Kunstmuseer bygges for at værne om kunsten, så den kan bevares til oplysning og glæde for senere generationer. Det er hele ideen med museumstanken: at skabe stabile rammer omkring udvalgte værdier, så de kan bevares for en eftertid, der forhåbentlig er lige så interesseret i sagen som os selv. Noget anderledes forholdt det sig med billedhuggeren Rudolph Tegner. Han byggede sit museum i håbefuld tillid til, at eftertiden ville være mere interesseret i hans livsværk end hans egen tid. Alle museer - private som offentlige - kræver bevaring, hvis de skal opfylde deres formål. Derfor må de vedligeholdes, før murene begynder at slå sprækker, taget lækker, loftet drypper og væggene får fugtpletter. Det var længe den tilstand, som Tegners Museum ved Kildekrog nær Dronningmølle befandt sig i. I mange år kunne besøgende være sikre på at få et chok, og ikke kun fordi Tegners egne mastodontisk store og selvhævdende værker virkede så chokerende, målt med den mentalitet og hang til beskedenhed, som vi stadig tror er et adfærdsmæssigt fælleseje for alle danskere. De besøgende blev også chokeret over den tilstand, som betoneksperten Ernst Ishøjs meget enkle og funktionelle bygning var i. Der var ganske vist tale om Danmarks første større betonbyggeri, men væggene var misfarvede, taget var hullet, der var mere ventilation end ønsket af arkitekten, og flere af bygherrens store gipsfigurer så ud, som om de var i fare for snart at få deres fremtid bag sig. Men den fremadskridende nedbrydning af den kontroversielle bygning er omsider bragt til standsning. Forleden genåbnede museet for sommeren efter at være blevet restaureret, udvendig såvel som indvendig, for et samlet beløb på ti millioner kroner. Pengene stammer fra Skov- og Naturstyrelsen samt, ikke mindst, fra Velux Fonden. Det er et næsten forvandlet museum, man møder: nyt, lyst og udbedret, og kun den omstændighed, at flere af de store gipsfigurer stadig vantrives, slår skår i glæden: Skt. Peters kæmpenøgle har f.eks. ildevarslende revner, og udenfor - i landskabet - trænger flere af skulpturernes sokler til en kærlig hånd fra én, der også har noget i lommerne. Højgaard & Schultz har været entreprenør på renoveringsprojektet, og man er gået frem med pli og respekt for stedets meget specielle ånd. Bygningsfacaden ud mod skulpturparken er kalket over med en ensfarvet betonblanding, som bygger på den mest opdaterede viden om bevaring af beton. De tidligere så hærgede vægge i museets indre er malet op i en lys beige, som fremhæver de hvide gipser, der befolker rummene. For at få sikkerhed for at farvevalget var autentisk, tog man oven i købet kontakt til en af kunstnerens nærmeste efterkommere, en niece. Der er ingen efterkommere i lige led, dvs. ingen børn eller børnebørn, og det skal støttekredsen måske ikke være så ked af. For hvis ægteparret Tegner havde haft arvinger, er det ikke sikkert, at museumstanken var opstået som den eneste måde, hvorpå ægteparret i fremtiden stadig kunne minde om Rudolph Tegners kunstneriske indsats og om den betydning, som Elna født Jørgensen fik som hans altopofrende muse. For et enkeltmandsmuseum bygger man ikke kun for offentlighedens skyld. Tegner gjorde det i hvert fald ikke, for den danske offentlighed var helst fri for at få et museum fuldt af Tegners udskældte værker. Når alt kommer til alt, rejste Tegner sin museumsbygning som et beskyttelsesrum for sine skulpturer, således at de stadig kunne være dér den dag, en ny offentlighed måske var kommet til besindelse eller havde ændret mening. Den dag er omsider kommet. Hvis den tilstand, en museumsbygning er i, kan læses som udtryk for den interesse, der