Besøgende i det Rusland, der ikke ligger i Asien, men i Nordsjælland nær Dronningmølle, har undertiden studset over en højst besynderlig bygning midt i landskabet. Bygningen er kantet og tillukket og ligner et arkitektonisk miks mellem et af de templer, som velstående frimurerloger bygger til sig selv, en tysk bunkers fra Vestkysten og Joakim von Ands legendariske pengetank. Huset dækker over et indre, der ikke står tilbage for dets ydre i overvældende ejendommelighed. Det hele er billedhuggeren Rudolph Tegners eget museum, bekostet af ham selv til det livsværk han skabte i trods, og som ingen andre ville eje. Hans fjender ville have sagt om ham, at han kun byggede sit museum af beton for at hævne sig på sine kritikere. For nu kunne hans skulpturer ikke gå al kødets gang, selv om det skal indrømmes, at det har været tæt på, især før bygningen blev fredet for få år siden. Selv at blive fredet opnåede Rudolph Tegner aldrig. Historien om hans skæbne er en af dem, som det danske kulturmiljø har fået en forsinket forkærlighed for at plage sig selv med. For historien er som en opdateret udgave af 'Den grimme Ælling', blot er anerkendelsen af indsatsen kommet langsomt, nærmest tøvende og modstræbende. Det er typisk for processens langmodighed, at Tegners erindringer 'Mod lyset' blev udgivet med 50 års forsinkelse - over fyrre år efter hans død i 1950. Det var først med Henrik Wivels bog om den danske symbolisme, at denne menneskeskildringens storskryder blev sluset ind i dansk kunsthistorie og fik den særbehandling, hans liv og stil lagde op til. Tegners liv har været dramatiseret af Inger Rauf og Grethe Roulunds til Boldhusteatret i 1999. Og netop nu er historien blevet lanceret som en kortfilm af Lars Brydesen og Søren Schandorf. Eksalteret erotisk stil Filmen begynder dér, hvor enhver interesse for Tegners værk må begynde, ved Tegners eget museum. For på nærmest alle andre museer er han usynlig. Hvor mærkeligt lynglandskabet med de opstillede figurer end virker, så er museets indre endnu mere forbløffende. Ja, det er rent ud sagt skræmmende i sin vision. Hvis man med danskhed forbinder mådehold, beskedenhed, selvkontrol og jordbundethed, er Tegners figurer så demonstrativt udanske, at de trodser enhver historisk og geografisk rimelighed. Lige så umuligt det var for Tegner at vinde gehør i samtidens kunstliv, lige så umuligt er det at forklare hans himmelstræbende figurer i lyset af Thorvaldsen-traditionen og den mere friserede danske billedhuggerkunsts historie. Hans kunstsyn harmonerer kun med hans udlængsel. Det var synet af det græske Akropolis, de store idealers sted, der satte den unge mand på sporet af kunstnervejen, og det var i Frankrig, hvor han slog sig ned med sin elskede og gudskelov velhavende hustru, at han hentede de stærkeste tilskyndelser til sine meget potente figurer. Hans erotisk og heroisk eksalterede stil blev både hans kendemærke og et kainsmærke. Som regel fremhæves billedhuggeren Auguste Rodin som navnet på Tegners væsentligste franske påvirkning, og filmen bryder ikke med denne kunsthistoriske reference. Men en anden fransk billedhugger, Emile Antoine Bourdelle, er i sine ofte monstrøse værker tættere på Tegner, faktisk så tæt, at Tegner næppe kan betegnes som en ensom og tragisk ener. Han bør snarere kaldes eksponent for en særlig symbolistisk stil, som i Norge repræsenteres af Gustav Vigeland, i Sverige af Carl Milles og i Frankrig af Bourdelle. Køllesvingende hero Rodin-inspirationen er dog til at tage og føle på i Tegners absolut mest udskældte værk, 'Livets Port'. Det skulle have stået ved Trianglen, men kom aldrig nærmere sit bestemmelsessted end en prøveopstilling i Rådhushallen i 1915. Her tog den danske opinion sådan på vej, at de lektioner med ridepisken, som hørte til Tegners ømmeste erindringer om sin fader, må have været de rene kærtegn i sammenligning. De kritiske røster er morsomt lagt ind som en lyd-montage i filmen, og med al respekt for Tegners ukuelige præstation var hans kritikere ikke altid helt ude i hampen. Også som maler kunne Tegner være dybt problematisk, for nu at sige det elskværdigt. Derimod var kritikerne klart utilgivelige i deres eftertackling af Tegners monument for den danske læge og Nobelprismodtager Niels Finsen. For det er hans bedste værk. Men uden denne kritiks livslange afstraffelse havde Tegner savnet inspirationen til et af sine mest legendariske sene værker, 'Herkules og Hydraen', en køllesvingende hero i en meget ulige kamp med en hel ormegård af kæmpemæssige giftslanger, som blev opstillet ved havnefronten i Helsingør. Herkules alias Tegner gav aldrig op. Det var den giftige danske offentlighed, der til sidst mistede kamplysten. I filmfortællingen 'Rudolph Tegner' er der lagt godt med farvet lys bag og omkring de hvide gipser. Det er i overensstemmelse med kunstnerens egen dramatiske stræben, at der ikke spares på de dramatiske effekter, heller ikke de sproglige. Nogle steder er den speakede tekst så udtryksmættet i sit ordvalg - og så kompleks svulmende, at man ville have foretrukket at få den skriftligt. Men det er en tekst, der ved besked og føler med, og den tager sammen med filmens slående billeder og en glimrende underlægningsmusik i senromantisk stil hovedpersonen i forsvar over for både samtid og eftertid.