Lau Højen sad foran Århus Banegård klokken 3 om natten og ventede på det første tog, da to fyre kom slingrende hen imod ham. Det var i sommeren 1999. Studenterfesternes tid. Lau var 2.g'er. »Lidt for fulde handelsskoletyper«, registrerede han og lyttede videre på sin minidisc. Men fik ikke lov til at lytte i fred. De to var fulde og aggressive. Lau prøvede at smutte lige så diskret. Men nej, nej, dén gik ikke. De ville have hans minidisc. Og hans briller. Og hans jakke. Og hans penge, hvis han havde nogle. Årh, hold nu op! Skulle han lige til at sige. I næste øjeblik lå han på jorden med tænder og blod over det hele. Alle fire fortænder var smadret. Lige i øjeblikket var det ikke så skræmmende. Det føltes snarere urealistisk, forklarer Lau Højen, der nu er sanger og guitarist i hit-trioen Carpark North. Han misser med øjnene bag brillerne. Han blev tilbudt krisehjælp, men vinkede i begyndelsen afværgende. Efter en måneds tid begyndte han imidlertid at få nogle mærkelige anfald. Han faldt ligesom ind i sig selv. En psykolog kaldte det en naturlig reaktion på en traumatisk oplevelse. Men for Carpark North og medspillerne Søren Balsner og Morten Thorhauge var der uforudsete følgevirkninger. Der var sket noget med sangeren og hans behov for at udtrykke sig. Dumme i hovedet »Efter et par måneder følte jeg et helt vildt behov for at skrive noget ned. I øvelokalet havde vi lavet et nummer, der var meget melankolsk og rockagtigt. Vi prøvede at sætte det sammen med det, jeg havde skrevet ned. Det blev meget powerfuldt. Det gav bare fuldstændig mening. Derfor er det også så superfedt, at det er en sang, der er kommet til at betyde så meget for så mange. Også selv om de måske ikke lige ved, hvad den betyder«, siger Lau Højen om 'Transparent & Glasslike', der fire år efter overfaldet er blevet en af Carpark Norths mest populære sange. Med 35.000 solgte eksemplarer af debut-cd'en er den århusianske trio, der prøver at fusionere technopop-appel med rocket råstyrke, en af det sidste års markante succeshistorier i dansk musik. »I forgive/ I pretend/ Not to smile/ 'Cause I am/ stronger than you«, synger Lau Højen bl.a. på sangen om skrøbeligheden efter overfaldet. Men der er trods i sangen. »I stedet for at være den svage og passive, synger jeg: »Hey, de bankede mig bare, fordi de er dumme i hovedet. Eller fordi de har fået bank hjemmefra. Det er i virkeligheden synd for dem. Og jeg er her stadigvæk«, forklarer Lau, der for længst er kommet videre med sit rockliv. Men han var sur og paranoid flere måneder efter overfaldet. Ville han møde de to bøller i midtbyen? Og hvad ville han i så fald gøre? Tæve dem kunne han næppe. Den spinkle Lau ligner mere en musiker, der føler sig mere hjemme i et mørkt øvelokale end i et skarpt oplyst træningslokale. Blod på tanden Lau Højens fire fortænder døde, men noget andet blev vakt til live. En gryende bevidsthed om, at det, man skriver og synger, faktisk kan have en betydning. Også for andre. Han fik i mere end én forstand blod på tanden. »I starten sang jeg bare blabla-tekster«, indrømmer han. Hængt op på et par iørefaldende slaglinjer var teksterne simpelt hen noget, han hittede på, mens musikken spillede. Sådan bliver det måske, når de store forbilleder fra barndommen har været overvejende nonverbale artister som Jean-Michel Jarre og Kraftwerk og man selv er med i et orkester, der »i højere grad er et musikband end digterband«. »Men lige nøjagtig denne her sang har været med til at vende det«, siger han om 'Transparent and Glasslike'. »Vi får faktisk rigtig mange reaktioner på vores tekster. Også fra folk, der har prøvet at begå selvmord. Der er folk, der føler, vores sange har været med til at give dem håbet tilbage. Så tænker man: »Hold kæft! Har vi gjort det?««. Hvilket er et forståeligt spørgsmål, når man ret kort tid forinden har været tre gutter på 17-18 år, der mødte hinanden på efterskole og gymnasium og bare begyndte at spille sammen, fordi det var fedt. Fordi man snart fik øje på omridset af en spændende lyd mellem rock og techno, men ikke skænkede teksterne mange tanker. Så gik det pludselig hurtigt med 2.-plads i DM i rock, et Randersmesterskab i rock, sejr i P3's demodyst og et publikum, der begynder at hænge ved ens guitar og læber, og pludselig opdager man, at læberne ikke bare bevæger sig. Det begynder at betyde noget, hvad der kommer ud af munden. Pludselig er det alvor. Den eneste ene »Mine tekster handler meget om længsel og ensomhed. Jeg tror ikke, vi har en eneste tekst, der handler om, at tingene er endt godt. Ikke endnu. Det er rent personlige oplevelser. Den eneste ene-oplevelsen. Den pige, man ikke kan få. Det har jeg prøvet så mange gange«, sukker Lau Højen og strækker sig lidt i T-shirten med det forvaskede og ironiske rockstjerneprædikat 'luder' påtrykt. Men der er et sultent glimt i øjnene bag brillerne. Det kan godt være, at det med pigerne gør ondt. Men færten er der af, at det kan bruges til noget. Der er brændstof i luften. Glad-i-låget kaster ikke nær så meget af sig, som når man prøver at kommunikere sin smerte og dele sin ensomhed med andre. At det bliver modtaget i samme ånd, kan Carpark North registrere som varme og intens opmærksomhed fra sit unge publikum, når gruppen spiller en af sine mange koncerter. »Man er i dén grad nøgen, når man står på scenen«, siger han. Så han må håbe på lun luft i sommerlandet, for der bliver mange koncerter i løbet af sommeren, hvor Carpark North spiller på de fleste festivaler bortset fra Roskilde. De er det nye fænomen. Et nyt band, der er ved at forstå, hvad det vil sige at betyde noget for andre. Når man ikke er popstarz, men vil være rockstarz. »Det er sådan lidt 'vi udvikler os hele tiden'-agtigt. Som band har vi haft en rigtig god 'barndom'. Jeg tror, vi nu befinder os i puberteten«, siger Lau med blikket rettet mod fremtidens løfter. Forandringerne, der er på vej og snart vil tage nye former. Ukendte former. Nye sange. Nye ord. Tiden går, og den går hurtigt. Dagens unge varme navn lyttede til Kashmir - det unge navn i forgårs - »da vi var børn«. Om få år vil et nyt band slå igennem. De vil tale om dengang, de lyttede til Carpark North. Om, hvor fede de var. Og om, hvor vigtige teksterne var for dem. Om hittet fra ungdomsgyseren 'Midsommer'. Dengang Carpark North var dem, man lyttede til som ung. Inden det hele endnu engang vil starte forfra og for et nyt band blive 'vi udvikler os hele tiden'-agtigt.