Der er noget ganske særligt over at stige af toget på Venezia St. Lucia og slæbe sit gepäck ned ad den brede marmortrappe til den ventende vaporetto. Svært ikke at se skyggen af Gustave Aschenbachs melankolske skikkelse, når man således standsmæssigt er ankommet til byen, hvor fortiden hele tiden trænger sig på. Siden Heraklit har man yndet at ligne tiden ved en strømmende flod, men i Venedig er vandets tidshorisont en anden. I lagunen er tidens vand ikke strømmende, men stigende. Fortiden skvulper nutiden om knæene som en mellemting mellem en trussel og et kærtegn, når man sejler ned ad Canal Grande forbi Wagner, forbi Byron, til Lidoen, hvor man straks mærker, der er noget særligt i den varme luft. Heldigvis er det ikke en epidemi, som da Thomas Mann sendte Aschenbach til 'Døden i Venedig'. Men måske alligevel en slags feber. Den 60. filmfestival i Venedig er nemlig ved at gå i gang. Stjernerne er på vej. Woody Allen er kommet med familien og skal åbne ballet. Omar Sharif vender tilbage til rampelyset og en guldløve for lang og tro tjeneste. Nicole Kidman kommer alligevel ikke. Forventningerne er store, men følelserne er også overraskende blandede. I Venedig må man have vejret morgenluft efter fiaskoen i Cannes. Men heller ikke i Venedig har man haft det let. Programmet strutter af vovemod, men den tyske direktør Moritz de Hadeln har heller ikke i sit andet år i chefstolen fået det, som han ville. Han er ikke kendt som en diplomat, og sommerens tysk-italienske kontrovers har fået sin naturlige fortsættelse. »Italienerne er italiensk films værste fjende«, slog han for nylig fast med adresse til den konstante politiske indblanding. Men ellers gælder hans vrede mest de udeblevne midler, der har umuliggjort hans store ambitioner om at tilføre Venedig et troværdigt filmmarked og nye faciliteter på stranden og ved Sorlini-lufthavnen. I stedet må han nøjes med et bredere lærred i en af de eksisterende biografer og en løber, der efter sigende i år skal være blå og ikke rød. Der er afgjort noget i luften, men endnu er det mest gulvlak fra den nye platform til fotograferne, som håndværkerne knokler for at få gjort færdig, så den blå løber kan blive rullet ud i behørig blitzbelysning. Kan man ikke blive større, kan man i hvert fald blive anderledes, og det er måske ikke den mindst nødvendige lektion for en filmfestival i en tid, hvor antallet af festivaler er stort, sponsorpengene bliver mindre og amerikanerne holder sig forsigtigt på afstand. Sort dansk hest Takeshi Kitanos 'Zatoichi' om en blind samurai og Alejandro Gonsalez Inarritus '21 Grams' - det skulle være sjælens vægt - er to af de film, der pirrer nysgerrigheden i den officielle konkurrence om Guldløven. I sideprogrammet skal en dansk dokumentarfilm konkurrere med bl.a. Sofia Coppolas 'Lost in Translation' med Bill Murray i hovedrollen. Det er Coppolas første film, siden hun fik en nærmest magisk debut med 'Virgin Suicides'. Men den danske dokumentarfilm kan godt blive en sort hest i den såkaldte modstrømskonkurrence Controcorrente. I 'De fem benspænd' er Jørgen Leth i hvert fald vant til at sejle imod strømmen. I filmen, han har lavet sammen med Lars von Trier, er ideen om den kreative obstruktion ført konsekvent ud i livet. Leth har skullet genindspille scener fra sin klassiker 'Det perfekte menneske' fra 1967. Men hver gang har von Trier på forhånd opstillet en hurdle, der skal gøre det ekstra vanskeligt for sin ældre kollega. Bliver det Leth eller svært for de danske drømme? Uanset udfaldet kan de føle sig nogenlunde sikre på ikke at blive generet af store amerikanske film. Ikke at de ikke er der. Programmet i Venedig har faktisk et usædvanligt stærkt opbud af amerikanske film. Woody Allen og Coen-brødrene er med 'Anything Else' og 'Intolerable Cruelty' begge på banen med komedier om det besværlige parforhold. Anthony Hopkins og Nicole Kidman spiller hovedrollerne i Robert Bentons filmatisering af Philip Roths berømmede 'The Human Stain'. Der er Ridley Scotts 'Matchstick Men', James Ivorys 'Le Divorce' og Robert Rodriquez mariachi-knallert 'Once Upon a Time in Mexico' med debut til popsangeren Enrique Iglesias. De står i kø om opmærksomheden. Men uden for konkurrencen. Der synes de åbenbart selv, de står bedst. Her risikerer de ikke at blive slået af en kinesisk film om åbne landskaber. Eller endnu værre: vinde en af de gyldne europæiske priser, der kan få det brede popcorngnaskende publikum til at løbe skrigende bort. Kalkulen er til at forstå, men det er et kedeligt skisma, der risikerer at gøre de europæiske filmfestivaler til mere eksklusive enklaver, end de behøvede at være. Woody i fin form 'Persona Non Grata' er en ny dokumentarfilm af Oliver Stone, der har været i Jerusalem for at søge ind i hjertet af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Den iranske filmfamilie Makhmalbaf føjer endnu et navn til stamtræet. Nemlig den blot 14-årige Hana Makhmalbaf, der debuterer med 'Joy of Madness'. Der sker meget uden for konkurrencen. Det er ikke mindst her, man slår på Venedigs særlige tradition for at være døren til det østlige Middelhav og Orienten bagved. Øst møder vest i Venedig. Ligesom sidste år slår festivalen gevaldigt på tromme for at sidestille hovedkonkurrencen og Controcorrente, men kampen om Guldløven samler naturligt nok en stor del af interessen ved en prisfestival, og det kunne det faste festivalinventar Raul Ruiz ikke rokke ved med 'Une Place Parmi Les Vivants'. Et eksistentielt mysterium, der kunne mystificere, men ikke interessere. Så er Woody Allen på mere sikker grund i 'Anything Else'. Årets Woody viser den lille newyorker i fin form. Efter småkagekomedierne er Allen tilbage i sporet fra 'Annie Hall': terapi, kønsroller og vittigheder. Allen spiller en luvslidt gammel komiker og vismand, mens Jason Biggs fra 'American Pie' er hans unge kollega og Allens alter ego. Bliver man for gammel til at være frustreret førsteelsker, må man få andre til at klare jobbet. Endnu mere giftig end normalt over for kvindekønnet er filmen til tider meget morsom. Jeg nyder Allens morsomheder som de delikatesser, de er, men filmen føjer ikke meget til Allens samlede værk ud over den vellykkede brug af Biggs og Christiana Ricci. Med de vise ord »Stol aldrig på en nøgen buschauffør« er Venedigfestival nummer 60 i gang. kim.skotte@pol.dk