutter sit meget korte pr-foredrag om sit nye album 'Regnmanden': »Det er vel et rockalbum. Vi prøver at skyde fra hoften og samtidig undgå at skyde os selv i foden. Det er helt uden forstillelse - vi optræder i det samme tøj, som vi sover i. Hvad fanden skal man sige?«. En snak om kunst Hverken Christiansøsilden eller den i karry, som hastigt og højlydt forsvinder fra Madsens tallerken, svarer. Så sangeren fortsætter selv: »Jeg har kaldt den 'Regnmanden'. For en regnmand, han laver regn. Det er små partikler, der drysser ned. Det er ikke det store hav, der kommer væltende. Det er små snapshots af tilværelsen. Det er sådan, jeg ser mig selv. Mens en forfatter sætter sig ned et sted nede under Sydens sol i et halvt år og skriver sin roman, er jeg mere en digter, der er to-tre dage i hver by og så videre for at komme med nogle billeder af livet, som jeg ser det«. Er det kunst? »Jeg ved godt, at det ikke er alt, hvad jeg har lavet, der er kunst. Der var en, der spurgte mig: »Sig mig engang, det billede, du har malet, er det kunst?«. Jeg svarede: »Nej, det er det ikke, men det er et godt billede«. Man kan godt lave nogle ting, som er o.k. uden at være kunst. Også med tekst og musik. Hvis man for eksempel oversatte 'Whole Lotta Shakin', ville det blive til: »Kom her over skat, der foregår en masse rystelser«. Det er jo ikke højpoesi, men rytmisk set er det fint. Sådan nogle sange som 'Færgemanden' er ikke kunst, men jeg har lavet nogle sange, som er mere eftertænksomme, og de tangerer i hvert fald kunst. På den ny er 'Dobbelt Bogey Blues' afgjort ikke kunst, men ellers ... ja«. Spillefilm på tre minutter Allerede på sit første album, 'De tørre er de bedst, men våde er de flest' fra 1982, havde Johnny Madsen en slags monolog om 'Kunstens vilkår'. Temaet har forfulgt hans sangskrivning gennem hele karrieren. »Min opgave er at lave en spillefilm på tre minutter. Hvis jeg for eksempel siger: »Taxa-Villy spiller på sin blå violin, og Myrna synger 'Hoochie Coochie Woman'«, har jeg dannet et billede, som du er nødt til at forholde dig til. Hvis jeg derimod skrev: »Jeg gik en tur ved solnedgang«, er det eneste, man kan forholde sig til, solnedgangen. Jeg sagde engang til Allan Olsen: »Prøv at lade være med at tænke på en søstjerne«. Det er umuligt, for du har allerede dannet billedet af søstjernen, hvis du går så konkret frem. Jeg vil danne ord eller billeder, som du ikke selv har tænkt«. »Det er forudsætningen for alt, hvad jeg gør. Engang sagde en mand til mig: »Jeg forstår ikke dine tekster, men jeg kan godt lide dem«. Det er godt sagt, for sådan skal de opleves«, siger komponisten. Darwins danske død På sit nye album lader Johnny Madsen Darwin afgå en formentlig stille død i Danmark. »Udgangspunkt er de historier med, at »der sidder en amerikaner, en englænder, en franskmand og en dansker«. Amerikanerne har John Wayne, men danskeren siger »ja, ja o.k. - men vi har altså slået Darwin ihjel i det her land«. Det ved jeg så ikke lige, om de andre bliver imponeret over, jeg gør ikke. For med alle de støtteordninger, der efterhånden er i musik, kan alle være med på alt fra kreativt trompetspil til mavedans. Der er det svært at finde Darwin, for det har ikke meget med at 'den stærkeste overlever' at gøre. Ingen forlader den danske musikbranche - hvorfor skulle de gøre det?«, spørger Johnny Madsen og kaster sig smilende over endnu en sild, mens han fortsætter: »Al ære og respekt for, at 20.000 kvinder smider en bold op i luften og griber den samtidigt. De har vist et dejligt kammeratskab, men det har ikke så meget med kunst eller kvalitet at gøre, selv om det sikkert er støttet. Noget af det, der altid har irriteret mig, er, at folk gør sig kloge, samtidig med at de står med hånden i syltetøjskrukken. Pointen er, at kunsten ikke nødvendigvis bliver bedre af at blive støttet. Hvis det myldrede frem med talent, kunne jeg se det. Men det er ikke ligefrem tilfældet«. Kunsterjammer Der er ingen solidaritet fra Fanø til de kunstnerkolleger, der på det seneste har skældt ud på kulturminister Brian Mikkelsen og nedskæringerne i støtten. »I stedet for burde de stå og jamre over et skattesystem, som tager de penge, de tjener. I Irland har man fritaget kunstnere for skat, og det er meget bedre end at have alt det støtte. Det får dem til at arbejde mere for velgørenhed og skrubbe ned på den lokale pub og give et nummer, det er mere levende«. Men hvad med den del af kunsten, der ikke når det brede publikum eller tjener penge ? »De må ud med en kost. Det andet nytter ikke noget. Jeg kan ikke se, hvorfor jeg skal understøtte en mand, der løber rundt med en snurretop på næsen. Det er fint, han gør det, men det er op til ham selv. En maler må jo have som lidenskab at male sine billeder. Det havde van Gogh for eksempel. Han nåede jo ikke at sælge et billede og døde stort set af sult. Der er nogen, der glemmer, hvad drivkraften er. Det er kærlighed til livet, til poesien og kunsten. Det er ikke penge, det handler om. Når folk skal til at skrive sange i dag, starter de med Ikea-møbler og så en computer, og så tænker de langt om længe: »Nå, hvad skal jeg så skrive om?