Vi befinder os i tiden lige efter skumringen, før månen står op. Hvor rovdyrene kommer frem. På fransk 'entre le chien et le loup', mellem hunden og ulven. Hvor der er mørke over det ganske land«. Der er to titler på Radioheads nye, sjette studiealbum. 'Hail To The Thief' og 'The Gloaming'. Begge überpolitiske, begge med hilsen til vor vaklende verdensorden. Den primære, slagkraftige 'Hail To The Thief' henviser måske, måske ikke til Bushs skal vi sige tvivlsomme valgsejr i Florida og hans lad os bare sige usunde fordeling af verdens økonomiske goder. Den sekundære 'The Gloaming' relaterer til den generelle tilstand af moralsk formørkelse, egennyttig livsstil og ufattelig grådighed, som hærger vor verden og dermed med helt anderledes fysiske konsekvenser rammer den tredje af slagsen. »Your alarm bells/ Should be ringing/ This is the gloaming«, synger Thom Yorke. »Frygten sniger sig over nationen under 'The Gloaming'«, siger bassisten Colin Greenwood. En trangbrystet, lille mand, der netop er blevet lettere knockoutet af en sværvægtsnapoleonskage med cognac på Grand Hotel i Oslo, men ikke desto mindre gør sig umage. »Det er din tid. Jeg er her for dig«, siger han. Radiohead er her for os. Den Oxford-fødte kvintet har formået at transformere deres forsangers ungdommelige selvhad, der gjorde dem berømte med gennembrudshittet 'Creep', til poetisk civilisationskritik, sakral sjælesorg og en elegant politisering af det spirituelle rum, vi alle kan opleve findes i rockmusikken. »Man vil gerne røre folk, give dem gåsehud på deres arme, få hårene til at rejse sig i deres nakker«, siger Colin Greenwood. »Lige så vel som man vil råbe ad dem, være grove mod dem ... Være stille, være larmende«. I har også sagt, at I vil skræmme publikum og så trøste dem bagefter. »Ja da. Sangene handler om at være bekymret eller bange i bestemte situationer og så forsøge at skabe noget, der forbedrer situationerne«. Der er vel også en form for belønning i jeres sange. Man gennemlever mørke, sørgelige, ja, forpinte tilstande og kommer ud på den anden side måske på en eller anden måde renset ... »Ja, det kan være katarsisk ... Og den oplevelse deler vi med 1.500 eller 5.000 eller 10.000 mennesker til koncerterne. Det synes jeg er noget helt specielt. Et af de store tyverier for mig er tyveriet af det offentlige rum - især i USA. Jonathan Franzen, der skrev romanen 'Korrektioner', har skrevet et essay, om hvordan folk i USA er mere ensomme end nogensinde før. Der er færre parker og offentlige rum, og forstæderne har fået folk til at flytte væk fra hinanden«. 'Hail To The Thief' er ellers indspillet i verdens største forstad, Los Angeles - blottet for centrum og med en vaklende fornemmelse af offentligt rum. Set fra en helikopter et postmoderne billede af det opløste fællesskab. En geografi over tabet af fælles fundament afløst af 1.000 plateauer med hver deres sandhed. Og kun bundet sammen af de biler, som Radiohead på 'OK Computer' fra 1997 brugte som symbol på isolation og følelsesløshed i et højeffektivt industrisamfund: »In a faaast german car/ I'm amazed that I survived/ An airbag saved my life«. En sang om dagen Men Radiohead bliver selvfølgelig ældre og dermed også mere end summen af angst og weltschmerz. Derfor trængte solstrålerne også gennem smoggen og gjorde undfangelsen af 'Hail To The Thief' til en anderledes smertefri oplevelse sammenlignet med tidligere. En sang blev indspillet om dagen i en proces fjernt fra det 18 måneder lange tidsrum tilbagelagt for at dekonstruere og genføde bandet med 'Kid A' og mesterværket 'Amnesiac' - delvis indspillet i København. »Vi føler, at folk kender os, som vi reelt er efter de to album. Men det var en meget svær tid«. Hvor vigtigt er det for jer rent musikalsk at bevæge jer? »Det er vigtigt for os at blive bevæget af andre folks musik for at holde vores egen musikalitet i form. Men på 'Hail To The Thief' synes jeg, at vi er lige så påvirket af tidligere Radiohead-album som af andres musik. Ikke af selve pladerne, men af de metoder og værktøjer, vi har brugt. Om det så er computere eller guitarer, trommemaskiner eller tromme-trommer«. Vil I undgå at blive sentimentale?

