»Jeg er så træt, så træt«. Og han ser da også noget mast ud, Lars von Trier. Forståeligt nok, for i løbet af fire dage under årets Cannes-festival har han givet interview til over 200 journalister. Storfavorit til Guldpalmen Men sådan er det, når man gentager succesen fra dogmefilmene og igen med nogle enkle midler - her kridtstreger på et gulv - får tiltrukket sig hele den filminteresserede verdens opmærksomhed. Han var storfavorit i år til at få verdens kunstnerisk mest prestigefyldte pris, Guldpalmen, for sin nye film 'Dogville'. Men selv om det glippede, er der ingen, der vil bestride, at denne til tider meget excentriske danske filminstruktør med base ude i nogle gamle militære barakker i Avedøre i København er blandt de få instruktører, der på internationalt plan i disse år er i stand til at sætte en slagkraftig filmkunstnerisk dagsorden. Sidste interview inden prisuddeling Under Cannes-festivalen fandt vi ham en halv times kørsel uden for Cannes på det luksuriøse Hotel Du Cap, hvor man på hotelgangene og i den kæmpemæssige have omkring også kunne møde internationale stjerner som Clint Eastwood, Tim Robbins, Kevin Bacon - og Nicole Kidman, som har hovedrollen i 'Dogville'. Der var nu ikke meget glamourøst over Lars von Trier efter fire dages hårdt arbejde. Dette interview var det allersidste før prisuddelingen, men Lars von Trier overvandt hurtigt sin træthed, da navnet USA blev nævnt. Så rankede han sig i stolen i den lille kabine med udsigt over Middelhavet og var kampberedt klar til at forsvare sin ret til at kritisere et USA, selv om han aldrig har været i landet. Amerikansk kritik Flere amerikanske medier har givet ham drøje hug for 'Dogville', der foregår i USA, og som ikke lægger fingrene imellem i en beskrivelse af egoistiske, griske mennesker uden næstekærlighed. »Du kommer fra et blad, hvor I har en rimeligt højreorienteret chefredaktør ved navn Tøger Seidenfaden, og jeg deler fuldstændig synspunkter med ham om USA. Måske er der nuanceforskelle, men mere rabiat er jeg altså ikke«. Sådan opfatter amerikanerne det vist ikke? »Det ved jeg ikke, men jeg synes, det er forkasteligt, hvis man ikke må sige noget. Det er i hvert fald ikke en verden, jeg har lyst til at leve i. Amerikanerne må forstå, at resten af verden betragter dem som en storebror. Vifter de blot en smule med flaget, opfattes det meget voldsomt. Har man så stor en magt, forpligter det til, at man opfører sig endnu bedre og er mere tilbageholdende og mindre aggressiv. Men jeg er altså ikke specielt ude efter USA. Jeg har nogle filmfigurer, som jeg stort set ikke har ændret på, siden jeg startede med at lave film. Dem sætter jeg så ind i nogle meget simple, klichéagtige historier, som jeg har henlagt til Skotland, Tyskland og nu USA. Og så får jeg at vide, at jeg ikke kan beskrive USA, fordi jeg ikke har været der. Det er dobbeltmoral, så det vil noget. Det er jo præcis, hvad amerikanerne, ikke mindst deres filmindustri, har gjort gennem alle år. Skabt film på andenhåndsviden. Det er o.k., og sådan må det være. Man kan ikke agere i denne verden uden andenhåndsviden». Had-kærlighedsforholdtil USADu sagde på pressekonferencen hernede: »Ich bin ein Amerikaner«. Du er kritisk, men samtidig også fascineret af USA? »Det er en slags had-kærlighedsforhold. Jeg har selvfølgelig et billede af nogle fuldstændig overfladiske amerikanere, der spiser tyggegummi til morgenmad, er meget lidt kulturelle og afstumpede, og dem ser jeg faktisk en del af her på Du Cap. Men samtidig har jeg også nogle romantiske forestillinger om USA - dagdriverne og den lille by fra Steinbecks romaner. Og så synes jeg, det er meget positivt, at man tager alle mulige mennesker ind i landet og lader dem være sig selv. Kineserne må f.eks. lave et Chinatown. Folk kan leve sammen i samdrægtighed. Det er meget smukt. I Danmark derimod har vi en vanvittig ucharmerende måde at behandle vores gæster på. Hvis ikke de lærer dansk, så er det ud«. Hovedpersonen i 'Dogville', Grace, behandles meget dårligt af indbyggerne i en by, hun flygter til. En slags hip til den danske indvandrer- og flygtningedebat? »Sådan kan det godt tolkes, men jeg arbejder altså ikke på den pædagogiske måde, at jeg vil skabe billeder af bestemte ting. Det fascinerer mig ikke. Men hvis der er en pædagogisk linje i mine film, så er det den, at de ikke er svar på noget. Der er nogle problemstillinger, der vendes, og det må gerne have en uddannende virkning på et publikum. De må gerne blive tiltrukket af historierne, men skal også helst gå ud af biografen og sige: Var det nu helt rigtigt, det, der skete? Hvis virkningen er sådan, så har jeg virkelig været nede og kradse ved noget. Hvis folk efterfølgende tænker: Uha, jeg er vist tættere på selv