0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Europæisk ekstase

Ravet bliver født i pakhuse og i det grønne i Storbritannien. Ambientmusikken får en puls i chillout-rummet. Technoen bliver 'intelligent'. Og hardcore når svimlende hastigheder, inden den krølles sammen og bliver til drum'n'bass.

Kultur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Europa i midten af 1980'erne. Et kontinentalt natteliv klar til at blive forført. Førsteelskerne og igangsætterne af en ny musikbølge på det gamle kontinent kommer fra USA: housemanipulatorer fra Chicago og technofuturister fra Detroit. På Ibiza importeres især de kropsforførende houseplader meget tidligt til luksusdiskoteker som Amnesia og Pacha. Og især unge engelske hedonister begynder at interessere sig for den spanske ø, efter at den i et årti har været den engelske arbejder- og middelklasses foretrukne feriemål.

I 1987 inviteres Paul Oakenfold hertil for at fejre sin 26-års fødselsdag. Med sig tager han blandt andre vennen Danny Rampling, og sammen bjergtages de af kombinationen house og ecstasy, af den kemisk forstærkede, nærmest religiøse eufori omkring dansen og det efterfølgende morgengrys forgyldte nirvana. Det er en afgørende oplevelse for det britiske og siden europæiske natteliv, for hjemme igen i grå Storbritannien genopliver Oakenfold og venner ånden fra Ibiza. Danny Rampling begynder med klubaftenen Shoom i november samme år. Og Oakenfold og Ian St Paul nogle uger efter med Future.

I forhold til periodens gængse natteliv er ånden helt anderledes åben, varm, nærmest naivt kærlig - som det smiley-logo de glade 'shoomers' tager til sig fra hippie-æraen. Elektronisk flowerpower. Musikken er importeret fra USA, men snart kommer britiske plader af især acid house-varianten (se boks) til. Og som i housebyen Chicago skifter man også i London dress-to-impress ud med dress-to-sweat , praktisk, rummeligt tøj frem for new romantics-stift designerkluns. Det handler om at kunne give sig ubetinget hen til dansen, ikke til sit spejlbillede.

I april 1988 er køerne til Oakenfold og St Pauls nye klubaften Spectrum på den tredje aften helt horrible. Snart tages pakhuse også i brug, og den første Acid House Summer of Love kan begynde. Acid house refererer her ikke kun til den specifikke genre, men til ny elektronisk dansemusik generelt. Og til pillen. To ecstasydødsfald inden for fem måneder gør skrækhistorier om en derangeret stofkultur til forsidestof i aviserne, og myndighederne begynder at lukke fester. I slutningen af året bliver arrangørernes modtræk at flytte festerne ud på landet.

Og den idé videreføres i 1989, under Second Acid House Summer of Love. Raves, kaldes festerne nu, og de kulminerer i landidyllen. Men politiet strammer grebet, en ny lov hæver straffen for illegale fester radikalt, og gangstere begynder at kræve deres bid af ecstasykagen. Og et par års sprudlende pionerånd og boblende lykkefølelse er ved at visne. I 1990 løsnes britisk bevillingslovgivning under påvirkning af den ny festkultur, og ravefolket kan sluses ind i nydelsesindustriens fold igen. Det kan måske være svært at forstå i dag, hvor dancekulturen er blevet så almen og profitabel, men alliancen mellem et nyt stof og en ny dansemusik var for en stund en religiøs åbenbaring - og den har spillet en enorm rolle i europæisk og ironisk nok først senere amerikansk ungdomskultur og natteliv.
Eno med en puls

Mens technopulsen til de nye raves dunker hårdt og hurtigt, så genfinder mere eklektisk indstillede musikere hvilepulsen med inspiration fra Brian Enos ældre ambientmusik. Fornyeren, Alex Paterson, er endda A&R-mand på Enos ambientpladeselskab, EG Records. Med et løst hold af samarbejdspartnere danner han The Orb, som i 1989 får stor opmærksomhed med den neopsykedeliske og omkring 20 minutter lange single 'A Huge Ever-Growing Pulsating Brain That Rules from the Centre of the Ultraworld (Loving You)'.

Mens Enos pulsløse ambient holder sig i baggrunden, så opsluger Orbs blidt dunkende ambient-videreudvikling lytteren. Det er formentlig også denne eskapistiske kvalitet, der gør, at debutalbummet 'The Orb's Adventures Beyond the Ultraworld' (1991) bliver så populært blandt indsatte i de britiske fængsler ... Det er narkotisk associative og himmelstræbende mix, der jordbindes af house-beats og dub-bas. Atmosfæremusik for pulsgenerationen.
Duoen The KLF døber med albummet 'Chill Out' (1990), den ny genre: »Ambient house fejrer de lyde, vi har hørt hele vores liv og aldrig lyttet til. Ambient house elsker med vinden og taler med stjernerne«, skriver de.

Ambient house er altså inklusiv, lukker alskens lyde ind i musikken, mens Enos oprindelige ambient er eksklusiv, lukker verdens trængsel og alarm ude. Mens Eno går minimalistisk, så går Orb og KLF maksimalistisk til værks. Men både den gamle og den nye ambient beroliger, og chillout-rummet, oasen, hvor man kan svømme hen, bliver for en stund norm ved de sydende raves.

Technos nye kunstige intelligens
Men nu skal det hele heller ikke handle om sanselighed. Ligesom rockens rå energi med tiden blev kompliceret af 'progressive', til tider symfoniske ideer, således opstår også 'kloge', mere elaborerede og lytteorienterede svar på techno og house. Sheffieldpladeselskabet WARP - We Are Reasonable People - indrammer med antologien 'Artificial Intelligence' i 1992 en ny tendens til at tale ravestemningen midt imod med en samling stemningsmættede melodier og harmonier samt masserende frem for aktiverende rytmer.

Med navne som Autechre, Aphex Twin (som Dice Man) og The Orbs Alex Paterson og et sigende cover: en robot henslængt i en lænestol omgivet af plader såsom Kraftwerks nyklassiker 'Autobahn' og Pink Floyds progrock-hovedværk 'The Dark Side Of The Moon'. »Elektronisk musik for sindet skabt af transglobale elektroniske nytænkere, der beviser, at musik er det eneste sande universelle sprog«, som WARP's Rob Mitchell formulerer det i 'Time Travel'. Og albummet føder genrebetegnelsen intelligent techno. Det er sofistikerede soniske rejser, der får hjernen, ikke kroppen, til at danse, og som inspirerer en række nørder verden over i de kommende år. Mere om det i næste artikel.
Hurtigere, hurtigere, hurtigere

Den sanselige overload i trommernes fart og i bassens jordskælv bliver til gengæld genren hardcores kendetegn - i England samt Holland og Belgien. I Nordengland starter det igen omkring pladeselskabet WARP. Her udvikles bleep-and-bass, en hård og ekstremt basfetichistisk house-afart, hvor udøverne bruger test-tonerne i sampleren til at bygge lag-på-lag af baslyde. Duoen LFO's album 'Frequencies' fra 1991 er det ubetingede hovedværk med sine myriader af basspor.
I Sydengland, primært London, bygger man ikke beat for beat, men laver breakbeats - altså looper hele kæder af rytmer - i sampleren. I bunden lægger grupper som Smith & Mighty og Shut Up And Dance breakbeats i normal hastighed, og ovenpå igen det samme breakbeat, bare i dobbelt hastighed. Breakbeat house hedder eksperimenterne for en stund, før hardcore bliver kaldenavnet.

