Verden over vugger forældre deres børn, når de skal berolige dem. Verden over danser mennesker til fest eller ritualer. Verden over er mænd mere tilbøjelige til at udøve vold end kvinder. Verden over bliver mennesker gift. Verden over er der mandearbejde og kvindearbejde. Eksemplerne er blot nogle få fra antropologen Donald E. Browns liste med godt 300 eksempler på træk, der er fælles for alle kendte kulturer fra Brooklyn til Bangladesh. Og når der er så mange træk, der er udviklet i alle kendte kulturer også uden kontakt kulturerne imellem, må det vel skyldes, at kulturer til en vis grad er bestemt af menneskets biologiske arv - af vores gener. At kønsroller, seksuelle mønstre, forbrydelse og straf - blandt meget andet - er indbygget i mennesket. Eller hvad? »Der er masser af beviser for, at der er træk, der er universelle for alle mennesker. Spørgsmålet er, om den nødvendigvis skal forklares med gener eller evolutionen«, siger Ullica Segerstråle. Hun er professor i videnskabssociologi ved Illinois Institute of Technology i Chicago. Siden midten af 1970'erne har hun forsket i, hvorvidt menneskers opførsel er resultatet af vores gener eller af den kultur, vi er opvokset i. Hun har endnu ikke set et fuldt overbevisende argument for, at menneskets biologi er ophavsmand til træk i vores personligheder eller samfund. Men hun vil heller ikke afvise det. Tværtimod sker der meget spændende på dette felt i disse år, forklarer hun. Afkodningen af menneskets gener og ny forskning, der viser såkaldt menneskelige træk i mange dyr, gør det nemmere at acceptere, at biologien spiller en rolle, mener hun. »Området er i en meget spændende udviklingsfase i disse år. Et udbredt synspunkt i dag er den såkaldte genetiske interaktionisme, der siger, at gener udtrykkes på forskellig måde afhængig af omgivelserne, både biologiske og sociale«, siger Ullica Segerstråle. Det betyder, at man har fjernet sig fra tanken om, at særlige gener for karaktertræk eller sociale institutioner som kønsopdelt arbejde binder vores måde at handle på. Mennesket er ikke en maskine, og generne er ikke styresystemet. Men vores kroppe er nok alligevel udstyret med visse grundlæggende sociale præferencer, der gør, at visse egenskaber og normer er ens for alle samfund og de fleste mennesker. Og det er vi ikke ene om blandt dyrene. Medfødt retfærdighed Et forsøg med chimpanser for nylig viste for eksempel, at de blev sure, hvis de fik et kedeligt stykke agurk for at løse en opgave, mens en anden chimpanse fik en lækker drue for den samme opgave. Hvis begge aber fik agurker, var der ingen sure miner. »Den type forsøg tyder på, at også menneskeaber har en rudimentær forestilling om retfærdighed. Det kunne jo tyde på, at dele af vores retfærdighedsopfattelse ikke er dannet af kultur, men er medfødt«, siger økonomen Anders Hede. »Traditionelt har man i økonomisk teori tænkt, at mennesket først og fremmest var rationelt, derefter lærte det moral og regler. Men disse forsøg tyder på, at visse af de elementære forestillinger om retfærdighed er medfødte«, forklarer han. Anders Hede arbejder til daglig i Huset Mandag Morgen, men til foråret skal han som den første afholde et kursus i såkaldt evolutionær teori på Københavns Universitets sociologistudium. Sociologien har traditionelt været blandt de fag, hvor der var størst modstand mod at acceptere, at menneskets biologi kan spille en rolle for vores opførsel og kulturer. Studieleder ved sociologistudiet Allan Madsen er selv spændt på, hvordan Anders Hedes kursus vil blive modtaget. »Det er lidt af en prøve, og det bliver interessant at se, hvor mange studerende, der vil komme. Men emnet er jo lidt oppe i tiden, og vi kan jo nu heldigvis forholde os reflekteret til det uden de politisk betingede overtoner, der tidligere har præget debatten«, siger Allan Madsen. Når det er en økonom, der skal introducere de evolutionære teorier på sociologistudiet, kan det hænge sammen med, at økonomien er det felt, der har den største fællesskab med biologien. Evolutionsbiologien forsøger at forklare træk ved dyr, ud fra om de har betydet en fordel for dem i evolutionen, fortæller Jes Søe Pedersen, der er forskningsadjunkt i adfærdsøkologi ved Zoologisk Institut på Københavns Universitet. »Vi forsker i, hvad individer gør, når de er mange sammen. Og det er jo også samfundsvidenskabernes arbejdsfelt. Derudover har evolutionsbiologer et fælles udgangspunkt med økonomerne. Vi ser begge på, hvad der kan betale sig. De ser på, hvordan man tjener flest penge, vi ser på, hvordan man får mest afkom«, forklarer Jes Søe Pedersen. Evolutionsbiologien selv har hentet inspiration i økonomiske spilteorier til at lave de modeller, man i dag bruger til at forklare mekanismerne i evolutionen. »Men når det så er sagt, så tror jeg, at vi i dag har bedre styr på mekanismerne i evolutionen, end de har på mekanismerne i økonomien«, siger Jes Søe Pedersen. Anders Hede er enig i, at økonomerne og andre samfundsvidenskaber i dag kan lære meget af biologerne. »På en række områder kan vi blive klogere på mennesket. Der er virkelig mange ting, vi økonomer ikke ved noget om. For eksempel: Hvorfra kommer menneskers lyst til at købe varer? Hvorfor vælger vi f.eks. at bruge så mange penge på luksusvarer?«, siger han. Biologiens vej ind i samfundsvidenskaberne har dog langtfra været uproblematisk. Maskine eller individ I 1975 udgav biologen Edward O. Wilson bogen 'Sociobiology: The New Synthesis'. Bogen er et forsøg på at finde en videnskabelig teori eller platform, der kunne forene biologien med samfundsvidenskaberne. Dette gør han ved at argumentere for, at der under dyrs adfærd findes et fundament af gener, der påvirker dem. Bogen er et digert værk, og kun i det sidste kapitel forsøger Wilson at overføre sin teori på mennesker. Men det blev alligevel startskuddet til en meget voldsom debat om arv versus miljø eller natur versus kultur, der i en noget blidere form stadig er i gang. Wilsons bog blev kritiseret sønder og sammen i en ofte meget ubehagelig og personlig tone. Den reducerede mennesket til en maskine styret af generne, den retfærdiggjorde f.eks. køns- og racediskrimination ved at give en 'naturlig' - genetisk - forklaring på dem. Sagde kritikerne. Sociobiologien blev udlagt som biologisk determinisme, altså tanken om at vores kroppe/gener er indrettet på en måde, som bestemmer vores adfærd. Det gik stik imod 1970'ernes tidsånd, hvor mennesket som en formbart individ præget af meget forskellige kulturer var i højsædet. »Mange, f.eks. antropologen Margaret Mead, så det som politisk progressivt at fremhæve kulturelle forskelle - og hun kan have overdrevet disse - fordi man mente, at det fremmede tolerancen mellem mennesker«, forklarer Ullica Segerstråle, der selv - som både Wilson og hans skarpeste kritikere - var ved Harvard University i 1970'erne. »Wilson selv prøvede i flere bøger at argumentere for, at det er lige så gyldigt at sige, at fokus på ligheder fremmer tolerancen, men bare det at nævne biologi var for meget på det tidspunkt. Wilson brød det tabu, der var efter Anden Verdenskrig om at forklare adfærd ud fra biologiske argumenter og om at tale om genetik og mennesker«, forklarer Ullica Segerstråle, Hun mener, at kritikerne af Wilson ofte har fordrejet dennes synspunkter. Men alligevel har de på en vis måde haft ret. Kritikerne af sociobiologien frygtede, at den ville blive misbrugt til at legitimere f.eks. racisme, fordi den fokuserede på biologien. »Og folk bruger faktisk biologiske argumenter til at dømme folk på baggrund af deres race. Indtil vi har nogle meget stærke moralske modargumenter, der fremhæver individets integritet, menneskelig værdighed osv., vil den reelle sociale effekt af 'gensnak' nok ikke være god. Så kritikerne har ret på en måde, selv om de har fordrejet argumenterne«, siger Ullica Segerstråle. Anders Hede er dog ikke bekymret. Tværtimod mener han, at metoderne fra evolutionsbiologien kan være det fundament, der kan skabe en sammenhængende samfundsvidenskab. »I en række sammenhænge kan det forbinde de øer af viden, vi har i dag. For eksempel interesserer sociologer sig meget for status. Det gør vi økonomer ikke. Og politologerne er meget optaget af magtbegrebet. Men den viden er adskilt«. »I naturvidenskaberne er der en ret klar sammenhæng fra fysikken til kemien til dele af biologien. Den sammenhæng kunne man håbe på, at vi kan få i samfundsvidenskaberne. Derfor er det netop tankesættet, der er mest interessant, håbet om at skabe den store sammenhæng i samfundsvidenskaberne«, siger Anders Hede.