Siden 11. september 2001 har vi deltaget i den store krig mod terror. Ikke bare USA, men stort set alle verdens regeringer har deltaget i en ny krig mod en ny fjende. I den krigs navn er Afghanistan og Irak invaderet, politi- og militæraktioner gennemført i stribevis af lande, lovgivning og retssikkerhed i demokratierne ændret i et omfang og med en hast som aldrig før set i nyere tid og den sikkerhedspolitiske diskussion aldeles omkalfatret - for nu blot at nævne de mest håndgribelige konsekvenser. I dag, to år efter terrorangrebet på New York og Washington, må det være muligt at spørge, om hele denne kraftanstrengelse, om selve 'krigen mod terror' overhovedet er velbegrundet og giver mening. Terror har marginal betydning Det er ikke svært at påvise, at terroren som konkret fænomen er af helt marginal betydning for vore samfund. I Kroniken i tirsdags kunne man læse, at terror de sidste ti år har kostet USA 3.400 menneskeliv, heri medregnet de knap 3.000, som de lykkedes selvmordspiloterne at tage med sig i døden 11. september. Et tal, der, uanset hvilke andre kategorier af tab af menneskeliv, udført af andre mennesker, man sammenligner det med (fra kriminalitet til trafikulykker), må siges at være meget lille. Hvis man forsøger at gøre det samlede antal ofre for al-Qaedas globale terror op i en tiårig periode - før og efter 11. september - viser det sig, at over halvdelen af dem hidrører fra netop 11. september. Andre plager betyder langt mere Selv SARS, der vel efterhånden anses for det største katastrofeflop i nyere medietid, smittede på få måneder flere mennesker, nemlig godt 8.000. FN's generalsekretær, Kofi Annan, sagde det tidligere på ugen på sin egen stilfærdige måde: Plager som aids og fattigdom betyder langt mere for langt flere mennesker i langt flere lande end den internationale terror. Så vidt det kvantitative. Her kommer den internationale terror meget langt nede på listen over globale udfordringer. Kvalitativt kunne det godt være anderledes. Der var engang, da terroristerne gik efter hovedet. Konger, diplomater og toppolitikerne blev nøje udvalgt - og dræbt. Det kunne i givne situationer påvirke historiens gang i et omfang, der gik langt ud over de konkrete mord. Sådan er det bare ikke længere. I dag er det almindelige mennesker, der er terroristernes ofre. På diskoteker, hoteller, restauranter eller i amerikanske højhuse. Det gør naturligvis terrorismen endnu mere moralsk vederstyggelig. Risikobilledet Men det gør den samtidig endnu mindre farlig. Det er skræmmende, at enhver kan blive offer på sin charterrejse; men det betyder også, at ulykken bedst kan sammenlignes med risikoen for, at flyet styrter ned. Bortset fra at sandsynligheden for at blive ramt af terror er langt mindre. Terrorismen er ikke i nærheden af at påføre det amerikanske eller de europæiske samfund tab, der i sig selv slår dem i stykker eller ud af kurs. Det eneste, der kan gøre det, er vores egen reaktion på terrorismen. Giver ikke mening som fritsvævende Lokalt - som i Israel eller Tjetjenien - kan terror være et stort problem. Men i de tilfælde er den så tæt sammenfiltret med en konflikt, der ikke har terroren som årsag eller rod, at det ikke giver nogen mening at bekæmpe den som fritsvævende fænomen. I USA har nogle efter 11. september slået til lyd for, at terror - i betydningen drab af uskyldige med politiske formål - burde 'afskaffes', på samme måde som slaveriet er blevet det. Hykleriske utopier Drab på uskyldige er imidlertid så tæt beslægtet med den almindelige brug af vold i den politiske kamp, at tanken må siges at have karakter af utopi. Det er rigtigt, at der findes terrorismer - al-Qaedas er et godt eksempel - der ikke stiller meningsfulde krav, og som det derfor ikke giver mening at forhandle med. Lokale terrorledere med en bred forankring i en befolkning ender man derimod næsten altid med - fra Begin over Arafat til Mandela - at anerkende som forhandlingspartnere eller ligefrem statsmænd. Og så længe staterne alt i alt er dem, der bruger terror mest, er en global 'afskaffelse' af terror ikke bare en utopi, men en hyklerisk utopi. Her er vi fremme ved endnu et af de helt store problemer ved den globale krig mod terror. Demokratier kan med stor ret kræve, at deres indre fjender afholder sig fra at bruge vold. Misbrug af krig mod terror Men ikke alle verdens stater er demokratier. Og langtfra alle verdens stater lever op til selv de basale menneskerettigheder. En global krig mod terror fører derfor nemt til, at vi allierer os med statsterrorister mod terrorister, der endnu ikke er blevet det. Det er ikke særlig moralsk. Det kan misbruges af lokale magthavere - og bliver det. Og det kommer der slet ikke nogen sammenhængende udenrigs- eller sikkerhedspolitik ud af. Truslen er lille. Den kan kun få skræmmende proportioner, hvis terroristerne gøres til spydspids for noget bagvedliggende og langt farligere. Vi ved nu, at terrorismen i 1970'erne - både den palæstinensiske, den tyske og den italienske - i et vist omfang fik støtte fra østblokken. Terror som spydspids på totalitær udfordring? Havde vi vidst det dengang, kunne