Det blev rockens gyldne generation fra gennembrudsåret 1994, repræsenteret af Tim Christensen og gruppen Kashmir, samt poppens unge, kvindelige stjerneskud i skikkelse af Julie Bertelsen og Tina Dickow, som blev de store triumfatorer ved pladebranchens prisfest Danish Music Awards lørdag aften i København. Ingenting til Tue West Taberne, der var nomineret i talrige kategorier, men ikke fik nogen priser, var de to bands med international opmærksomhed Mew og Raveonettes samt talentfulde Tue West. I 1994 strøg Tim Christensen med sin trio Dizzy Mizz Lizzy til tops i Danmark som det måske største naturtalent, dansk rock har set. 10 år senere står den skæggede guitarist, sanger og sangskriver som en modnet og erfaren herre med stort potentiale internationalt. To store priser til Tim Christensen Det honorerede de, der har stemt via SMS, med at give Christensen de to vægtige priser som manden bag årets album med 'Honeyburst' og som årets sanger. Ved siden af det kan Tim Christensen dele æren som årets producer med sin makker Rune Nissen-Petersen. Outlandish overraskende årets hitmagere Overraskende nok blev Kong Christensens 'Right Next To The Right One' ikke årets hit trods den mildt sagt massive eksponering i 'Nikolaj og Julie'. Prisen gik til 'Aicha' med Outlandish. En større overraskelse var det, at Tim Christensen ikke kan titulere sig selv som årets danske sangskriver. Dickow årets sangskriver Thi denne markante pris hjemtog den unge blondine Tina Dickow fra Århus, der for en måned siden af Foreningen af Danske Musikkritikere blev udnævnt til årets komponist. Imponerende af århusianeren, som i relativ ubemærkethed i hjemlandet har udgivet to album og er lidt af et navn i inderkredsen i London. Helt anderledes populær i Danmark, er Julia Bertelsen, der blev nummer to i sin runde af Popstars, men siden har opnået enorm succes med albummet 'Home'. Det blev kåret som årets danske popalbum og Julie som årets sangerinde. Kashmir op, Mew på nedtur Et andet af de store navne fra generationsskiftet i 1994 er Kashmir, som endnu engang havde en indbringende aften ved DMA med de ventede priser for årets gruppe og årets rockalbum, 'Zitilites', der som sidegevinst også har årets cover. En oprejsning for Kashmir, som ikke fik nogen af kritikernes Steppeulve, men som til gengæld har et større og mere trofast publikum end konkurrenterne i Mew, der blev lørdagens store tabere. Ligesom Raveonettes under ledelse af endnu en af heltene fra 1994, Sune Wagner. Han kunne endnu engang konstatere, at danskerne ikke har det helt let med den eksperimenterende og endimensionelle stilisme, bandet repræsenterer så sikkert og fornemt, at i hvert fald den internationale presse er imponeret. Populær-uddeling Derfor blev det desværre igen understreget, at DMA er en prisfest, der ligesom den danske pladebranche, sætter det populære, det succesrige og salgbare over det brandbare, farlige, afsøgende og nyskabende. En prisfest, der sætter det poppede og provinsielle over det progressive. På den konto kunne debutanten Tue West, der var nomineret i fire kategorier, også placere sit nederlag. Men både West, Mew og Raveonettes kan trods alt glæde sig over nomineringerne og en fremtid, der tegner lige så lys, som den gjorde for Swan Lee, da gruppen for to år siden var nomineret seks gange uden at vinde noget. Siden er Swan Lee som bekendt slået massivt igennem. Danskerne elsker Robbie Hvad angår de udenlandske priser, demonstrerede danskerne igen den loyale kærlighed til Robbie Williams, hvis ikke just gennemførte 'Escapology' blev årets album, mens Didos 'White Flag' blev årets hit og allerede opløste Evanescence i lighed med USA årets nye navn. Artige overraskelser fra det ungdommelige SMS-publikum, hvis man tager konkurrencen fra henholdsvis 50 Cent og The Black Eyed Peas samt Beyoncé i betragtning. Derimod var det nærmest uundgåeligt, at Jokerens 'Alpha Han' måtte blive årets hiphopudgivelse foran blandt andre L.O.C. Ung og fremadskuende DMA Både publikummet med SMS-afstemningen og de specialjuryer, som afgør de mere specifikke priser ved DMA, valgte at se fremad ved den mest ungdommelige prisfest nogensinde i pladebranchen. Og at vinderne stort set alle har kunstneriske kvaliteter i rigt mål, er der ingen grund til at drage tvivl om. Derfor var denne version af Danish Music Awards i hvert fald fremadskuende. Hvilket alt andet lige er en markant fornyelse for både arrangementet og dets bagmænd i pladebranchen.