Den var klausuleret indtil søndag formiddag kl. 10.45. Fordi »det talte ord gælder«, som Ulla Dahlerup skrev i toppen af sin tale til Dansk Folkepartis landsmøde i Vejle Centret. Sandt nok. Lige siden klausulens ophør har talen nemlig som en torpedo skudt sig ind på den danske dagsorden. Selv om Ulla Dahlerup ifølge flere af de angrebne parter skyder med løse påstande. Gyldendal-direktør: Had og galde En af dem, der fik læst og påskrevet af Ulla Dahlerup, er Gyldendals litterære direktør, Johannes Riis, der blev beskyldt for at bortcensurere bøger, som er skeptiske over for kommunismen. »Jeg synes, at Ulla Dahlerups indlæg kommenterer sig selv. Det er så fuldt af hævngerrighed, had og galde, at det er helt uhørt. Der er et opmuntrende element i det, nemlig at selv Pia Kjærsgaard ikke vil kommentere det«, siger Johannes Riis. Professor: Tale er værdiløs Dundertalen til Dansk Folkepartis medlemmer var endnu en heftig kanonade i kulturkampen, der i kraft af det stadigt mere skingre tonefald er havnet så langt ude i kulturhampen, at den er værdiløs. Det mener professor i retorik ved Københavns Universitet Christian Koch. »Kulturkampen kunne måske blive interessant, hvis den udformede sig som en samtale. Men for at føre en samtale må man have et minimum af respekt for modparten. Har man ikke det, stiller man sig bare i hver sin grøftekant og kaster mudder hen over vejen, sådan som vi oplever det nu. Det er ikke interessant eller oplysende for nogen«, siger Christian Koch. Frem for den samtale, der som bekendt fremmer forståelsen, er vi med andre ord endt med slamtale. Og den fremmer kun forråelsen. Hvilket kan give mange billige pr-point. Men også væmmelse og modstand. »Talen kan kun tjene til at opgejle dem, der i forvejen er enige med Ulla Dahlerup. Ud over det er den kun med til at polarisere dem, som ikke er enige og måske står på midten. Jeg tror, at virkelig mange vælgere bliver frastødt over det sprogbrug, som vi oplever. Ikke bare fra Ulla Dahlerup, men fra begge fløje i det politiske spektrum. Det er med til at undergrave respekten for det politiske liv«, siger han. Råddent blomstervand? Anledningen til indlægget hos Dansk Folkeparti var, at Ulla Dahlerup er partiets nye spidskandidat til Europaparlamentet. På den skrevne version af sin tale titulerer hun dog sig selv som 'forfatterinde'. I talen redegjorde Ulla Dahlerup for, hvordan den venstrefløj og de kulturradikale, der ifølge hende lugter »af råddent blomstervand«, har gjort sproget til »en gammel uvasket luder«, mens rødstrømperne lod gulvet flyde »med skambidte lig«. »Man kan godt mærke på hendes udtryk, at hun kommer fra en familie med poetiske traditioner, selv om hun burde nappe et kursus i litterær analyse hos sin søster (Pil Dahlerup, red.). Men det minder også om, at vi, det danske uddannelsessystem og i hele samfundet i forfærdende grad, mangler undervisning i argumentation og debat. Vi er glade for, at eleverne overhovedet har en mening, og jo kraftigere de slynger den ud, jo bedre er det. Derimod lærer vi ikke noget om, hvordan man fører en frugtbar og oplysende debat. Jo færre argumenter man har, jo stærkere er påstandene som regel«, siger Christian Koch. DF i selvforskyldte problemer Efter hans opfattelse er det Dansk Folkepartis egen skyld, at partiet repræsenterer »de borgerlige, der fik tæsk«, og som »ingen hidtil har villet høre på«, som Ulla Dahlerup udtrykker det. »Selv når de har haft fat i noget, der måske reelt er et problem, som eksempelvis de mange familiesammenføringer, har