Lille, spinkel og genert sad hun krummet sammen i et hjørne på sofaen i en hotelsuite i Berlin. Kun 19 år gammel. Man fik medlidenhed med hende. Hun skulle over for verdenspressen forsvare, at hun trods åbenlys mangel på skuespillertalent havde fået rollen som Michael Corleones datter i faren Francis Ford Coppolas afslutning på gangstersagaen 'Godfather III'. Og selv med mobilisering af al mulig bagklogskab kunne ingen dengang forudsige, at denne mislykkede skuespiller ved navn Sofia Coppola en dag skulle kunne forvandle sig til en yderst begavet filminstruktør. Men det er ikke desto mindre tilfældet. Efter det mildt sagt ikke særligt heldige skuespillereventyr viste hun sig - bortset fra et par småroller bl.a. i 'Star Wars 1' - ikke foran kameraet og debuterede i 2000 i stedet som filminstruktør og manuskriptforfatter med ungdomsfilmen 'The Virgin Suicides'. Hvilket med et brag bragte hende et godt stykke ud af farmands tunge skygge. Filmen blev rost for at være et følsomt og gribende portræt af de svære teenageår på kanten til at blive voksen. Og nu fire år senere må hun siges at være trådt helt ud af fars skygge. Hun har både skrevet og instrueret komediedramaet 'Lost in Translation' med Bill Murray og Scarlett Johansson i hovedrollerne som to ensomme sjæle, der trods stor aldersforskel finder sammen under et besøg i storbyen Tokyo. Anmelderne er begejstrede og mener, at hun har markeret sig som en af de helt store amerikanske instruktørtalenter. Der er altså foretaget noget af et kvantespring fra situationen i Berlin og den lidt pinlige stemning i hotelsuiten. Jeg kan huske, at jeg forsigtigt spurgte hende, om hun skulle tilbage til USA og gå på skuespillerskole. Hun svarede på en måde, der ganske fint indrammer de problemer, hun givet har haft med at være vokset op som datter af en instruktørlegende som Francis Ford Coppola. Hun ville nemlig ikke på skuespillerskole, men følte, at hun kunne lære meget mere hjemme omkring middagsbordet. På den anden side ville hun også gerne lave noget, der var helt løsrevet fra faren. Fars pige Stilmæssigt må det siges at være lykkedes for hende. Den drømmende, stemningsmættede stil og en behændig balance mellem humoren og det hjertegribende ligger langt fra farens mere hårdtslående, direkte og mørke fortællinger. Men på andre områder er hun stadig 'fars pige'. Francis Ford Coppola har været executive producer på begge hendes spillefilm. Der er i det hele taget et stærkt sammenhold i Coppola-familien. Sofias seks år ældre bror, Roman Coppola, har ageret second unit-instruktør i begge hendes film. De to er så at sige vokset op i filmmiljøet. De var med under optagelserne til alle farens film og sugede lærdom til sig. Sofia Coppola lægger da heller ikke skjul på, at hun som instruktør bruger en masse af de 'tricks', som faren indpodede hende. F.eks. at man ikke som instruktør blot skal sidde og kigge på en monitor, når kameraet ruller, men stille sig ved siden af skuespillerne, så de føler, at instruktøren virkelig arbejder med dem. Ud over småroller i farens film - hun debuterede i 1972 i 'Godfather I' som barnet (i øvrigt drengebarnet), der blev døbt - har hun gået på kunstskole. Efter den katastrofale noget større rolle i 'Godfather III' kastede hun sig over fotografering og hele musikvideoverdenen. Som 24-årig begyndte hun at interessere sig for design og startede et tøjfirma. Men det blev altså filmens verden, der trak igen. Hun erkender, at hun ligesom andre børn af kendte har været oppe imod folks fordomme om, at hun nok bare lukrerer på farens berømmelse, men hun har dog aldrig følt det som et voldsomt problem. »Når man arbejder tæt med folk, så er de hurtigt i stand til at afgøre, om man ved, hvad man taler om«. At gå tabt Emnet for filmen 'Lost in Translation' - ensomheden og et tilfældigt møde med et tilfældigt menneske, der pludselig kan give værdifulde brikker til dit liv - har Sofia Coppola da også selv erfaringer med. »Man kan dele et kort intimt øjeblik med et andet menneske, uden at det bliver til en affære. Og det kan efterlade lige så stærkt et indtryk, som om det var en person, man havde været sammen med i fem år. Selve begrebet 'at gå tabt under oversættelse' betød flere ting for mig. For det første selvfølgelig misforståelserne mellem det amerikanske og det japanske (Sofia Coppola har selv i en længere periode boet i Japan, red.). Men det går også på personernes problemer med at få sagt, hvad de mener til hinanden. De er lidt fortabte og i vildrede, mens de prøver at finde rundt i en by uden gadenavne«. Specifik selvbiografisk og dermed en afspejling af hendes eget parforhold med filminstruktøren Spike Jonze ('Beeing John Malkovich' og 'Adaption') vil hun dog ikke kalde filmen. Hun er ifølge anmelderne en filminstruktør, der ikke blot skaber film med hjerne, men også film med sjæl. Bortset fra en stadig lidt genert fremtræden er der ikke meget tilbage af den Sofia Coppola, jeg mødte for tretten år siden i Berlin.