0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Og så helt uden rød løber

Det var hverken stjernefunklende gallaaftener, spektakulære rober eller røde løbere, der gjorde Odense Film Festival fascinerende. Det gjorde alle de gode film. Mellem de halvfede. Og de rigtig slemme.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Ind imellem glimter en stjerne da med sin tilstedeværelse mellem stangtøjet og cafémøblerne på Odenses merkantile strøg, når der er filmfestival i byen. Det er som at se jazzmusikken, tennisspillet og buddhismen materialiseret i Torben Ulrich, da den langskæggede og mildøjede multikunstner går gennem gågaderne i retning mod Brandts Passage, hvor den lille biograf i Magasinet viser hans film 'Body And Being'.

Og det er som at støde ind i en bekendt, når man pludselig står over for en solbrændt Jørgen Leth. Selv om man aldrig har mødt ham før. Man kan stemmens lidt nasale, rundt modulerede svaj udenad. Og kommer til at sige 'hej Jørgen' til manden, der står med løs sommerskjorte uden på buksen og et glad smil i ansigtet, efter at han har oplevet, hvordan publikum har applauderet ham ud af biografen, der viste hans æstetiske nydelse med titlen 'Nye scener fra Amerika'.

Men ellers er der nu ikke meget Cannes over Odense. Ingen fotografer står på nakken af hinanden for at få det helt rigtige billede af en formidabel, verdensberømt kavalergang. Ingen autografjægere står i kø for at få en Oscarnomineret instruktør til samlingen. Og der skal ikke sendes røde løbere til rensning, når Odense Film Festival nummer 18 lukker og slukker for de beskedne rampelys i dag.

For i Odense er det noget andet end galla og glamour, som trækker både byens borgere og mange ukendte eller halvkendte instruktører fra ind- og udland i biografen. Selvfølgelig betyder status og penge også noget på sådan en lille festival. Der bliver i hvert fald talt en del om begge dele. Eller rettere sagt om manglen på dem. Det er ikke kortfilmene, der tjener de store penge i filmbranchen. Publikum foretrækker at se rigtige spillefilm i biograferne, og hvis de alligevel blænder op for en dokumentar- eller novellefilm i ny og næ, er det som regel, fordi den bliver vist på tv.

Pris til 'De besatte'
Men i løbet af Odense Film Festival får mange mennesker i løbet af få dage set flere kort- og dokumentarfilm, end de ser resten af året. Og i år må den nationale jury have haft svært ved at vælge, hvem der skulle modtage de danske priser.

Juryen er endt med at give den største danske pris, den såkaldte Grand Prix, til Jørgen Flindt Pedersens halvanden time lange dokumentariske film 'De besatte', der følger et år i fem palæstinenseres liv. Et godt og også et mere oplagt juryvalg end prisbelønningen af Jytte Rexs film 'Floden' som den bedste portrætfilm. Sidste år vandt Jytte Rex samme slags pris for sit portræt af Palle Nielsen i filmen 'Palle Nielsen - mig skal intet fattes'. I år har hun vundet portrætprisen, selv om hendes nye film 'Floden' er meget langt fra at være et traditionelt portræt. 'Floden' er et smukt og meget musisk billed- og sprogdigt, der associerer omkring ordet flod.

Selv om Odense Film Festival er overskuelig, kan man godt få mental hurtigpuls af at springe mellem oplevelser, der spænder fra Anders Østergaards allerede meget omtalte 'Tin Tin et Moi' til slovenske Stefan Arsenisevics overrumplende morsomme novellefilm 'A Torzija' om at skabe liv på trods af krig. Og videre igen til for eksempel en vellykket, tv-egnet filmversion af Peter Øvig Knudsens bog 'Efter drabet' om modstandsbevægelsens likvideringer i 'Med ret til at dræbe'. Eller til Nønne Katrine Rosenrings foruroligende anelsesfulde novellefilm 'Fangen'.

'Fangen' er elementært spændende, selv om den hverken dramaturgisk eller filmteknisk er eksperimenterende. Spændingen i 'Fangen' uddybes først og fremmest af det fine, intense sammenspil mellem et sorgfuldt og vredt offer (Pia Vieth) og en ung, angrende drabsmand (Philippe L. Christiansen), der konfronteres i et klinisk koldt fængselslokale.

Kun sjældent har festivalen været spild af tid. Men sådan føltes de 11 minutter, som Julie Billes blanding af musikvideo og skolemusical med titlen 'Cool Girl' varer. Heller ikke Henning Carlsens 108 minutter med overskriften 'Noget om praktiserende læger i Danmark' var nogen stor oplevelse. En snes læger siger noget om at være læger i interviewform, som får filmen til at ligne en kladde.

Men hvis man overhovedet kan tale om et gennemsnitligt niveau på noget så spraglet og omfangsrigt som en filmfestival, så har det været højt i Odense denne gang. Så højt at det ville være passende at rulle en løber ud for alle de nye talenter, garvede kameraførere og andre aktører, der går op i at lave kort- og dokumentarfilm.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere