Udvidelse af kampzonen

Monna Dithmer giver sin vurdering af 2003 på de skrå brædder.

Kultur

2003 var året hvor teatret i stigende grad skiftede arena fra hjemmefront til udebane. Et comeback for det politiske teater. Verden banker på, men er der egentlig nogen hjemme.
Som årets timeglas er ved at løbe ud, er tiden denne ene gang om året mærkbar på helt fysisk vis. Det prikker og trykker, det spænder op og rinder ud. Men på teatret er det i den forstand nytår hele året.

I nuets levende kunst er tiden altid til at mærke. Den tikker af sted i dem på scenen og os på tilskuerpladserne. Livstid på nærmeste hold. Forgængelighed og dødelighed er teatrets orgeltone. Skuespillerne er timeglas eller tikkende bomber, som de står der i al deres menneskelige styrke og pinagtige skrøbelighed og kæmper vores liv for os. Hvor der dog kæmpes. I den stakket udmålte tid.

Uanset hvor meget teatret nærmest pr. rutine i kulturdebatten skældes ud for at være alderstegent og ude af trit med tiden, skal det dog her ved skåltaletid slås fast, at dansk teater i 2003 i visse henseender var i stand til at tage pulsen på sin tid som få andre kunstarter. Her er man gået i kødet på de fremmede , på værdikamp og dyrkelsen af småligheden som nationalt duelighedstegn, med et samfundsengagement som var 1970 ernes politiske teater genopstået fra de døde, om end i en ny form.

Året blev skudt godt i gang med Anne Marie Helgers regeringsflænsende Nytårstale på Gladsaxe Rådhus, der skabte politisk furore langt ud over tilskuerrækkerne. Dramatikeren Claus Beck- Nielsen fulgte op med at udråbe sit Beckværk på Gladsaxe Teater til irakisk territorium og opstillede som politisk talerstol en demokraticontainer på Kgs. Nytorv.

Det blev i det hele taget et år, hvor der på scenen var et mærkbart politiserende skift fra hjemmeliv til udebane. Slut med 1990 er-teatrets trang til at bure sig inde i den dysfunktionelle familie med forældreopgør, rodløse unge, parforholdskriser og ironisk livsstilsdramatik. Skiftet til den ydre samfundsarena havde ganske vist længe været indvarslet af Noréns sociale udkantsdramaer, Howard Barkers eksistensdramaer og hele den engelske bølge af brutal realisme in y er face theatre ført an af Sarah Kane.

Men nu var det virkelig til at mærke, at der midt i den familiære stuehørm blev lukket frisk luft ind udefra.

Verden bankede på.
DET BETYDER selvsagt ikke, at teatret i sin iver efter at smække dørene op til en bredere virkelighed, har lagt kampen på hjemmefronten bag sig.

Snarere er det sket en Udvidelse af kampzonen , som titlen lød på Michel Houellebecqs og Jens Albinus skelsættende stykke på Det Kgl. sidste år. Den forestilling markerede netop tendensen til, at arbejdspladsen nu er stedet, hvor vi lever vores liv. Som Roland Schimmelpfennig formulerede det i sin glatbarberede Push-Up på Det Kgl.: hvad er det for et liv, og efterfølgende indre tomhed, vi ruster os til, når vi den kvindelige del af den altopslugende virksomhedskultur hver morgen sidder og kommer makeup på vore triste fjæs?

Udvidelsen af kampzonen er i årets løb også tonet frem i mere direkte politiserende form, med f.eks. Spindoctor på Nørrebro Teater og opgøret med de udtjente socialismeideologier over for de globale markedskræfter i Gagarin Way på CaféTeatret. Her var det også, at Thor Bjørn Krebs med sit doku-drama Om Tommy udstillede den danske naivitet over for en omverdens politiske brændpunkter i form af historien om den unge FN-soldat på Balkan, der fik sin drengede livsdrøm knust.

Den mest markante tendens på udebanen har dog rettet sig mod spørgsmålet om kulturforskelle og fremmedfjendskhed. Her rykkede Det Kgl.s Hjemmeliv Kabul dog ingen vegne, men Radio Drama forstod med serien om Udanskerne især med Daniel Wedels bidrag at svirpe integrationspolitikken, og Bådteatret langede ud med sin urkomiske Coconut om den socialdemokratiske wannabepolitiker, der er sort uden på, men hvid indeni.

