En filmfestival er en sær størrelse, som foregår mange steder på en gang. Men i går formiddag udspillede Copenhagen International Film Festival (CIFF) sig ét bestemt sted, nærmere betegnet i biografen på Den Danske Filmskole på Holmen, hvor cirka 100 filminteresserede fulgte en såkaldt masterclass under ledelse af den verdensberømte britiske instruktør, forfatter og producent Anthony Minghella. Blandt tilhørerne sås bl.a. medlem af CIFF's jury, den svenske instruktør Jan Troell, den britiske instruktør Emily Young, festivalens direktør Janne Giese samt adskillige prominente personer fra den hjemlige filmbranche. Og ingen havde grund til at fortryde, at de brugte starten af weekenden fagligt. For ud over at vise eksempler fra sine tre tidligere spillefilm, 'Truly, Madly, Deeply', 'Den engelske patient' og 'The Talented Mr. Ripley', viste Anthony Minghella også en cirka 10 minutter lang sekvens fra sin kommende spillefilm 'Cold Mountain' med Nicole Kidman og Jude Law i hovedrollerne. »Bortset fra et specielt inviteret testpublikum i New Jersey for en måned siden, er I de eneste uden for studierne, der har set noget som helst fra 'Cold Mountain'«, fortalte en veloplagt Anthony Minghella, som samtidig indrømmede, at han havde stjålet klippet til sin egen film fra klippebordet. 'Cold Mountain' foregår i slutningen af den amerikanske borgerkrig, hvor den sårede soldat Inman (Jude Law) begiver sig på en lang rejse til fods hjem til Cold Mountain, North Carolina, hvor hans kone Ada (Nicole Kidman) venter på ham. »Det klip, I netop så, er meget blodigt og råt. Jeg kan til gengæld afsløre, at det er den eneste krigsscene, der er i hele filmen. For det første er jeg nemlig allergisk over for krigsfilm, og for det andet ved jeg ikke, hvordan man laver dem. Jeg er med garanti den næstsidste ethvert filmselskab ville ringe til, for at få lavet en krigsfilm. Woody Allen ville være den sidste«, sagde Anthony Minghella med et glimt i øjet. Det gode møde Den 49-årige Minghella er født på Isle of Wright af italienske forældre. Indtil 1981 underviste han i drama på universitetet i Hull sideløbende med, at han skrev skuespil. Men da han begyndte at skrive for tv, bl.a. den meget populære serie 'Inspector Morse', førte det også til, at han begyndte at instruere og i 1991 lavede han sin første spillefilm 'Truly, Madly, Deeply' med Juliet Stevenson i hovedrollen. »Jeg elsker at møde publikum og filminteresserede, men jeg hader at se klip fra mine gamle film. Jeg tror, at når instruktører dør, så bliver de tvunget til at se deres gamle film om og om igen. Det har noget at gøre med, at man står totalt nøgen, når ens film vises. Man er kommet videre i livet, men filmen står tilbage«, sagde Minghella bl.a., inden han kastede sig ud i at vise titelsekvenserne fra sine film og forklare, hvorfor han havde valgt lige netop den måde at gøre tingene på. »I 'Den engelske patient' var det f.eks. meget vigtigt for mig at få etableret tiden korrekt. Den foregår ikke i begyndelsen af 1960'erne, men i slutningen af 1950'erne. Derfor var vi nødt til også at filme i USA, for at det store amerikanske publikum skulle kunne kende tingene og datere dem korrekt. Bl.a. gennem biler, påklædning, covers til jazzplader, etc.«. »Netop titelsekvensen - åbningen af en film - er meget vigtig. Det er dette vidunderlige øjeblik, hvor publikum stadig er på din side og parate til at drage ud på en rejse med dig. I alle mine film har jeg valgt at fortælle hele filmen i koncentreret form i titelsekvensen. Derfor undrer det også mig selv nogle gange, hvorfor mine film er så lange«. Dollar og kløer Sidste del af den to timer lange seance med Anthony Minghella forløb som et interview, hvor Bo Tao Michaëlis stillede spørgsmålene. Her fortalte Minghella bl.a., at hans forbilleder er Kieslowski, Fellini, Rossellini og David Lean, og at han ikke vender tilbage og laver endnu en film om Tom Ripley, selv om der ligger et par romaner klar af Patricia Highsmith. På spørgsmålet om, hvordan han ser på forholdet mellem amerikansk og europæisk film, svarede Anthony Minghella: »Jamen, jeg ser ikke sådan på det, at USA er hovedfjenden. Industrien derovre kan være det, men den kan også give nogle åbenlyse fordele. Siger jeg med erfaringer fra et budget på min første film på 600.000 dollar og 'Cold Mountain' på 100 millioner dollar. Jeg går jo heller ikke ind i en boghandel og siger, at jeg holder af Søren Kirkegaard, så jeg vil gerne have tegneserierne forbudt. Den slags er smagsfascisme«. »Jeg vil gerne male på det størst mulige lærred. Men jeg er samtidig helt klar over, at hver eneste dollar har en klo i sig. Jo flere dollar, desto flere kløer. Jeg ved, man kan rive sig alvorligt på dem, men jeg vil gerne nå så stort et publikum som muligt«. Anthony Minghella har ikke en speciel opgave eller et specielt budskab, som han skal have ud via sine film. »Jeg har et ærligt ønske om at tage publikum alvorligt. Lave film, som folk kan se flere gange og som de hver gang kan finde nye ting i. Hvis jeg har en opgave som filmskaber, må det være at fortælle folk, hvad vi ikke ved. De fleste gange går folk i biografen og får fortalt, hvad vi godt ved. Nemlig at livet kan være hårdt, eller at krig er noget skidt. Den slags nemme løsninger skal man holde sig fra. For publikum er altid meget klogere end man tror«.