»Ja. Alt har været udsat for Los Angeles' skånselsløse lys. Vi ville til et varmt og solrigt sted, i modsætning til København midt om vinteren«. Men det er også en anden verden, I udsender 'Hail To The Thief' i. Sidste gang jeg så jer live, var på 'Amnesiac'-turneen i Liberty State Park i New Jersey med udsigt til Frihedsgudinden og World Trade Center ... »... og statuen af den amerikanske soldat, der bærer en koncentrationslejrfange midt i parken«. World Trade Center er væk ... »Men den amerikanske hær befrier stadig undertrykte folk«. Well ... »Det gør de. Det kan man ikke diskutere«. Politisk røntgensynDet er i hvert fald en ny verden. Hvordan har det påvirket jer og jeres musik? »Jeg tror, at hvad der skete, efter at tårnene styrtede sammen, var, at den amerikanske regering benyttede lejligheden til at modificere postkoldkrigsdynamikken. Fra at være i primær opposition til kommunismen gik de i primær opposition til terrorismen. Og klædt i multinationale selskabers harnisk. Så i dag har vi regeringer, der opfører sig som store firmaer, enten fordi folk i regeringerne er fra store firmaer, eller fordi de er lige så effektivt styret som store firmaer med for eksempel presseafdelinger og det hele. Regeringer har mindre kontrol over firmaer med for eksempel nedlæggelsen af handelsbarrierer i EU efter en tid, hvor regeringerne havde for meget magt. Vi oplever en periode med store konfrontationer. Også mellem store multinationale selskaber og folket, der demonstrerer mod dem i for eksempel Seattle. Og Fair Trade-organisationer i opposition til handelsbarrierer og landbrugsstøtte i USA og Europa, som tvinger bønder i Afrika og Sydamerika ud i fattigdom. Det er interessante tider. Jeg rabler som en vanvittig nu, så stop mig endelig. Men alle problemerne er der jo stadig. Der er stadig folk i fattigdom, som høster sukkerrør og kaffebønner«. Så blev knappen ramt. Selv om Colin Greenwood insisterer på, at medlemmerne af Radiohead har forskellige politiske holdninger, så deler han i hvert fald det politiske røntgensyn og globale engagement, som forsanger Thom Yorke med sine spiddende tekster har gjort til et kendemærke. Læs bare noterne til et par af udgaverne af 'Kid A', hvor konsekvenser af drivhuseffekten opridses afsluttet med ordene »What will you say to your children?«. Eller i covernoterne til 'Hail To The Thief': »Someone else is gonna come and clean it up. Someone always does«. Eller »Money grabber. Bribe taker. Child killer. Vote rigger«. 11. september-spørgsmålet rammer noget i Greenwood, en knap, som får en gennemtænkt årsag-virkning-kæde til at lyse klart fra hans hjerne, stadig under påvirkning af det kejserlige bagværk. Globale netværk Radioheads appeal til Generation NGO er umiskendelig. En multilateral, teknologibevidst, aktivistisk og voksende del af menneskeheden, som dyrker globale netværk, Naomi Klein, Noam Chomsky og Michael Moore, og hvis politisk elastiske bibler hedder 'No Logo', 'Rogue States', 'Stupid White Men' og 'Fastfood Nation'. Mennesker, der vil ændre verden i stor målestok. Men mikroniveauet er selvfølgelig også en mulighed: »Du har styrken til at reagere. Du skal bare være et menneske, som behandler andre mennesker på en bestemt måde. Du har styrken til at være god og til at være ond. Det er dit valg. Du behøver ikke stå på en scene eller i et parlament«, siger Colin Greenwood. Mens for eksempel U2 er kommet til at fremstå som forlorent frelste i en ny generations øjne og ører, så holder Radiohead sig fri af samme fælde - selv om Thom Yorke endda sammen med Bono er medlem af Jubilee-organisationen, der presser på for at få de rige lande til at eftergive ulandene deres gæld. »Jeg ville have, at der kom noget positivt ud af min stjernestatus. Jeg fandt det meget svært at håndtere det faktum, at jeg var celebrity i et samfund, som grundlæggende vælger at trælbinde resten af verden«, sagde Yorke i juni 1999 til BBC. Radiohead forsøger i høj grad at aktivere tanker hos publikum. »We're too young to fall asleep/ Too cynical to speak/ We're losing it, can't you tell?«, lød det allerede på 'Iron Lung' tilbage i 1994. Og så synes de lige så forbandet rasende og bekymrede som deres publikum, men med den unikke evne at kunne tonesætte det. Den har U2 trods alt for længst tabt på manegegulvet i deres rockcirkus. Radioheads sange kan være lige så intimt martrede og klaustrofobisk paranoide som ethvert gennemsnitligt vestligt civiliseret individ, lige så globalt frådende forurettede som en ngo-demonstration mod krig i Mellemøsten. Og det animerer tanken, lindrer depressionen og nærer ildsjælen. »Vore sange er i høj grad sange fulde af trøst. Tricket er at gøre frygten til tegneserie eller eventyr, så den ikke er skræmmende længere. Men altså, det er jo også bare rock'n'roll«, siger Colin Greenwood og hæver stemmen entusiastisk. »Four-on-the-floor med en ordentlig stortromme og elektriske guitarer!«. Klæbrigt bliver det i hvert fald aldrig. Musikken er for udfordrende og brændende, teksterne for lyrisk begavede til at blive studentikos klynken eller politisk propaganda - og hvor finder man ellers litterære lån fra Sylvia Plath og referencer til Thomas Pynchon? Og i mellemtiden er angsten også blevet en fjende, bandet direkte konfronterer. »Vi valgte at gå i infight med frygten i stedet for at gemme os for den«. Hvad mener du med at gemme sig for den? »At skrive alle sangene hjemme i studiet og ikke spille koncerter i Europa, USA, Australien. Albummet blev lavet efter 11. september og med frygten for, hvad fremtiden ville bringe. Men det er også en plade, der blev lavet, mens vi øvede og var på turne. Dette er ikke et band, der, da alle de dårlige begivenheder skete, aflyste deres turne og blev hjemme og byggede en bunker og fyldte den med baked beans og dåsemad. Dette er et album skabt i det offentlige rum. Og definitionen på politik, som jeg har lært det i skolen, er evnen til at leve med andre mennesker. Det er, hvad politik betyder for mig. Og det er min forståelse af, hvad vi har gjort med det her album. Vi har musikalsk formuleret Thoms tekster: Frygten for nuet og for den usikre fremtid«.