Det der startede som gnister i nogle opfinderes hjerner tilbage i det 19. århundrede er i dag blevet til en elektronisk lydverden omkring os. Stort set al musik vi hører har været gennem en computer - enten i det dyre pladestudie eller på hjemme-pc'en. Hitlisterne er fulde af studiemanipulationer og elektroniske rytmer, og snart sagt enhver single falbydes også som remix - en ny indbringende sidegesjæft for produceren. Ud af få begyndelsespunkter er vokset et enormt netværk af musikretninger og udøvere. Edisons fonograf fra 1877 er for længst blevet til pladespilleren, som i dag er et helt uundværligt instrument i nattelivet og for nuets stjernemusiker, dj'en. Danske Valdemar Poulsens telegrafon fra 1898 og dens magnetiske princip om lagring og afspilning af lyd blev til spolebåndoptageren, som har været af afgørende betydning for avantgardemusikken. Og den kan yderligere ses som en slags forløber for sampleren, der er en helt naturlig del af moderne musik. Vi er vidne til et syndigt rod. En frydefuldt fraktal eksplosion. En verden af virtuelt skabt musik. Genrer er skudt op her og der, i undergrund og mainstream. Mutationer har trukket genrer ind og ud af populærkulturens søgelys. Ny lyd springer ud, skyder knopper, blomstrer, forvrides, vokser sammen med andre over- og undergenrer, og bliver til noget tredje, der springer ud, skyder knopper ... Og så videre. Dub og techno flyder sammen omkring pladeselskabet (og duoen) Basic Channel i Berlin i midten af 1990'erne. Jazzens sofistikerede harmonier smelter sammen med drum'n'bass' hos LTJ Bukem i London og døbes artcore eller intelligent drum'n'bass. Og så fremdeles. Men det er udviklinger af allerede eksisterende grundforme, ikke videremuteringer og deciderede nybrud. Det er vigtigt at holde tungen lige i munden. Og selv hvis man gør det, så vil dette sidste stræk på vej mod endestationen for den transelektroniske ekspres - nutiden - være fuld af korte afstikkere ud ad nylagte spor. Spænd sikkerhedsselen.
Fra soveværelset
Nørderne kommer til deres ret som demografisk hovedbestanddel i en voldsomt innovativ, men ekstremt indadvendt skare af elektroniske musikere - for en stund meget rammende kaldet bedroom scientists . Det er lyden af urimeligt mange timer tilbragt alene på kammeret vendt mod det elektroniske udstyr og computerskærmen. Det er i disse virtuelle kongeriger at nørderne får hævn over den aktuelle virkelighed uden for hoveddøren. Downtempo eller intelligent dance music, IDM, kaldes denne komplekse, svært beskrivelige og i sit væsen avantgardistiske musikretning gerne. Flere udøvere vokser også ud af intelligent technokassen, som de var landet i begyndelsen af 1990'erne, da de udforskede lyttepotentialet i technoen. Det gælder navne som Autechre og Aphex Twin (Richard D. James), der med downtempo siger definitivt farvel til repetitiv rytmik og også gængse harmoniske progressioner og genkendelige klange og melodier. I stedet trænger de langt ud i klanggalakserne eller helt ned i de mikroskopiske lag, hvor lydatomer vrider sig kaotisk, og rytmer er så fintskårne, at de lyder som knitren. Tracksene er ofte i konstant forandring, og når man tror, man kan kategorisere dem, ja, så tager de endnu en håndbremsevending. Med 1990'ernes downtempo-nørder stormes traditionen endnu engang og den trial-and-error-proces , som blev dyrket så smukt af efterkrigstidens elektroakustiske avantgarde har her fundet sine ultimative moderne og gerne digitale udøvere. Aphex Twin er den arketypiske bedroom scientist med sit excentriske image, en nærmest privatsproglig musik og en indædt vilje til at bryde nyt land uden skelen til genrer, trends, god smag eller forventninger. Han har ombrudt og -defineret ambient, trance techno, breakbeat, intelligent techno og senest melankolske stykker for præpareret klaver ... Tyske Mouse On Mars og fra England u-Ziq (Mike Paradinas) og duoerne Plaid og Autechre er andre mestre, der har skubbet grænserne markant for hvad elektronisk musik kan være, og de har inspireret legioner af enere foran computerne den dag i dag. Det kan lyde som svært tilgængelige eksperimenter, men med den rette indstilling er det også dybt eventyrlig musik.
