Jesper Uhrup Jensen bliver bedt om at slå ned på en tendens, der kendetegner hans generation. Han er ikke i tvivl: »Vi er Bridget Jones-generationen. Og vi har en voldsom trang til at definere os selv. Hele mediebilledet er oversvømmet med klummer, tv-serier og danske film, der handler om 'os i trediverne'. Vi sætter dagsordenen med alt det, som optager netop vores generation. At være single eller ikke-single. At have børn eller ikke have børn. Vi fylder meget, og jeg er ved at brække mig«. Han har ondt af dem, som er en hel del ældre eller yngre. For de er pisket til at høre på Nikolaj og Julies problemer uge efter uge. Det er også næsten umuligt at se en ny dansk film uden at blive konfronteret med denne evige kredsen om de samme problemer. »Det virker utroligt selvoptaget. Samtidig er det, som om vi har nogle forventninger, vi ikke rigtigt kan sætte ord på. Vi har udvidet Sturm und Drang-perioden til at vare næsten halvdelen af voksenlivet. Kvinder har rottehaler, indtil de fylder 38. Mænd har sovehår og løber på rulleskøjter, til de er 40. Og mødre er veninder med deres teenagedøtre. Man bliver ved med at tænke på sig selv som 'ung og på vej'. Vi skal hele tiden rykke op, rykke videre og avancere. Vi skal hele tiden møblere om - også i overført betydning«, siger Jesper Uhrup Jensen. Han kender det fra sig selv. Rent teknisk er han voksen. Men han har svært ved at se på sig selv udefra som et voksent menneske. »Jeg går ind i en butik, og ekspedienten siger: »Det er denne herre først«. Straks vender jeg mig om og ser, hvem der står bagved. For det kan da ikke være mig, han taler om ...«. En fri fugl Han er født i 1965. På papiret tilhører han det, som sociologen Henrik Dahl har kaldt børnehavegenerationen. De blev sociale, udadvendte og fik spidse albuer. Men Jesper Uhrup Jensen havde gamle forældre. Han gik længe derhjemme i skørterne på sin hjemmegående mor. Selv mener han, det har gjort ham lidt 'kontaktsvag'. Han vil helst være voyeuren, der kigger på. Han har ikke nogen stor trang til at være en del af et større fællesskab. »Jeg vil hellere tusse rundt derhjemme med mine bøger og mine aviser. Jeg bryder mig ikke om at være ansat og skulle møde hver morgen klokken 9.15«, siger han. Derfor nyder han tilværelsen som freelance-skribent. Det har han kunnet leve af de seneste ti år. I 1996 debuterede han med romanen 'Atlantic City'. Siden har journalistikken taget overhånd. Jesper Uhrup Jensen har blandt andet leveret klummer og artikler til Politiken, Samvirke og Bo Bedre. I dag er hans største kunde månedsmagasinet Euroman, hvor han skriver kommentarer og artikler om litteratur, mad og vin. »I dag er det utrendy at være fastansat det samme sted i 12 år. Det pynter ikke i et cv. For det afslører måske en mangel på fremdrift. Men når 'vi i trediverne' flytter os så meget, kan det også skyldes, at vi gør en dyd af nødvendigheden. I medieverdenen begynder jagtsæsonen, når man er ældre end sin arbejdsgiver. Det er 'shoot to kill', og du er vildtet«. Blomstrende egoisme Nogle gange er han ved at få et nervesammenbrud. Han er bange for at blive 'old news' i en tidlig alder. For stille og roligt bevæger han sig ind i den alder, hvor man på visse dele af arbejdsmarkedet får karakter af en udtjent arbejdshest på vej til konservesfabrikken. »Det er hårde tider, og man skal være hurtig ved havelågen. Folk er iskolde, hvis det gælder om at tage noget fra andre. Man er sig selv nærmest, og den blomstrende egoisme mærkes over alt«. »I trafikken kan man ligefrem se den. Vi taler om 'road rage', men fænomenet findes over alt. Folk skubber, maser sig frem og behandler andre ad helvede til. For nylig gik jeg en tur i Ørstedsparken. Nogle børn smed sten efter ænderne, mens forældrene smilende så på«. »Jeg sagde: »Det skal jeres børn altså lade være med«. De svarede: »Hvad rager det dig««. »Det er, som om man kun kan se et problem, hvis det berører én selv. Mange har talt om de unge generationers historieløshed. Jeg har da også mødt redaktionssekretærer, hvor man forbløffes over manglen på almen viden. Engang omtalte jeg en PH-lampe i en artikel. Det blev rettet til en Piet Hein Lampe ...«. »Man forklarer ofte denne uvidenhed med, at 68-lærerne afskaffede historieundervisningen. Men jeg tror kun delvist på denne forklaring. Der er også meget ladhed i det. En stor ligegyldighed over for alt, der kom før én selv«. Jeg hader 'farbukser' Parcelhuset i Holte var præget af velstand og en lidt gammeldags livsstil. Jesper Uhrup Jensen kunne ligefrem se lyset inde over København, hvor 1980'ernes yuppier smed om sig med penge og digteren F.P. Jac forsøgte at drikke sig ihjel på Café Sommersko. Selv drømte han om at blive en storby-flanør, der kunne leve af sin pen. Han startede på tre universitetsstudier - litteraturvidenskab, jura og samfundsfag i nævnte rækkefølge - og afsluttede ingen af dem. I mange år var han et spøgelse på et universitet, der var helt blottet for ethvert miljø. Han passede sin ration af lortejobs, der gav brød på bordet. Og i 1990 blev han optaget på Forfatterskolen. Det var i Poul Borums regeringstid, og skrivedrømmen blev omsider til virkelighed. »Når jeg ser på ungdomsbilleder af min far, ligner han en 50-årig med pibe og tweedsæt. Nu skal man nok være varsom med at udråbe en hel generation som speciel umoden eller voksenangst. Alligevel er jeg sikker på, at min generation har været meget længe om at sætte voksenlivets taxameter i gang«. »Og jeg er bange for, at man godt kan skue hunden på hårene. Selv har jeg f.eks. et stort problem med bukser. Jeg kan ikke gå i 'voksenbukser' af flannel eller gabardine, sådan nogle 'farbukser', der skal renses! Jeg går heller aldrig med slips, for det får mig til at ligne en direktør for et postordrefirma i betalingsstandsning«. »Men vi jagter en uopnåelig perfektion og en tro på, at livet hele tiden er lige henne om næste hjørne. Jeg kender det udmærket fra mig selv. Jeg mangler lige en Svanestol, et sommerhus, et lækkert køkken, en mave som et vaskebræt og 117 andre ting, før livet kan begynde. Jeg kommer ikke udenom, at mange af kravene til tilværelsen er af materiel art. Og jeg er ikke ubetinget stolt af det«. Børn giver prestige Kæresten serverer kaffe på en sølvbakke med spinkle porcelænskopper. Den højloftede lejlighed tæt ved Søerne fik man 'ved et svineheld'. Der er bogreoler til loftet, designersofaer og en barneseng i soveværelset. Lille Hans blev født for 15 måneder siden. »Jeg havde aldrig troet, jeg skulle blive far«, siger Jesper Uhrup Jensen. »Jeg syntes, det var for sent. Og jeg havde heller ikke lyst til det. Det lyder jo helt forkert nu, hvor jeg kender den lille fyr, som selvfølgelig er unik og verdens sødeste barn«. »Men at få et barn er altså meget opreklameret. For egentlig er det jo en banal og naturlig ting. Omvendt er det også legitimt slet ikke at få børn. Jeg forstår overhovedet ikke det synspunkt, at man har krav på det. Men min generation vil altså have børn, og vi taler meget om det. Der er prestige i at have mange børn, og jeg fatter ikke, at folk har nerver til det og råd til det«. »Jeg tvivler ikke på, at folk elsker deres børn. Men der er vel også en vis forfængelighed i det. Når man har tre børn, signalerer man, at man har magt over tingene. Mange i min generation er selv opvokset i brudte hjem. Så børn kan være en besværgelse af, at den perfekte familie findes. Og sådan én kan vi i hvert fald skabe«. »Børn hører med til billedet af en idealverden, hvor alt er godt. Vi vil gerne bo stort og lyst, der skal helst tumle børn rundt i de lækre rum - og juletræet skal gå helt op til loftet. Men tit holder det jo ikke. For min generation har arvet skilsmissekulturen og bærer den videre som en arvesynd. Vi avler delebørn, som oven i købet skal trækkes med tredobbelte efternavne. Den lykkelige familie med trofæbørn, langborde og Jamie Oliver-smarte venner kan ikke dække over, at folk allerede er på vej væk fra hinanden, længe før det sidste afdrag på det svinedyre bryllup er betalt«. Fjanteloven I Euroman er Jesper Uhrup Jensen selv med til at levere drømmestof til det perfekte liv. Han vil gerne ramme en pæl i jorden på de fordomme, der siger, at bladet kun handler om cigarer og slipseknuder. Men glimmeret er der, og han holder selv meget af det. »Jeg vil da hellere læse en anmeldelse af en Jaguar end en gammel Skoda. Også jeg har da en idé om et liv, hvor man spiser brunch og har en lethed i tilværelsen, som måske ikke findes - hverken i mit eller andres liv. Men jeg har en mistanke om, at det findes. Så folk køber kogebøger på stribe, investerer i køkkener til 200.000 kr. - og i skraldespanden ligger der pizzabakker«. »Det er rent show off. Vi har skabt en kultur præget af stor udvendighed og indre fattigdom. De ydre rammer er i orden. Vi kæmper for at få facaden i orden, og bag de smukke kulisser lever vi et relativt tomt og glædesløst liv. Nu skriver jeg selv om mad og vin. Og min pen er drevet af en evig undren over, hvor dårligt vi lever i Danmark. Vi svælger i kokkesnak, men bruger meget få penge på maden. Og det er ingen overdrivelse at sige, at mange ikke kan koge et æg«. »Kulturlivet er præget af lidt af det samme. I Danmark har vi nemlig ingen jantelov. Vi har snarere en fjantelov, som får os til at begejstres over ingenting. Film bliver rost til skyerne, selv om der nogle gange kun er tale om charmerende bagateller. Såkaldte kulturpersonligheder, der næsten alle er i trediverne, bliver verdensstjerner i Danmark, selv om de ikke ville kunne stå på en skolescene i udlandet. Folk klapper, og der sælges billetter«. Noget ved musikken Jesper Uhrup Jensen hævder, at han og kæresten har kendt hinanden lige så længe som Keld og Hilda Heick. Men i omgangskredsen vrimler det med 'ufrivillige singler'. Også i medierne huserer singlekulturen, livligt garneret med drømme om 'den eneste ene'. »Vi er mobile, ustabile og har ufatteligt svært ved at møde hinanden. Det er, som om vi søger et perfekt fantasifoster, uden selv at være villig til at indgå et eneste kompromis. Folk har vilde forventninger til hinanden. Man har det samme forhold til hinanden som til ting - man bytter lortet, hvis det ikke lever op til forventningerne. Det har også slået mig, hvor dårligt folk egentlig kender hinanden. På den anden side betyder det jo, at det er meget nemmere at zappe videre til en anden model«. »Jeg har kendskab til en læsegruppe, hvor de fleste er kvindelige akademikere i trediverne. Singlerne er i overtal. Men de kunne da ikke drømme om slå pjalterne sammen med en håndværker eller en pædagog. Fyren skal helst være ansat i Zentropa eller et andet smart miljø«. »I vores generation vil de fleste gerne være 'noget ved musikken'. Men så er der altså nogle, som falder af i dansen«. Pensionsspøgelset Om føje år kan Jesper Uhrup Jensen fejre sin 40 års fødselsdag. Han har to nevøer på 20 og 19 år, som synes, han er en gammel idiot. Det har også chokeret ham, at han nogle gange ikke kan forstå, hvad de siger. De bruger ord, han ikke kender. De taler om musikgrupper, han aldrig har hørt om. »Jeg har ikke forfængelige kvababbelser over at blive ældre. Det er svært at gå i sort over, når man statistisk set stadig er uden for livsfare og har omtrent et halvt liv tilbage. Men ungdomskulten har bidt sig fast. Det er jo et faktum, at man er næsten uinteressant, hvis man er over 35 og søger en stilling«. »I dag taler vi om ældre som gamle tranlamper, vi ikke gider høre på. Men i morgen er det os selv, der udsættes for denne helt kyniske ligegyldighed fra yngre generationer. Man behøver ikke at være grå i tindingerne for at blive overhalet indenom«. Han mærker også pensionsspøgelset, der puster i nakken. Forleden foreslog hans bankrådgiver, at han hver måned skulle indbetale 4.000 kroner til sin pension. »Det kan man jo ikke. Derfor har mange i min generation valgt at tage chancen og se, om den ikke går uden seler og livrem i form af pension og opsparing. Det er lykkedes pensionsselskaberne at skabe en forestilling om, at vi alle skal være millionærer med en perlerække af hvide tænder og hang til luksusrejser, når vi går på pension: Først er du ung, så bliver du yngre, og til sidst bliver du golfspiller«. »Hvis det holder stik, bliver fremtiden som tegningen, der engang var på eddikeflaskerne. Den tykke agurk siger til den tynde: »Du lod dig ej sylte i Heidelberg Lager, derfor er du skrumpen og mager«. Men hvem har lyst til at lade sig sylte?