Imens i Belgien og Holland er hardcore en anderledes skarptandet genre. Inspireret af den europæiske new beat og af amerikanske Joey Beltrams 'Energy Flash' når vi op omkring 180 beats per minut (bpm) - house er typisk nede på 126. Omkring 1992 skruer den videre mutation gabba hastigheden op til 250, ja, i amerikanske Mobys tilfælde op til 1.000 på 'Thousand'. Den speed-fanatisme, man en overgang tilskriver hardcore på begge sider af Den Engelske Kanal, er nu forbeholdt Holland og Belgien, der går amok under en brutalt hjerteflimrende dunken.
Det sammenkrøllede beat

Imens går briterne i gang med at raffinere, synkopere, krølle breakbeatet ved lavere hastigheder - gerne omkring 160 bpm. Men der er dog stadig en del punkattitude i deres frontalangreb. Den britiske hardcore kan ses og høres som en refleksion af storbyens hastighed, af paranoiaen, sanseindtrykkene, mulighederne, og som et forsøg på at genoplive ravets tabte paradis ved at skrue yderligere op for kropsappellen. Den tilsvarende dans bliver af nødvendighed halsbrækkende atletisk. Og de nye højhastighedsravere ender med at stå på den ene side af en generationskløft.

På den anden side finder man punkgenerationen, som kalder hardcore sjælløs. Og de får endda medhold af den del af ravegenerationen, der ikke kan ryste acid house-nostalgien af sig. Pressen kan heller ikke høre andet end sonisk barbari, hvor de indviede i stedet hører fremtiden. Og hardcore bliver offer for et britisk medieblackout fra 1991 og små tre år frem - endda på trods af lejlighedsvise hit. Og således vokser genren i modkulturel ro og mag.

I 1991 er hardcore ret happy og tegnefilmagtig med videospilklingende samples og naive melodier. Det skyldes de senere stjerner Prodigys gejle pophit 'Charly', som afføder en byge af kopister. Modreaktionen indvarsles året efter med den mørke metalliske single 'Terminator', hvor Goldie som den første udforsker samplerens nye timestretching-funktion. Og hardcore dykker ned i mørket udstyret med dystopiske harmonier og ildevarslende klange - tættere på de lavere samfundslags storbyoplevelse og postravernes desillusion. 'Dark' døbes genren passende. »There's a void where there should be ecstasy«, lyder det i et af numrene med hilsen til tomrummet efter euforien.

Omkring 1993 muterer hardcore til drum'n'bass, da de rytmiske eksperimenter bliver stadig mere raffinerede. Farten er stadig høj, men ikke fornemmelsen af fart på grund af de komplekse og krøllede beatkonstruktioner. Klangene bearbejdes og muteres, ja, de vildeste perfektionister bearbejder hver evig eneste samplede element. Blandt de store innovatorer er Omni Trio, 4 Hero, A Guy Called Gerald, Foul Play og Roni Size.

Drum'n'bass podes også med jamaicansk ragga-inspirerede mc'ere i primært sorte klubber i London. Genren døbes jungle, og i 1994 kommer General Levy & Beat M's 'Incredible' og Shy FX & UK Apaches 'Original Nuttah'. Med disse numre brager jungle igennem under Notting Hill-karnevalet samme år, og pressen kan ikke længere ignorere den nye bas-og-trommemusik. 'Summer of Jungle' døber de sæsonen. Mainstream er klar, og da 4 Hero og Goldie året efter præsenterer hver sit fremragende album, 'Parallel Universe' og 'Timeless', modtages de med åbne arme som de første store drum'n'bass-album.

Drum'n'bass var for en kort stund på alles læber, og selv veteraner som David Bowie tog genren til sig. Det er en af de sidste egentlig nytænkte genrer, vi har set på den elektroniske musikscene, og den er siden gået i kreativ dvale. Men videreudviklinger som uk garage har skabt helt nye perspektiver for en ny generation. Dén og mange flere frodige mutationer kortlægges, når vi rækker frem mod nutiden i den næste og afsluttende etape af denne transelektroniske ekspresrejse.
Kilder: Jon Savage: Time Travel (Vintage 1996). Matthew Colin with John Godfrey: Altered State (Serpent's Tail 1997). Martin James: State of Bass (Boxtree 1997). Peter Shapiro (red.): Modulations (Caipirinha 2000). Simon Reynolds: Energy Flash (Picador 1998).






Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter