Det kunne jo være fristende at sige, at dansk film oplevede et tronskifte på den netop overståede filmfestival i Cannes. Mesteren Lars von Trier måtte drage tomhændet hjem, selv om de fleste - også ikkedanskere - havde udråbt hans film 'Dogville' som storfavorit til Guldpalmen, men hvad skete der? Opkomlingen i skikkelse af den ganske grønne instruktør Christoffer Boe gik hen og snuppede både den prestigefyldte debutantpris Camera d'Or for kærlighedsdramaet 'Reconstruction' og ungdomsprisen i programmet Semaine de la Critique. Christoffer Boe selv vil ikke høre tale om et tronskifte, selv om det ellers ikke er selvtillid det skorter på hos den 29-årige instruktør, der med skaldet frisure, store sorte briller og spøjse, outrerede bukser både ligner og opfører sig som en filmnørd. Ungdomskloning Et tronskifte er imidlertid for useriøst at tale om og hører kun til i formiddagsbladenes hurtige overskrifter. Talentet og ambitionerne kan dog godt ifølge garvede filmfolk sammenlignes med det, en ung Lars von Trier lagde for dagen, og Lars von Trier har da også talt om det pudsige i at have en ungdomskloning af sig selv gående rundt. Og Christoffer Boe er lige så fræk og eksperimenterende. Han har en intellektuel indgang, og i grynede billeder foretager han konstant skift i tid og sted, så man ikke ved, om hovedpersonen Nikolaj Lie Kaas drømmer eller er i virkeligheden. Dertil kommer, at den kvindelige hovedperson Maria Bonnevie spiller både hans gamle og nye kæreste. Eller er hun den samme? I opposition til Hollywood Om forholdet til Lars von Trier siger Christoffer Boe: »At skabe film er meget en dialog med andre filminstruktører. Jeg er i opposition til Hollywood, men også til dem, der skaber gode film. Jeg vil vise dem, at jeg også kan, og at jeg kan gøre det bedre«, siger Christoffer Boe. Også bedre end von Trier? »Jeg vil skabe andre film end Trier, men han har i allerhøjeste grad påvirket alt det, der sker i dansk film i disse år. Hans indflydelse må ikke undervurderes. Han har skabt nogle grundvilkår, et filmmiljø, der har banet vejen for os. Både i det tematiske og i det visuelle har jeg fået konkret inspiration fra ham, men hans interessefelt og hans menneskesyn er noget helt andet end mit. Han laver antifilm, jeg laver profilm. Han vil nedbryde film, jeg vil opbygge dem«. Men stilen og formen i din film er vel ikke den mest let tilgængelige. Har du undervejs tvivlet på, om den i bogstaveligste forstand sindrige konstruktion kunne holde?

»Selvfølgelig bekymrer man sig for, at projektet som helhed kommer tørskoet i land, men ellers er min evige og allerstørste bekymring, om jeg nu er gået radikalt nok til værks. Jeg har intet ønske om at gå på allerede betrådte veje. Jeg har lavet en film i modstand mod den måde, man almindeligvis laver film på. Men går jeg langt nok ud i kanterne? - det er her, min bekymring ligger«. Gode, dårlige HollywoodEr det strømmen af danske hverdagskomedier, såkaldte 'feelgood'-film, du kritiserer? »De danske film er en del af en større fortælling, der i princippet er blevet defineret af Hollywood. Alle nationale filmtraditioner har blot taget den amerikanske måde til sig. Dramaturgisk og fortællemæssigt er der ikke den store forskel på danske og amerikanske film«. Men er det egentligt så slemt? Hollywood må vel siges at være nok så god til at fortælle en historie, der kan gribe og berøre et publikum? »Helt klart, og jeg elsker da også Hollywood-film. Halvdelen af ens liv er vel påvirket af dem. Jeg tror f.eks., at jeg ryger mere, end jeg i princippet kan lide tobak, fordi jeg har set Humphrey Bogart ryge i film efter film. På den måde er hele mit liv influeret af, hvad jeg har set på lærredet. Så selv om jeg har en kunstnerisk interesse, ser jeg flere amerikanske film end franske film. Jeg synes bare, der er stor forskel på at sidde i en biograf i halvanden time og lade sig underholde og så selv prøve at sige noget vigtigt om inderlighed. Hollywood har efter min mening mistet sin evne til at være oprigtig og sige noget vigtigt om inderlighed. Hollywood kan det eskapistiske, det underholdende og det legende og er på den måde sprudlende. Men filmene har svært ved at snakke til mig som et voksent menneske. En uskyld er gået tabt. Tingene har flyttet sig. Både kulturelt og filmæstetisk er vi et andet sted. Alligevel laver man film efter samme recept som i 1940'erne, men den oprigtighed, som Bogart kunne give udtryk for, den er væk. Og for at prøve at genskabe den, må vi gå nye veje. Filmen er for mig først og fremmest et visuelt medie, der kan være forførende, men utroligt mange bruger det bare som retorisk fortællegreb. Vi skal lave film med den visuelle sans, fortælle historier, der er inderlige, rørende og smukke, og så gør det ikke noget, at de også er banale«. Om bag klicheerneOg du har så valgt at fortælle en kærlighedshistorie - lidt af en gammel traver emnemæssigt? »Det her er min debutfilm. Jeg har ikke før fået lov til at fortælle om kærligheden, og det er da rigtigt, at vi alle har set masser af film om netop det emne, men min opgave er så at prøve at fortælle historien igen ved at komme bag om klicheerne. Jeg vil gerne føre publikum hen til det sted, hvor man kan sige det, der er så svært at sige, nemlig »jeg elsker dig«. Det er der stadig behov for at sige, for vi forsvinder stadig i kærlighedens mange problemer«. Hvordan har det været at være i Cannes? »For mig har det været en dejlig cirkelbevægelse. To instruktører, hvis film var årsag til, at jeg overhovedet ønskede at blive filminstruktør, debuterede også i Semaine de la Critique. Det var Leos Carax med 'Boy Meets Girl' og Bernardo Bertolucci med 'Prima della rivoluzione', så det er en rar fornemmelse. Først havde jeg en lidt nonchalant holdning til det at skulle konkurrere, men når man først er kommet til OL, så vil man jo også gerne vinde«, siger Christoffer Boe, der med Camera d´Or-prisen fik 1,3 mio. kr. som hjælp til at finansiere og lancere sin næste film. Og den er han allerede i fuld gang med, selv om 'Reconstruction' først kan ses i de danske biografer 26. september. »Jeg er i gang med en komedie. Jeg har haft den alvorlige mine på i to år, nu skal smilet frem, men filmen bliver endnu mere radikal i sin form end 'Reconstruction'. Det løfte må du godt hænge mig op på, når filmen har haft premiere«.