Det har imidlertid ubestridt været Betty Nansen Teatret, der har indtaget pladsen som førerhund med det visionære projekt De andres tanker , baseret på ideen om for en gangs skyld at lade de fremmede selv tage ordet. Først blev 11 forfattere fra Mellemøsten inviteret til at give deres bud på Tusind og en nat NU , siden hen blev scenen invaderet af herboende unge palæstinensere og jøder i De andre . En rystende, nærgående konfrontation af, hvad storpolitik og Palæstinakonflikt handler om, lige så udmarvende udsigtsløs, men med et håb trods alt: Tænk at det lykkedes at få de stridende parter til at lave en forestilling sammen.

Sidst men ikke mindst har den politiserende tendens vist sig som en udstilling af middelmådighedens fjæs og et opgør med kulturkampfundamentalisternes bejlen til laveste fællesnævner. Således zoomede Teater Grob og Thor Bjørn Krebs med nådesløs humor ind på dansk smålighed og snæversyn i Europamestrene , mens Claus Beck-Nielsen i Parlamentet lod arkitekten og hans ekspertvision om at bygge Demokratiets Åbne Hus gå til grunde over for Folkets undermåleraktiviteter i undergrunden.

I det perspektiv blev selv en på mange måder mislykket Don Juan på Det Kgl. rasende interessant som politisk teater, i kraft af sin radikale omdefinering af, hvad forførelse i dag handler om. Væk med den gamle erotiske fribytter Don Juan, for her i mediesamfundet handler det om masseførelse i forhold til et publikum, og da er det Don Juans middelmådige tjener (i Nicolaj Kopernikus skikkelse) der løber med historien og publikums gunst. Netop som inkarnation af manden på gaden garanteret ikke-ekspert, hængerøv og fri for talenter som vi nu alle skal ligge på maven for.

HVIS DET ALT sammen er udtryk for det politiske teaters comeback, er det i hvert fald ikke i dets ræverøde, firkantede 1970 er-didaktiske form. Snarere bruges scenen som arena for samfundsmæssige konflikter, og som kritisk stillingtagen til de ydre rammer om vores liv. Det gælder imidlertid også det nære liv, livet på hjemmefronten. Det var såmænd ingen ringere end den gamle frontkæmper Brecht, der klarest slog det fast i årets løb. Ikke med de to flade forsøg på at puste nyt liv i Laser og pjalter på Ålborg Teater og Betty Nansen, men med en inderligt hårdtslående Mutter Courage , skabt af det lille Teater Møllen fra Haderslev.

Her fik man historien om den barske mutter, der drager rundt i krigen og sjakrer for at overleve i en grad så hun, handelskvinden for enhver pris, til sidst mister sine børn på det. Historien blev fortalt i en fuldstændig nedbarberet form, hvor fem personer med lysende ensemblespil gik ind og ud af de mange roller, så det netop blev klart, at de var brikker i et større spil, fanget i systemet og det med en lammende aktualitet. Er vi ikke stadig fanget, alle vi Mutter Courage-mutanter? Hinsides alle hangs på Brecht som politisk korrekt tørvetriller ramte forestillingen som en syl i hjertekulen. Stykket hedder netop Mutter Courage og hendes børn .

Det er den pris mangen en karrieremor eller -far i dagens Danmark mere eller mindre nødtvungent står over for at skulle betale. I takt med, at vi lader arbejdet og dets benhårde logik og krav invadere privatlivet, er der ikke langt til skrækvisionen af hjemmet som noget man slæber rundt på en trækvogn ude i kampens hede. Med risiko for at miste vores nære liv, indre fylde, alt det børnene står for, på den bekostning.

Det er den skygge, der følger med, midt i den befriende fornemmelse af at teatret slår dørene op ud mod en større omverden. For presset er stort udefra. Verden banker voldsomt på, men er der egentlig nogen hjemme? Presset er tilsvarende stort indefra, med tomhed, forvildede sjæle og kærlighedsforknytte liv. Den indre kampzone står i lys lue, yderligere antændt af problemerne og kravene udefra.

Det kunne man i årets løb forvisse sig om ved f.eks. at dykke ned i Peter Asmussens Forbrydelse eller de store klassiske eksistensdramaer på Det Kgl. Kabale og Kærlighed samt Antigone . Der er ingen vej udenom, men udvidelsen af kampzonen har sin pris. Vi risikerer alle, midt i presset mellem ude og hjemme, ydre og indre, at ende som tikkende bomber. Godt nytår.

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce