Kvinder er til sex. Det kom som noget af en bombe for amerikanerne for 50 år siden, da doktor Alfred Kinsey udgav sine statistikker om feminine lyster i USA. Kinsey- rapporten viste, at kvinder er lige så sexfikserede som mænd. Men kun halvt så utro. I Danmark inspi- rerede den amerikanske sexolog til en doktordisputats om seksual oplysning, et leksikon om kærlighed og en revyvise om dyriske drifter. Han fik dem til at hvine af fryd. Kvinderne. Især de amerikanske. Iført sin grå habit og ternede butterfly lignede den midaldrende ægtemand en overgemt bogholder. Hans speciale var da også tykke rapporter. Men for 50 år siden gjorde han noget, intet andet menneske havde vovet indtil da. Han gav kvinderne et sexliv. Til mændenes store forskrækkelse. Kvinde - kend din plads Nu gik det lige så godt. Konen, kællingen, madammen passede hus, hjem og børn. Hun kendte sin plads. Dengang var kvindebevægelse kun navnet på en gangart. Et par aftener om ugen lukkede hun øjnene, spredte benene og tænkte på fædrelandet. Så gik Tarzan til vaflerne. For nedrullede gardiner. Seks minutter senere afleverede han prustende og stønnende en lille klat. Musklerne slappedes, og stumpen stumpede. Fruen fortrak ikke en mine. Så var det alligevel noget andet med hende Jane henne på kontoret. Den lille luder. Hun var god i sengen. Stereotypierne om voksne kvinders manglende sexlyst sivede ned ad karlekamrene, da doktor Alfred Kinsey i 1953 fortalte en anden historie. Tørre tal og saftige oplysninger Han havde interviewet 6.000 hvide, amerikanske kvinder om deres kønsliv og samlet svarene i rapporten 'Sexual Behavior in the Human Female'. Over 800 sider tørre tal med saftige oplysninger. Myten blandt mænd lød, at stort set alle kvinder er frigide. Sex sagde dem ikke rigtig noget. Men statistikken viste, at kun en tiendedel af dem oplevede noget i den stil. Blandt årsagerne taltes hæmninger, uvidenhed og uinspirerende sexpartnere. Fem år tidligere udkom Kinseys tilsvarende rapport om mænds seksualvaner. Den var lige så tyk, og tilsammen udgjorde de to undersøgelser et pionerarbejde. Oprindelig var Alfred Kinsey zoolog og ekspert i hvepsenes kønsliv. På et tidspunkt blev han bedt om at forestå et kursus, der skulle forberede unge amerikanere på ægteskabets lyksaligheder. Universitetet i Indiana gav hyldeplads til adskillige, digre værker om sexvaner blandt insekter, men stort set intet om mænd og kvinders intimiteter. Til Kinseys store forbløffelse, og han skiftede videnskabeligt sexspor fra svirrende småkravl til mennesker af kød og blod. Mænd som drog Den overordnede konklusion i hans rapporter er ikke til at tage fejl af. Mænd er nogle drog. Selvovervurderende, ringe elskere og dybt naive. De menneskelige hunner er mindst lige så liderlige og sexfikserede som hannerne og jævnligt mændene utro. Rigtige kvinder vil have sanselighed, spænding og romantik. De er ikke til farmand i sokker og netundertrøje. Ligeså lidt som han er til lillemor i slippers og papillotter. Hver fjerde hustru havde været sin mand utro, halvdelen af de gifte kvinder havde haft seksuelle erfaringer inden ægteskabet, og adskillige havde fået foretaget illegale aborter, fastslog rapporten ved offentliggørelsen 20. august 1953. Fire dage senere var Alfred Kinsey på forsiden af Time Magazine. Igen var han og hans tal en sensation. Seks minutters sex I datidens USA troede de fleste mænd, at de fleste kvinder overhovedet ikke interesserede sig for sex. At det ikke lå i deres natur. Kinsey-rapporten