mange ignoreret dem. Men det er selvforskyldt. De er tordnet frem med generaliseringer, skældsord og nedvurderinger af hele befolkningsgrupper, som har været så skamløse, at den naturlige reaktion på det har været at affeje det. Ingen af dem, som har beskyldt venstrefløjen for ikke at høre efter i de seneste år, har spurgt, hvordan Dansk Folkeparti har udtrykt sig. Jeg kunne i øvrigt godt tænke mig at lave en statistik over, hvor mange indlæg Ulla Dahlerup, Søren Krarup og deres ligesindede har haft i alle tænkelige medier i de sidste ti år. Det vil nemlig vise, at de får lov at ytre sig for fuld udblæsning og hælde sprogets værste gloser ud over deres modstandere«, siger Christian Koch. Kommunisten Klaus? En af dem, der angribes direkte i Ulla Dahlerups tale, er forfatteren Klaus Rifbjerg, der beskyldes for at have samarbejdet »med det kommunistiske DDR«. Han har i dag i Politiken skrevet en kronik på baggrund af Ulla Dahlerups interesse for de bibliotekspenge, han har modtaget. I Kroniken skriver han blandt andet: »Siden er det som bekendt rykket til højre, og måske har Ulla Dahlerup fundet ud af for alvor, at dér hvor magten p.t. befinder sig, er der bedst at være. I hvert fald er Dahlerup i dag Pia Kjærsgaards drøm om den perfekte svigerdatter: skingert xenofobisk, antihumanistisk petroleuse, supernationalist. Jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af de bibliotekspenge, men det ville glæde mig, hvis der gjorde«. Ud over det har han ingen kommentarer. »Jeg kan ikke hidse mig op til mere«, siger Klaus Rifbjerg fra sin bopæl i Spanien. Han tilføjer dog om slutningen på Ulla Dahlerups tale, hvor hun citerer et digt af Henrik Pontoppidan til Georg Brandes: »Det mest morsomme er, at hun bruger det digt som sluteffekt. Det, Pontoppidan skriver, er en stor beklagelse af, at tingene ikke har udviklet sig, sådan som Brandes havde håbet. Hun misforstår og citerer altså fuldstændig modsat af, hvad det hele handler om. Og sådan er det hele vejen igennem«, siger Klaus Rifbjerg. Censur på Gyldendal? Hos Gyldendal føler Klaus Rifbjergs forlægger, Johannes Riis, sig heller ikke ramt af de konkrete anklager fra Ulla Dahlerup. Hun beskylder Gyldendal for at have købt og oversat 'Kommunismens sorte bog' fra fransk til dansk for derpå at få kolde fødder og standse udgivelsen. »Ulla Dahlerup har åbenbart opgivet at kritisere Gyldendal for de bøger, vi udgiver. Dertil er der måske kommet for mange af Uffe Ellemann, Bertel Haarder, Birthe Rønn Hornbech, Per Stig Møller og Bent Jensen? Så nu tager hun altså fat på de bøger, vi ikke udgiver - og der kan hun da få nok at se til. Desværre er hendes eksempel ikke så godt researchet. Det var nemlig ikke Gyldendal, der havde købt og oversat 'Kommunismens sorte bog', men et andet dansk forlag. Det er rigtigt, at Morten Hesseldahl købte bogen og udgav den på Høst & Søn. Men Høst & Søn er et datterselskab til Gyldendal, så der er ikke rigtigt noget på den pølsepind, man kan koge suppe på«, siger Johannes Riis. Han understreger, at Gyldendal har udgivet kritiske bøger om kommunismen af blandt andre Bent Jensen og Solsjenitsyn. Det er rigtigt, som Ulla Dahlerup siger, at Gyldendal ikke har udgivet 'Vreden og hovmodet' af italienske Oriana Fallaci. »Vi har udgivet tre titler af Fallaci på dansk, men det er ikke sådan, at man har rettighederne til et forfatterskab, man køber bøgerne efterhånden, som de udkommer. Den her er en udenlandsk debatbog, og dem udgiver vi sjældent. Vi har derimod udgivet danske bøger, som er kritiske over for islam og 'Hvad gik galt?' af Bernard Lewis, som minder meget om Oriana Fallacis«, siger Johannes Riis. Bermudatrekant? Et væsentligt omdrejningspunkt for de borgerliges kulturkamp er den 'Bermudatrekant' mellem Gyldendal, DR og Politiken, som har været med til at trække kulturlivet til venstre. Også Ulla Dahlerup fnøs mod denne onde akse i sin tale. I de 10 år, Tøger Seidenfaden har været chefredaktør på Politiken, har han imidlertid intet set til trekanten. »Jeg tror ikke, at den har eksisteret tidligere, og i min tid har den absolut ikke eksisteret i nogen som helst konkret form. Der er mange andre, som kunne være med i selskabet - hvad med stakkels Information? Hvad har de dog gjort, at de ikke må komme med, så det kunne blive en firkant? Og hvad med Louisiana, som passende kunne blive det femte ben? Det eneste, jeg kan se, de her tre institutioner har til fælles, er, at de har en vis lødighed inden for deres arbejdsfelt«, siger Tøger Seidenfaden. Kritik på lederplads Han betegner Ulla Dahlerups tale som »paranoid«. Og morer sig over påstanden om, at alle redaktioner på Politiken - »undtagen sporten« - i »to årtier« har skrevet »negative, fordomsfyldte, og uforsonlige artikler om Dansk Folkeparti i en uhørt stil, som vi i fagsproget kalder kloakjournalistik«. Altså ifølge Ulla Dahlerup. »Dansk Folkeparti har slet ikke eksisteret i to årtier, så alene af den grund er det svært at bekræfte tesen. Dertil kommer, at vi jo ikke driver den form for journalistik overhovedet i Politiken. Vi har givetvis, i den tid Dansk Folkeparti har eksisteret, skrevet ganske mange ledende artikler, hvori vi har været kritiske over for Dansk Folkeparti. Og ved siden af det har vi så dækket det på god journalistisk vis, så det passer ikke«. Ulla Dahlerup hævder, at hun i sin tid som journalist på Ekstra Bladet har fået gode tips af »hæderlige« journalister på Politiken, som ikke måtte skrive negativt om indvandrere og flygtninge i deres egen avis. Det kommer også bag på Tøger Seidenfaden: »Der er aldrig nogen journalister, som har henvendt sig til mig og klaget over, at de ikke kunne få artikler trykt om det emne. Og det er heller aldrig forekommet, at jeg har bremset artikler om det emne i Politiken«, siger han. Debat på gymnasieplan? I DR undrer fungerende generaldirektør Lisbeth Knudsen sig over Ulla Dahlerups tale. »Jeg har svært ved at genkende det martyrbillede af Dansk Folkeparti, som Ulla Dahlerup finder i medierne. Partiet er placeret i en nøglerolle i dansk politik, som svarer til den, Det Radikale Venstre indtog i årevis. Når man har en sådan rolle, bliver man dækket så meget af medierne, at det reelt kun er regeringspartierne, der får lige så meget. Efter min mening tjener det ikke noget formål at gå ind i kulturdebatten på det kloakniveau, Ulla Dahlerup refererer til. Det er mit indtryk, at hun taler ud fra noget, der er sket i fortiden og intet har med nutiden at gøre«, siger Lisbeth Knudsen. Dermed stopper endnu en runde af den kulturkamp, som aldrig rigtigt er blevet til andet end fægten på ord og postulater. Ifølge professor i retorik Christian Koch blandt andet fordi regeringens sværvægtere ikke blander sig. »Vi har ikke oplevet statsminister Anders Fogh Rasmussen eller udenrigsminister Per Stig Møller blande sig i debatten. De har sendt folk som Brian Mikkelsen af sted, og derfor er det, der kunne være blevet en spændende diskussion, nu endt på det her gymnasieplan«. Det er ikke lykkedes at træffe Ulla Dahlerup for - yderligere - kommentarer.