terrorbekæmpelsen have været set som en del af den kolde krig, og en 'krig' mod terror kunne så have haft en vis legitimitet. Det er med dette fortilfælde i baghovedet, at der i disse år gøres forsøg på at få den globale terror til at ligne en spydspids for en ny totalitær udfordring, der så skulle kunne begrunde en 'krigerisk' mobilisering af vores samfund imod den. Bag al-Qaeda lurer den politiske islam. Bag den politiske islam hele den arabiske verden. Og mere globalt udgør islam som verdensreligion og civilisation det truende alternativ til vores vestlige og demokratiske livsform, som skal bekæmpes. Vås og vrøvl. Det er rigtigt, at islam som en - i modsætning til for eksempel kristendommen i Europa - levende religion kan mobiliseres politisk. Den kan dermed til tider spille en rolle i islamiske lande, der kan sammenlignes med de morderiske europæiske nationalismer. Men for det første er politisk islam mange ting. Den kan ende som en reformorienteret og demokratisk bevægelse, ikke ulig kristdemokraterne. Det er det, vi ser i Tyrkiet. Den kan komme til magten med en fundamentalistisk dagsorden. Men de få steder, hvor det er sket - Iran, det nordlige Sudan - er det endt i en åbenbar blindgyde. Det sted i verden, hvor færrest unge muslimer bryder sig om præstestyre, hedder Iran. Islamisk fundamentalisme var før 11. september i dyb krise. Og al-Qaeda udgør en sekt i en sekt i forhold til det fænomen. Misvisende billeder af trusler Helt banalt er magthaverne i den arabiske verden ikke glade for global, islamisk terror. Den er tværtimod vendt mod dem - og mod os som deres allierede. Men også hvis den islamisk-arabiske verden rent faktisk udgjorde et samlet politisk alternativ til de eksisterende stormagter - en næsten komisk, urealistisk tanke - ville alternativet være uendeligt militært, politisk og økonomisk svagt i forhold til den sovjetkommunisme, der kollapsede for et dusin år siden. Hvor misvisende et forsøg på at konstruere en sådan global trussel er, bliver endnu tydeligere, hvis vi går lidt tættere på den al-Qaeda-terrorisme, vi kender. I tirsdags fortalte vi på dette sted historien om 'en 20. flykaprer' efter 11. september. Han sidder fængslet i USA. Han er opvokset i Frankrig, og var først som ung voksen radikaliseret og 'islamiseret' i London. Og han er typisk. Terrorister vokser ikke af Islams jord Terroristerne vokser ikke ud af islams jord. De er ikke opdraget i fundamentalistiske eller specielt religiøse familier. De er ikke børn af en 'middelalderlig religion', der truer resten af verden. De er derimod meget ofte vokset op i den vestlige verden, har oplevet marginalisering og ydmygelser. De er kommet til en vulgær og terroristisk islamforståelse, på samme måde som unge vesteuropæere i 1970'erne i især Tyskland og Frankrig (men der var jo for resten også en Blekingegadebande) kom til vulgærmarxisme og terrorisme. Det har intet med global civilisationskrig og alt med socialpsykologi for frustrerede smågrupper i en rig, globaliseret verden at gøre. Og det drejer sig om et ekstremt lille mindretal, der ikke engang tegner det politiske miljø, det finder inspiration i, endsige de lande og kulturer, det kan forbindes med. Krigen mod terrorismen begynder to år efter 11. september at ligne en stadig farligere fejltagelse. Et politiproblem er gjort til et militært problem. En marginal trussel er gjort central på en måde, så det skygger for virkeligheden i alle verdens brændpunkter - fra Israel-Palæstina over Tjetjenien til Irak. Og det er ikke kun midlerne, altså Bushregeringens, den er gal med. Det er selve den tankegang, at terrorismen er et stort, sammenhængende fænomen, der kan bekæmpes som sådan og gøres til centrum for en sammenhængende, international politik. At spænde terrortruslen for alle mulige gode formål hænger nemlig heller ikke sammen. Fattigdom er værd at bekæmpe, men terroren skyldes ikke fattigdom og udføres ikke af fattige. Den globale ulighed er til at tage og føle på. Men al-Qaeda interesserer sig ikke for spørgsmålet og har sine rødder i rige lande blandt rige mennesker. Lad fornuften komme til Jo, den arabiske verden skriger på politiske reformer. Men har vi allerede glemt, at også samfund, der både politisk, økonomisk og socialt er så velfungerende som nogen i verdenshistorien, kan avle terrorister i deres midte? Hvilke påtrængende reformer af det vesttyske samfund var det egentlig, der, hvis de var gennemført i tide, kunne have fjernet grundlaget for Rote Armee-fraktions voldelige aktioner i 1970'erne? Vi må prøve at fastholde, at terror er både ond og irrationel. Politi og efterretningstjenester må bekæmpe den efter bedste evne, og har de brug for militærets hjælp - som i Afghanistan - så o.k. Men terroren er ikke et gigantisk, globalt og sikkerhedspolitisk problem. Fejltagelsen har sine uskyldige og forståelige rødder i chokket efter 11. september. Men det er åbenbart, at chokket i stigende grad dyrkes og misbruges - ikke bare udenrigspolitisk, men også indenrigspolitisk. Det er præsident Bushs seneste tale kun det mest åbenlyse eksempel på. Der er gået to år. Det er på tide at koble fornuften til igen.