viser, at mænds seksualdrift topper omkring 20-års alderen, mens kvindernes er jævnt stigende livet igennem efter en lidt senere debut. Mændene kan ikke rigtig følge med kvinderne, som årene går. Selve samlejet varer gennemsnitligt i seks minutter. Så får manden sædafgang. Få kvinder opnår orgasme på så kort tid. Når han er færdig, er hun ved at varme op. Alligevel havde ni ud af ti kvinder oplevet seksuel tilfredsstillelse. Måske ikke med deres ægtemænd. Men så med andre partnere. Det være sig mænd, kvinder eller sig selv. Doktor Kinsey og hans rapport viste også, at kvinders orgasme drejer sig om stimulation af både skeden og klitoris. Nogle kan endda opleve flere på hinanden følgende orgasmer under samme samleje. Kvindernes seksualitet er på det område mændenes langt overlegen, men kun de færreste kendte på det tidspunkt til multiple orgasmer. Oplysningerne rystede både borgere, kirke og politikere. Det var, mens mccarthyisme og kommunistforskrækkelse hærgede USA. Den sexologiske statistiker blev beskyldt for at være alt fra antiamerikansk og samfundsomstyrter til Fanden selv. Rockefeller Foundation trak den økonomiske støtte til Kinseyinstituttet tilbage. På den anden side frabad landets små, socialistiske partier sig på det kraftigste at blive sat i bås med denne sexologiske galning. Sygelig seksualitet Homoseksualitet, biseksualitet og onani betragtede amerikanerne i første halvdel af 1900-tallet som både syndigt og sygeligt. Heldigvis var det heller ikke særlig udbredt. Troede man. I virkeligheden er det helt almindeligt, og mændene er de førende. Både som onanister og bifile, fremgår det af Alfred Kinseys to rapporter. Næsten hver anden mand og hver ottende kvinde havde dengang gjort sig i sex med partnere af samme køn. Næsten alle mænd onanerede, mens det kun var to tredjedel af kvinderne. Sådan cirka er tallene stadig, viser senere undersøgelser. Vore dages yngre årgange kvinder har dog nærmet sig mændene på begge felter. Også disse tal vakte et ramaskrig i USA og Europa. Først og fremmest amerikanerne blev taget på sengen, og Kinseyrapporten blev en bestseller. Især da myndighederne forsøgte at forbyde den. Den første måned solgte bogen alene i USA 270.000 eksemplarer. En rigtig videnskabsmand Dens forfatter besøgte Danmark i 1955 kort efter udgivelsen af Jean Genets 'Tyvens dagbog'. De borgerlige aviser var dybt forargede over den homoseksuelle franskmands selvbiografiske roman, og amerikaneren blev bedt om at kommentere bogen. Men sexologen gik ikke i fælden. »Den endelige dom bør gives af en litterat, ikke af mig. Jeg ved i hvert fald, at mange med litterær indsigt betragter Genet som kunstner«, sagde Alfred Kinsey til Berlingske Tidende. Sådan taler en rigtig videnskabsmand. I København var han på bølgelængde med overlæge Kirsten Auken, som han spiste frokost hos. Hun var tidens førende forkæmper her til lands for seksualoplysning. Direkte inspireret af Kinsey. I 1953 forsvarede hun under stor opmærksomhed sin doktordisputats, 'Undersøgelser over unge kvinders seksuelle adfærd'. Med den introducerede Kirsten Auken den sociologiske sexologi i Danmark. Hun havde personligt interviewet de 300 deltagere i det statistiske materiale. Kvinderne var på vej til for alvor at blive synlige i det danske samfund. Det var også året, da den nye grundlov gav kongehuset kvindelig arvefølge, og Dansk Sprognævn officielt registrerede nye ord som 'callgirl' og 'fotomodel'. I USA begyndte Hugh Hefner udgivelsen af