at være et røvhul, end jeg egentlig troede, så er det også en ganske sund ting«. Filmisk løgnOg du vælger så at skildre tingene på en skæv måde, så at sige vende tingene helt på hovedet. Nogle mener, at formen i 'Dogville' er et tilbageskridt for filmen, at der er tale om filmet teater? »Jeg ser det ikke som et tilbageskridt. Jeg er ikke nostalgisk på den måde, at jeg siger, at tingene er gode, blot fordi de har været brugt før. Men filmen har brug for at udvikle sig på en anden måde end den, vi ser lige nu. Når jeg f.eks. ser 'Ringenes Herre' med min datter, så sidder jeg og vrider og vender mig og kan ikke holde det ud. Der er tale om en filmiskhed, der er så forløjet og kunstig. Computere kan på ingen tid skabe det, som Stanley Kubrick brugte tre måneder på, nemlig på at få det helt rigtige lys, når skyen gik hen over bjerget. Det har jeg stor respekt for. Computerne fjerner hele magien fra filmen. Der er så meget snyd, at jeg må tilbage til noget, jeg synes er mindre snyd«. Natlige synerMen kan formen holde? Du vil fortsætte i endnu to film, 'Manderlay' og 'Wasington', med kridtstreger, der skal agere bygninger og gader. Tror du ikke, publikum bliver træt af det? »Jeg er ikke i tvivl om, at formen kan holde. Gennem de helt simple ting skaber vi nogle kvaliteter, og jeg kan godt love dig, at filmproduktion verden over vil nærme sig dette udtryk. Ikke her og nu, men over en fem-ti år. Det er et løfte, jeg kan give dig. Og jeg ved noget om disse sager«. Hvad er det, der motiverer dig til at fortsætte med at lave film? »Jeg har ingen fine idealistiske bevæggrunde om at være med til at skabe en bedre verden. Min indfaldsvinkel er meget mere egoistisk. Jeg får de her natlige syner, som fuldstændig fascinerer mig, og som jeg må skabe en film over for enhver pris, uanset hvad folk end måtte mene, eller om Zentropa vil gå på røven. Filmen skal laves. Min drivkraft er, at jeg vil have det sjovt, og heldigvis deler en del biografgængere min opfattelse af, hvad der er sjovt. Grundlaget er nok egoistisk, men udtrykket behøver ikke at være det«. Du kredser i dine film konstant om kristendommens grundproblemer. I 'Dogville' er der en meget barsk slutning uden næstekærlighed. Har du mistet troen på den? »Det er ikke sådan, at jeg har nogen sympati over for filmens slutning. Historien er baseret på Bertolt Brechts sørøvervise, som altid har fascineret mig. Det risler koldt ned ad ryggen, når man hører, at alle skal dø. Der er noget gammeltestamenteagtigt over visen. Det er en kraftfuld sang med et hævnmotiv. Den virker farlig og provokerende over for mig selv, men jeg sympatiserer ikke med udgangen på historien. Jeg kan ikke anbefale metoden. Slet ikke. Men måske er Grace en sundere kvinde end kvinderne i mine andre film. Hun vender ikke bare den anden kind til. Hvis alle kvinderne i mine film er som kvinden inde i mig selv, så er denne her udgave den feministiske«. »Jeg har en mission«Hvordan har du det med at blive betragtet som dansk films store guru? At folk kommer til dig for at få gode råd? »De føler vel, at jeg står for noget anderledes, og jeg har det godt nok med, at de spørger mig. Jeg mener, at det, jeg laver, er det bedste. Jeg føler mig virkelig klog på dette område, men jeg gider altså ikke beskæftige mig med alt muligt vås. I virkeligheden er jeg også imod enhver form for autoriteter. Jeg respekterer derfor fuldt ud, at der er filmfolk, der gør det stik modsatte af mig». Er vi så gode til at lave film i Danmark, som vi går rundt og tror, eller er der gået for meget nationalistisk klaphat i det? Hvor er f.eks. de danske film, der forholder sig til aktuelle politiske emner? »Jeg er faktisk ikke den rette til at blive spurgt om det. Jeg ser meget få film. Jeg kunne godt lide Per Flys første film, 'Bænken'. Jeg har stor respekt for hans målbevidste arbejde, og Lone Scherfigs 'Italiensk for begyndere' havde en nærmest neorealistisk charme, men jeg ser altså ikke mange film. F.eks. har jeg ikke set en eneste hernede i Cannes. Jeg så tonsvis af film under uddannelsen på filmskolen, men da jeg selv begyndte at lave film, stoppede jeg. Det interesserer mig ikke. Du kan sige, jeg har et stort ego, men jeg har en mission, jeg skal mod syd. Jeg har fundet fikspunktet og vil ikke afvige kursen. Så jeg andre film, ville jeg måske dreje af, men det er ikke mit job. Jeg skal fortsætte mod syd«. Altså en kurs, der er stik modsat andre filminstruktørers? »Det kan man godt sige. På et tidspunkt vil folk så sige, at nu gider de ikke høre mere om syd. Det er rimeligt nok, men indtil da fortsætter jeg. Alle dem, jeg respekterer, har gjort det samme. F.eks. Ingmar Bergman. Ingen har fortalt ham, hvor han skulle sejle hen. Jeg skal heller ikke have gode råd«.