Programmørens visioner
Endnu en titel er i løbet af 1990'erne også kommet på visitkortet hos de mest progressive musikere: Programmør. Ikke kun komponist, musiker, producer og dj, men også betvinger af software. Mens tidligere elektroniske troldmænd som Raymond Scott, King Tubby og Joe Meek selv opfandt udstyr eller modificerede bag lågene på deres maskiner, så roder flere moderne musikere i stedet med softwaren inde bag den grafiske brugerflade. En af de mest markante er tyske Markus Popp alias Oval (oprindelig en trio), der endda forsøger at udvikle sin egen software, som trodser gængse strukturer og repetitive vanemønstre fra anden software, hvilket også kan høres i hans musik, i hans svimlende komplekse, gerne smukt støjende collager med masser af dybdeperspektiv og minimal genkendelighed. Popp har annonceret at han ikke længere vil lave musik, men kun programmere, idet han mener at ophavsret og kunstnerisk udtryk er overvurderede størrelser. Tilbagetrækningen er dog endnu ikke en realitet, men Popp har til gengæld udsendt software såsom Ovalprocess via hvilket brugeren kan få manipuleret et hvilket som helst stykke musik gennem diverse skræddersyede parametre. Oval er også som trio i begyndelsen af 1990'erne pionerer i brugen af den såkaldte glitch - den hakkende lyd en cd laver, når den fejlaflæser. En ny kompositorisk byggesten som fremprovokeres via ridser og maling - og jævnfør hiphoppen, der har taget den håndførte fejlaflæsning af vinylpladen til sig under navnet scratch.
Kings of crossover
Bristol i Sydengland bliver forum for udviklingen af en brobygger mellem klubkultur og rockpublikum. Under påvirkning af byens store jamaicanske indvandrerbefolkning har dj-kollektivet The Wild Bunch taget kraftigt farve fra dubmusikkens ekkoende og tilrøgede klangeksperimenter, men også hiphoppens kreative kannibalisme: Alskens genrer glider under et tilbagelænet groove ind og ud af The Wild Bunchs snart lokalt populære liveoptrædener. Efter opløsningen danner to af medlemmerne - Andrew 'Mushroom' Wovles og Grant 'Daddy G' Marshall - i 1987 Massive Attack sammen med Robert '3D' del Naja, og da de i 1991 udgiver debutalbummet 'Blue Lines' er det en født milepæl. Elegant nedspeedede hiphoprytmer, næsten mumlende raps, stemningsfuld syntharkitektur og en storbyblueset melankoli og afdæmpet vælde, der indkapsler lytteren. Triphop bliver genrenavnet fordi breakbeats og raps lyder som langsomme, hashede, trippede udgaver af hiphop. Det er dog først nogle år senere at triphop bliver allemandseje med en klassisk album-treenighed: Portisheads 'Dummy' (1994), Trickys 'Maxinquaye' (1995) og Massive Attacks andet opus 'Protection' (1995). En anden britisk crossovergenre er anderledes pågående og bastant kropslig. Genren tager navn efter klubaftenen Big Beat Boutique i Brighton, som fra omkring 1994 bestyres af Damian Harris alias Midfield General, som også bestyrer pladeselskabet Skint, der sammen med Wall of Sound er centrale inden for genren big beat. I 1995 sætter Prodigys album 'Music For The Jilted Generation' og Chemical Brothers ditto 'Exit Planet Dust' (dog på andre pladeselskaber) big beat på det populærkulturelle verdenskort. Og da Fatboy Slim året efter albumdebutterer med 'Better Living Through Chemistry' (på Skint) er genren i fuld flor. Opskriften er som så ofte her i 1990'erne at blande og ryste godt, kort sagt at kannibalisere og fordøje i et stort kreativt ædegilde: hiphopinspirerede trommer, massiv bas a la house og funk, en skov af hitte-på-somme samplinger, gerne sangstemmer, nemme hooklines på størrelse med Empire State Building og en eksplosionskraft fra den tunge ende af rocken. Fatboy Slims 'The Rockafeller Skank' er det arketypiske hit. Og big beat-folket bliver også darlings hos den britiske musikpresse, der under drum'n'bass'-stormen har sukket efter en mere letfattelig og umiddelbar elektronisk musik, som man kan drikke øl til.
Etniske luksuscocktails
Verdensmusikken bliver også ædt og fordøjet i de stadig mere eklektiske mix - dog skyllet ned med anderledes dyre drinks. Lidt forhistorie: Tyske Holger Czukay fra krautrockbandet Can samt Rolf Dammers inkorporerer allerede i 1969 en optagelse af en vietnamesisk bådkvindes sang på 'Boat-Woman Song' fra albummet 'Canaxis'. Amerikaneren Jon Hassell spiller hinduistisk raga på synthesizer på 'Vernal Equinox' fra 1977, og introducerer sit fourth world-koncept i 1980 på Brian Eno-samarbejdet 'Fourth World Vol. 1: Possible Musics'. Med Hassells egne ord: 'En sammensmeltet primitiv/futuristisk lyd, der kombinerer karakteristika fra verdens etniske stilarter med avancerede elektroniske teknikker'. Og Eno og David Byrne storsampler fra libanesisk bjergsang, egyptisk pop og muslimsk messen på 'My Life In The Bush of Ghosts' i 1981. Men i 1990'erne opstår en langt mindre kunstnerisk, langt mere kønhedsdyrkende fusion. Af og til kaldet ethnic fusion (en noget ældre genrebetegnelse) har dette modhagefri miks en art startpunkt med det spanske soloprojekt Enigma, der i 1991 ganske vist starter med at koble noget så europæisk som gregoriansk kirkesang med bløde klubgrooves. Ikke desto mindre viser Enigma vejen for blandt andet duoen Deep Forest, der kobler ambient med pygmæsang. Og siden har der været åben jagtsæson inden for en designerspirituel klubmusik i krydsfeltet mellem bløde grooves og spirituelt duftende lunser fra fjerne kulturer, som synes at udfylde en tilstrækkelig, om end lille del af det åndelige vakuum i det vestlige menneske. De labre cocktails er også blevet kaldet 'lounge', ikke mindst takket være franskmanden Claude Challe, som med Les Bains Douches og siden Buddha Bar i Paris har gjort den luksuriøse og velourbløde eklekticisme og globalisme til sit varemærke - både i klubberne og på cd-antologierne af samme navne. Anderledes pågående og politisk er den engelsk-asiatiske tribal techno, der viser sig i Storbritannien med Transglobal Underground, Loop Guru og Banco De Gaia. Her blandes techno med voldsomme stammedansebeats og indisk, arabisk, afrikansk tradition.
Den digitale støj
Støj var en byggesten for efterkrigstidens avantgardister, og i den digitale æra bliver støj selvfølgelig også udforsket: Berlineren Alec Empire antænder således den digitale kradsen med punkens vrede. I bandet Atari Teenage Riot affyrer han fra 1992 et frådende miks af forvrængede guitarsamplinger, buldrende elektronisk bas, tæskende trommeprogrammeringer og vilde råb mod det bestående samfund. Digital hardcore kalder han sit pladeselskab, og det bliver også genrebetegnelsen. Og siden slutningen af 1990'erne har man også kunnet høre en mester som amerikanske Kid 606 (Miguel Depedro) skabe en ligeledes hvidglødende digitalstøj, men inden for rammerne af et anderledes komplekst udtryk. Og japaneren Merzbow (Masami Akita) har siden slutningen af 1980'erne skabt uigennemtrængelige langstrakte tæpper af støj. Omkring årtusindskiftet kommer laptoppen i centrum i hans virke.
Champagne & breakbeats
Anderledes pæne klubbeats viser sig i London. Omkring 1992-93 begynder dj's på søndagsklubber at spille opspeedede udgaver af den amerikanske garage - en New York-houseafart med soulfuld sang - og får også ragga-mc'ere til at rappe eller souldivaer til at synge hen over vinylstrømmene. Tuff Jam, Dreem Teem, Artful Dodger. Flere af dj'sene er tidligere drum'n'bass-musikere, og omkring 1996 er der vokset et dynamisk og elegant blend af garage, hiphop og drum'n'bass frem - døbt speed garage. Lethed, lir og flirt er tilbage på klubscenen, og i 1998 muterer genren og bliver til 2-step, som stort set betjener sig af r&b-grooves spillet ved house-hastighed. Men 2-step dufter alligevel umiskendeligt nyt, og legen med breakbeats er legesygt elastisk og charmerende. Champagne, kokain og dyrt designertøj (eller kopier af samme) er stilen på klubber, der igen dyrker det flashy med en bevægelse tilbage igen fra housemusikkens dress to sweat til dress to impress fra diskoæraen. Under ét kaldes speed garage og 2-step i dag gerne uk garage. Med Shanks & Bigfoots 'Sweet Like Chocolate' og siden Artful Dodgers 'Re-rewind (The Crowd Say Bo Selecta)' får scenen sine første storsælgere og vokalisten på sidstnævnte bliver den første uk garagestjerne. Han hedder Craig David. Fra 2000 præsenterer teenageren Mike Skinner, en mere hiphoppet, dubbet og tekstligt substantiel mutering under navnet The Streets. Og året efter viser en anden teenager, Dizzee Rascal (Dylan Mills), at uk garage stadig har masser af udviklingspotentiale med et radbrækket og ramsaltet ægteskab mellem socialrealistisk hiphop og uk garage. Grime - engelsk for snavs - kaldes den ny hybrid snart.
