Den, der spiller musik, og den, der lytter til den, vil brænde i Helvede. Sådan udlægger den shiitiske imam teksten i Abolfazl Jalilis selvbiografiske film 'Abjad'. Filmen handler om livet i Iran i 1970'erne, men den handler også om Guds natur. Er Gud, som mange af hans tjenere udlægger teksten, helt vildt optaget af regler, tugt og nidkærhed? Eller er Gud kærlighed og lys og hans sprog musik? 'Abjad' er en intens forsvarstale for det sidste synspunkt. En iransk film, som ærer snarere end fornægter religionen, men revser fundamentalisternes umenneskelighed og forsvarer Guds ret til at dele univers med kunsten og kærligheden. Da filmen samtidig er et bittert opgør med talentløse bureaukrater, intolerance og nepotisme, kan man godt forstå, hvorfor langt de fleste af Jalilis film er blevet forbudt af præstestyret i Iran. Jalili betjener sig ikke af de sindrige symbolske kodesprog, der ellers af gode grunde præger mange af de iranske film. 'Abjad' er en relativt regulær fortælling om drengen Emkan, der vil det hele og kan det meste, men hele tiden løber panden mod en mur. Helt galt går det, da han forelsker sig i den jødiske pige Maassoum, der er datter af byens biografejer. At se og vise film er selvfølgelig også blandt de utallige dødssynder. Men uanset hvor ihærdigt Emkans omgivelser prøver at forhindre ham i at blive kunstner og at få pigen, kæmper han videre. Medi Morady er helt vidunderlig i hovedrollen, og ud over at være et passioneret partsindlæg og en spændende om end lovlig langtrukken fortælling er 'Abjad' også en slags eventyr om den raske dreng og en uhyre interessant skildring af det gamle kulturland Iran ved den islamiske revolutions skæringspunkt. Den fransk-algeriske 'Le Soleil Assassiné' fortæller en nært beslægtet historie. Også her har instruktøren bevæget sig tilbage i tiden for at rette skytset mod de herskende magter i et muslimsk land. Abdelkrim Bahloul fortæller om den fransk-algeriske digter Jean Senac, der blev i Algier efter løsrivelsen i 1962. Han drømmer om et nyt land med en frisk kultur, men bliver som pied noir mere og mere isoleret af det dengang betonsocialistiske styre i det unge land. Charles Berling er fin som Senac. En elsker af René Chars digte, af Camus og af unge mænd. Det er selvfølgelig det sidste, der giver hans fjender påskuddet til at få skovlen under ham. Typisk nok for de alvorlige emner er begge film relativt konventionelt fortalt. Det oplever man ofte, når indholdstyngden og budskabet er det, man først og fremmest har fokuseret på. Der er en klar politisk dagsorden i Venedig. Man har udvalgt film, der leverer forsvarstaler for kulturens frihed som målestokken på menneskers frihed. I biografens mørke rejser man fra land til land, fra verdensdel til verdensdel. Hele tiden bliver man slået af, hvor forskelligartet verden er, men også af, hvor ens mennesker og deres dybeste behov er. Det er en erkendelse, der står mellem linjerne i programmet Venedig. En af de underliggende dagsordener er efter endnu en forfærdelig bilbombe i Irak særlig påtrængende og alt andet end uforpligtende. Det handler om det presserende behov for reformer og selvkritik i den islamiske verden. Skibet er ladet med ... Manoel de Oliveiras 'Un Filme Falado' ('A Talking Picture') er en helt anden slags film, men den har sin inspiration et nært beslægtet sted. Den berømte/berygtede portugisiske auteur, der er fast festivalinventar, men kun ses af få i biograferne, vil i al ubeskedenhed fortælle den vestlige civilisations historie, og hvorfor det er så vigtigt at forsvare den imod terrorismens åndløse anslag. Oliveira går mildt sagt konkret til værks. Historielærerinden Rosa Maria går om bord på et krydstogtskib for at sejle til Bombay. Hun har sin lille datter med. Hun starter med at fortælle om Vasco Da Gama og søvejen til Indien. Undervejs går de i land i Marseilles, Napoli, Athen, Istanbul, Port Said og Aden. Hvert sted får datteren og vi andre en kort turistindføring ved de seværdigheder, hvor civilisationens vuggeviser blev sunget. Når skuden er i rum sø, kredser kameraet om kaptajnens bord, hvor Kaptajn John med efternavnet Malkovich fører dybsindige samtaler om køn, sprog og kultur med de tre nødtørftigt camouflerede divaer Catherine Deneuve, Irene Papas og Stefania Sandrelli. De er havfruerne og gratierne i den moderne mytiske fabel, 'Un Filme Falado' også er. Oliveira plæderer for et nyt Babel. Et fremtidigt møde mellem forskellige sprog, der resulterer i en ny forståelse. Dialog og fortælling er så stive som kosteskafter og meget af tiden på grænsen til den sandsynligvis ufrivillige komik. Den kultiverede konversation får en brat ende, da helt igennem uhøflige terrorister viser sig at have plantet to tidsindstillede bomber om bord på luksuslineren. Man er ikke i tvivl om, hvor truslen mod den vestlige civilisation kommer fra i denne den tænkende mands 'Titanic'. Men pointen, at fremhæve dybden og stofligheden i den civilisation, vi tager for givet, er jo vigtig, og hele herligheden er på en måde så opstyltet og krukket, at man næsten mod sin vilje lader sig fascinere med et mere end skævt smil på det rystende hoved.