er for museets indhold, har interessen for Tegners værk været meget lille meget længe. Mange så ligefrem bygningens jammerlige tilstand som en anskuelsesundervisning i hybris. Selv om kunstneren havde været selvbevidst nok til at rejse sit eget mausoleum, så behøvede hans personlige investering vel ikke forpligte nationen i al evighed. For ikke så længe siden var det ligefrem in at krølle tæer på grund af hans skulpturer, der kunne få J.F. Willumsens legendariske 'Store relief' i museet i Frederikssund til at tage sig ud som kammermusik. Interessen for Tegner modnedes først hos en generation af kunstnere omkring gruppen Arme & Ben, dernæst hos nogle litteraturhistorikere og kunsthistorikere. Billedhuggeren Bjørn Nørgaard havde tidligt øje for Tegners livtag med monumentaliteten: Her var der en kunstner, som Nørgaard og kompagni kunne bruge som forbillede. Så udkom Tegners velskrevne erindringer, 'Mod lyset', halvtreds år efter at de var skrevet. Sågar Per Kirkeby har skrevet om ham i en lille bog fra 1998. Der var flere grunde til den pludseligt opståede interesse. For det første ønskede Tegner at tolke alt ud fra menneskeskikkelsen; og mens de fleste andre sværgede til abstraktionen, var han figurativ. For det andet havde han aldrig haft betænkeligheder ved at køre de helt store formater i stilling: Den himmelrivende monumentalitet, han bekendte sig til, lignede et frontalt opgør med den danske jantelov. Netop derfor fik han den danske mentalitet og det akademiske kunstliv imod sig, og det har - underligt nok - ofte været den bedste anbefaling, en dansk kunstner kunne få over for eftertiden. Måske er det hele et spørgsmål om tilvænning. Skal Tegnermuseets stigende besøg tages som parameter for hans folkelige omdømme, er vi - danskerne - begyndt at vænne os til hans monstrøse formater. Hans håndværksmæssige dygtighed har aldrig helt kunnet anfægtes. Faktisk gennemførte han også Kunstakademiets skoler på rekordtid. Sandheden om Tegner er sagt af både hans kunsts største fjender og dens bedste venner. For sandheden er, at han var utrolig ujævn. Men han var eminent til at få ethvert kunstnerisk nederlag til at ligne et martyrium. Over for maleren Tegner er det vanskeligere at føle den samme pietet som over for den unge billedhugger. Ud af museets bestand af ca. 200 malerier af Tegner har chefkriminalinspektør Hans Jørgen Bonnichsen, som er medlem af museets støttekreds, udvalgt tredive malerier, tegninger og skitser, som han kan gå ind for, og som - med enkelte undtagelser - præsenterer Tegner fra hans mest omgængelige side. Og Bonnichsens tekster om værkerne dokumenterer hans stærke engagement i sagen. Da malerierne er udført af Tegner, er de interessante at se på et museum for netop Tegner. Uden for reservatet i Kildekrog ville de være vanskelige at forklare. Nu kan publikum få bekræftet, at Tegner også malede, men ikke at han malede særlig godt. Mest interessant bliver de eklektiske værker, når de bekræfter hans betagelse af hustruen Elna - eller den fascination, han kan føle for et bestemt motiv, som 'De blinde fra Marakech', som han malede, før han gik i gang med en skulptur over samme emne. Skulpturen blev Tegners 'ufuldendte', men det stillads af træ og gips, han nåede at opbygge, demonstrerer hans dialog med den franske billedhugger Auguste Rodin. For det er Rodins figurgruppe 'Borgerne i Calais', der her fortsætter deres vandring i en stærk forrået udgave, med øjnene udhulede i blindhed og med døden som selskab og bagage. Skulpturen blev Tegners sidste. Han døde i 1950 og ligger begravet i sit eget museum, ligesom billedhuggeren Bertel Thorvaldsen gør i sit.