Spillemaskiner og feminister
Og dermed er vi nået til nutiden, hvor den lydluksus som kendetegner tidens populærmusik undergraves fra forskelligt hold. Nede i de underste subkulturer finder man 8 bit- eller game boy-musikken, musik komponeret fortrinsvis på de håndholdte spillekonsoller fra 1990'erne. I dem stopper man i stedet for et cartridge med et spil musikprogrammet Little Sound DJ, og så kan man komponere musik på sin gamle Game Boy (ikke noget med Game Boy Advance her). 8 bit refererer til lydkvaliteten, som er langt underlegen den lyd, vi er vant til fra elektronisk grej. Ligesom technopionererne i Detroit har game boy-musikerne altså taget en forældet teknologi til sig for at udfordre sig selv og ikke mindst de gældende normer. Angrebet på højteknologi, kompleksitet og pænhed finder man også på electroclashscenen, som de sidste par år har stukket hovedet op i mainstream med Fischerspooner, Peaches og Goldfrapp. Genren fik sit navn da newyorkeren Larry Tee i oktober 2001 præsenterede nytænkere fra Berlin som Chicks On Speed og Peaches i Williamsburg, Brooklyn under Electroclash Festival. For så vidt et meget passende navn: Udøverne laver nemlig enkle, stivbenet funky numre med tydelig gæld til den oprindelige electro født i New York i 1982. Clashdelen af ordet er til gengæld, hvad der gør genren interessant i det 21. århundrede, nemlig med den klippelystne sammenblanding af umiddelbart umage elementer fra rockmusik, moderne electronica og sexfikserede housevarianter. Det er enkelt vitale, sexede vitaminindsprøjtninger, der dyrker en in-your-face-ekspressionisme, en grovkornet gør det selv-æstetik. Ikke ulig punk. En uvant stor andel af electroclashmusikerne er i øvrigt kvinder, hvoraf mange bruger musikken som (køns)politisk platform.
Outro Demokratiseringen af musik er ved at være total i den vestlige verden. Der kræves ingen nævneværdig indkomst, ingen uddannelse eller noget kreativt miljø - selv om det selvfølgelig hjælper - og det næste musikalske nybrud kunne måske komme fra en fransk bjergbonde i stedet for fra en storbyindianer. En hær af uafhængige pladeselskaber er skudt op og formidler når de er bedst hver deres attitude eller retning, og samtidig har internettet accelereret musikkens spredning og gjort sit til at demokratisere en strengt hierarkisk musikdistribution med de fem multinationale musikgiganter som nidkære vogtere af markedsandele. Dem har mp3-filen ædt sig voldsomt ind på og undervejs skabt et helt uregerligt udbud af musik. Ophavsretten har ikke haft det nemt i peer to peer-filudvekslingsnetværk som Napster og siden Kazaa, og det er også i netværk som disse at en ny, ophavsretsstridig genre eller strategi har vist sig: Mash-up, hvor man lægger minimum to (typisk ulovligt downloadede) numre oven i hinanden. Ikke alle numre behøver være med hele vejen, men alle bevarer de deres særpræg og genkendelighed i lagkagekonstruktionerne. Når mash-ups er bedst, så vækker numrene genkendelsens glæde og dufter alligevel nyt, når de er værst, lyder det som teknisk uheld i teenageværelset. Formlen repræsenterer den samplermentalitet og mixologi som er blevet en helt naturlig del af den moderne musikalitet, helt ned på amatørplan - og så er det den første genre, der er blevet født over internettet. Sampleren og computeren har gjorde den postmoderne musikalitet til tidens toneklang. »Will pop eat itself?«, spurgte kritikeren Jeremy J. Beadle med titlen på sin bog fra 1993. »Ja«, har musikken for længst svaret. Ikke uhørte klange, men uhørte sammenhænge synes at være musikkens fremtid. Medmindre noget nyt og lige så uforudset og fremmed som elektricitet dukker op ... Uanset hvad ruller historien i hvert fald videre ad banelegemer endnu ikke lagt. Vi har smidt returbilletten væk.
Kilder:
Phil Johnson: 'Straight Outa Bristol' (Hodder & Stoughton 1996)
Simon Reynolds: 'Energy Flash' (Picador 1998)
Peter Shapiro (red.): 'Modulations' (Caipirinha 2000)
Rob Young (red.): 'Undercurrents' (Continuum 2002)
Artikler i The Wire og The Face.