mandebladet Playboy. Had og angreb »Lykken er at vide, hvad der er normalt - og det normale har vide rammer«. Sådan sagde det danske psykologpar Inge og Sten Hegeler i deres sexbrevkasse i Ekstra Bladet i årene omkring 1970. Mantraet kunne Kinsey have brugt en snes år tidligere, da han foruden præster og politikere var ved at få USA's dyreværnsforeninger på nakken. For hans statistikker viser også, at næsten en tiendedel af alle de interviewede mænd på et eller andet tidspunkt havde plejet seksuel omgang med dyr. Brøkdelen var lidt under det halve for kvinder. Dengang boede store dele af USA's befolkning stadig på landet. 'Kærlighedens ABZ ...' Hegelernes sexleksikon 'Kærlighedens ABZ ...' udkom i 1961. Det var det første af sin art i Danmark. Parret konstaterer i bogen, at Alfred Kinsey reviderede det amerikanske samfunds opfattelse af, hvad der i statistisk sammenhæng kan kaldes normalt: »Han viste os den kolossale forskel, der kan være på den 'åbne kultur' - det, vi siger, er det rigtige og almindelige - og så den 'lukkede kultur' - det, vi i virkeligheden foretager os. Det er forståeligt, at Kinseys to rapporter er blevet en slags seksualforskningens bibel. Det er ikke, fordi den er fuldendt og udtømmende, men vi har den ikke bedre, og vi har savnet den, siden de allerførste samfund på Jorden begyndte at opsætte regler«. I årtierne efter Kinsey fortsatte det amerikanske ægtepar og seksualforskerteam Master & Johnson i hans spor med udgivelse af andre væsentlige sexbøger som 'Menneskets seksuelle reaktioner' og 'Menneskets seksuelle vanskeligheder'. William Howell Masters er gynækolog, Virginia Eshelman Johnson psykolog. Kinsey brød vejen Men det var Kinseys undersøgelser, der brød vejen. De blev grundpillen i den sexologiske faglitteratur, fastslår sexologiprofessor Preben Hertoft i 'Den Store Danske Encyklopædi'. »Dengang blev Kinseys arbejde af mange kaldt 'pseudovidenskabeligt snageri'«, siger professoren. »I dag kan vi dårligt forestille os det had og de angreb, han blev udsat for i den amerikanske offentlighed. Men også i Europa. Det tog hårdt på ham. Også fagfolk prøvede at imødegå hans resultater. Især kvinderapporten gik det ud over. Hans oplysninger om bl.a. kvindernes utroskab og førægteskabelige sexerfaringer fandt flere kolleger både utroværdige og anstødelige«. »Men mange almindelige mennesker takkede ham for hans oplysningsarbejde. Især modtog han fanbreve fra kvinder. De følte, han havde legitimeret deres seksualitet. De behøvede ikke længere skamme sig over, at de godt kunne lide sex. Ordentlig sex. Nu kunne de læse, at sådan havde de fleste af deres medsøstre det også«. På kant med Rockefeller »Politikerne stemplede ham som 'etisk nihilist'. Han opførte sig komplet uansvarligt over for den fælles, amerikanske bevidsthed, mente de. Nogle stater forsøgte endog at forbyde postvæsenet at udbringe hans bøger som brevordrer«. »Rockefeller fjernede støtten til hans institut. Man brugte alle midler til at bekæmpe ham. Alt dette foregik i en ekstremt snæversynet tid, da man kunne blive idømt op til fem års fængsel i USA for homosex, analt samleje, oralsex eller andre såkaldte perversiteter. Den slags blev betragtet som psykisk modbydeligt og direkte skadeligt for krop og sjæl«. »Men skandalen gjorde selvfølgelig Kinseyrapporten til en sællert, og indtægterne reddede hans forskningscenter. Det eksisterer den dag i dag i bedste velgående. Jeg har selv besøgt det med stor fornøjelse og udbytte«, siger Preben Hertoft.