«. Det er ligesom vendt om - det er middelmådighed sat i system og et kunstigt forsøg på at holde noget oppe, som ikke er kunst«, lyder svadaen fra Fanø. End ikke dansk films internationale - og statsstøttede - triumftog imponerer Madsen. »Hver gang Danmark får en eller anden bronzestatue for en døvefilm et eller andet sted, så er det den forreste nyhed i TV-avisen. Og det er vel dybest set, fordi vi har lidt mindreværdskomplekser overfor John Wayne og Michael Caine og så videre. Jeg er egentlig ikke så imponeret over dansk film«. For 500 kroner ristede pølser For Johnny Madsen selv begyndte den kunstneriske løbebane, da han var seks år hjemme i fødebyen Thyborøn. »Jeg viste mit handelstalent meget tidligt ved at lokke en mandolin fra naboens søn. Han fik til gengæld bogen 'Dyrenes verden' af mig. Jeg begyndte at spille på den, og snart kunne jeg ikke lade være med at beskrive verden, som jeg så den, i sange og billeder. Det er det udgangspunkt, vi glemmer«. »Alle unge vil være kokke, fordi de har set sådan en i morgen-tv. Men når de så opdager, at man også skal skrubbe og skure i køkkenet og købe ind, og at man alligevel ikke kommer i fjernsynet, så gider de sgu ikke. Det er også meget skægt at se naboens datter stå og synge karaokee i 'Stjerne for en aften'. Men hvorfor er det i prime time og ikke 'Snurre Snups Søndagsklub', hvor det hører hjemme? Det skægge er, at de professionelle kunstnere er nødt til at optræde i 'Snurre Snups Søndagsklub', for i prime time står deres børn og synger 'I Did It My Way'. Da jeg startede, fik man måske 2.000 for et job. Så var der 1.500 til plakater og 500 til ristede pølser, og så gik det jo alligevel«, filosoferer Johnny Madsen. Mor tvivler Til trods for sin succes har han aldrig fået overbevist sin mor om, at han har valgt rigtigt. »Hver gang min mor sender et brev til mig, er der to stillingsannoncer i. Hun mener ikke, at musik er noget, man kan leve af. Hun siger: »I dag kan du ikke synge. I gamle dage var du god, men nu er det forfærdeligt«. Det kan godt være, at hun har ret. Men tingene sker næsten altid på trods - og meget sjældent med bifald fra andre. Det er selvmord at gøre som de andre. Det er alligevel anarkismen, der driver tingene. Da jeg lavede sangen 'A kører å æ motorvej' i sin tid, sagde alle, at jeg var bindegal, og at ingen gad høre den nogensinde. I dag, 25 år senere, synger folk med på den landet over«. Silden er fortæret, smøgen tændt, og Johnny Madsen har talt sig varm om det, han selv kalder »gøgl og klogskab, der alligevel ikke holder i to minutter som argumenter i en retssal«. Alligevel kan han ikke skjule, at alderen og eftertænksomheden har fået tag i ham: »Jeg har været træt af at turnere i en periode, men i de sidste år har jeg nydt det igen, fordi der er alle nuancerne. Man bliver bedre og bedre til at begrænse sit udtryk med erfaringen og det at få styr på sit udtryk. Speedwaykøreren Ole Olsen blev engang spurgt om, hvilken af hans VM-medaljer han var mest glad for. Han svarede: »Den sidste«. Da han vandt den første, lå han bare med dødsforagt langt nede i svingene uden at tænke over det. Først senere fattede han faren. Eftertænksomheden dukker op med alderen. Det var da også forfærdeligt for mig at blive 50 år. Jeg havde dyb krise i 20 minutter. Men der er jo ikke noget at gøre ved det. Det er de færreste, der kommer herfra med livet i behold. I det hele taget er det nogle satans til odds, vi mennesker render rundt med. Vores eneste sikre fremtid er den totale forrådnelse, uanset om vi spiser mayonnaise eller ej«, siger Madsen og asker ned i silderesterne på sin tallerken. Anarki og rundkørsler 'Røde' kommer tilbage. Det lykkedes ikke at få anarkisten fra Vestjylland ind på golfbanen i Søllerød. Men der er nogle knapt så prætentiøse baner i Smørum, hvor Madsen er velkommen. Johnny Madsens enmandshær mod konformitet, socialdemokratisme og gåsegang har tabt endnu et slag på den mission, feltherren selv dog nægter at opgive. Golfholdet sætter sig ind i bilen for at køre mod hullerne i Smørum. Men Madsen når lige en afskedssalve: »Se på rundkørsler, der er noget af det mest velfungerende i trafikken. I virkeligheden indbyder de til det totale anarki. Alle kan gøre, hvad de vil og komme til fadet. Alligevel kører alle pænt derinde. Vi mennesker kan sgu godt finde ud af at administrere friheden«.