De fleste kan huske fornemmelsen. Uanset om de havde betalt deres licens eller ej. Når pejlevognen var i nærheden, føltes det, som om samfundet var kørt ud i sin Volvo for at måle, om han syntes, man var et skidt menneske. Og det var han sådan set også. Pejlevognen har i tidens løb lagt mange villaveje øde og fået folk til at slukke både fjernsyn og lamper i hele huset. Bortset fra i de hjem, hvor man stædigt fastholdt, at det var fup og fidus, når vognen kom kørende med sin antenne på taget. Brev til 300.000 husstande I dag er pejlevognen aflivet, og Danmarks Radio har taget andre metoder i brug. I februar modtog alle 300.000 husstande, der ikke er tilmeldt farve-tv-licens, et brev i en tone, som er faldet flere for brystet. Brevet fortæller, hvem sortseerne egentlig er. Det siger også, at det er ulovligt at være sortseer, og at man får bøder, hvis man bliver opdaget af en licensinspektør. Han opsøger folk i deres hjem, men har ingen ret til at komme ind og kontrollere, om der står et fjernsyn i stuen. »Via forskellige undersøgelser fik vi bekræftet, at der stadig er en del danskere, som ikke betaler licens. Vi erkendte, at vi ikke havde været konsekvente nok over for sortseerne. Derfor er den måde, vi nu har kontaktet - skal vi kalde dem potentielle nye kunder - på mere konsekvent«, forklarer kontorchef i DR Licens Marianne Mølsted-Møller. Danskere føler sig forulempet Selv om nogle danskere føler sig forulempet - først og fremmest dem, som ikke har tv - har kampagnen allerede haft en effekt. Efter fem dage havde 27.000 danskere tilmeldt sig licens. »Jeg har talt en del i telefon med folk, som er sure, fordi de rent faktisk har orden i tingene. Vi beskriver meget grundigt, hvad en sortseer er, og hvis man ikke er det, behøver man ikke at føle sig truffet. Men ifølge Socialforskningsinstituttet findes der altså en radio eller et farve-tv i 99 procent af alle danske husstande«, siger Marianne Mølsted-Møller. Det var netop en af grundene til, at pejlevognen blev afskaffet omkring 1990. Når nu stort set alle danskere havde fået fjernsyn, behøvede licensinspektørerne ikke at trave rundt på Spurvevej og pejle sig frem til, hvor der var et tændt fjernsyn. For det var der overalt. Ikke det rene fup Da DR's ti pejlevogne afgik ved døden, tog skeptikerne det endnu en gang som udtryk for, at vognene med deres store skilte med 'Pejlevogn' og antenne på taget bare var et fupnummer og hovedingrediensen i en effektiv skræmmekampagne. Men DR's arrangementschef Knud Ørsted, der fra 1969 til 1987 var leder af DR's licenskampagner, forsikrer, at pejlevognene rent faktisk kunne måle sig frem til snyderne. »I slutningen af 1960'erne var jeg på besøg hos BBC, der havde nogle såkaldte 'detector vans', som fandt frem til sortseerne. Dem lod vi os inspirere af, og så opfandt vi ved siden af et mobilt udstyr, som licensinspektørerne kunne tage om livet og pejle med i for eksempel en opgang«, fortæller Knud Ørsted, der erkender, at alene ordet 'pejlevogn' kunne få folk til at betale licens. Fup-pejlevogne Blandt andet blev en række taxaer udstyret med et reklameskilt, hvorpå der stod 'pejlevogn', uden at bilen havde noget som helst udstyr, der kunne finde tændte fjernsynsapparater. »Det var jo også det, som var det sjove. Folk begyndte at betale licens, bare de havde set pejlevognen. Men det sjoveste var, at når man bankede på hos sortseerne, og de åbnede døren, sagde de: »Øjeblik, jeg skal lige skrue ned for mit fjernsyn, jeg kan ikke høre, hvad De siger«. Og så gav det jo lidt sig selv«, siger Knud Ørsted, der selv kørte rundt i en pejlevogn med en oversigt over alle de adresser, som ikke var tilmeldt licens. Selve pejlemetoden var ganske enkel. I hvert fald når man spørger ingeniør i DR Jørn Tuxen. »I ethvert tv-apparat sidder der en lille svingningskreds, som udsender radiobølger, der bruges internt i fjernsynet. Men en lille del af disse radiobølger slipper ud gennem antennen og fjernsynskassen, og hvis man ved, hvilken frekvens denne svingningskreds har - den er i øvrigt den samme for alle fjernsyn - så kan man med noget, der hedder en 'spectrum analyzer', og en retningsantenne finde ud af, om der er et tv-apparat i gang i nærheden. På den måde kan man pejle sig frem«, forklarer Jørn Tuxen. Mens DR lod sine hvide pejle-Volvoer gennemtrævle villakvartererne, sendte man samtidig breve rundt til sortseerne. I begyndelsen af 1970'erne blev både befolkningen og Radiorådet gevaldigt ophidset over kampagnen 'Brevet'. Licensbetalende danskere modtog et grønt takkebrev og formodede sortseere et rødt brev. Det virkede. Kampagnen kostede fire millioner kroner og fik danskerne til i alt at betale 52 millioner flere licenskroner om året. Ulovlige piratkort I dag er DR ikke længere alene om at afsløre sortseere. Også TDC, Canal Digital og Viasat, der står bag TV3-kanalerne og Viasat Sport, er på jagt. Sammen har de etableret Scandinavian Tv Organisations against Piracy, STOP, der sender inspektører rundt i landet for at afsløre danskere, som køber ulovlige piratkort i stedet for at betale abonnement. I tv-kampagner får STOP det til at fremstå, som om den har en satellit, der fra rummet kan afsløre piraterne. Men det er ikke tilfældet, da sådanne Big Brother-metoder er ulovlige. Til gengæld kører Viasat rundt med en varevogn, hvorpå der står STOP og er monteret en stor antenne. Umiddelbart ligner den en pejlevogn, selv om det er noget svært at forestille sig, hvordan den kan pejle sig frem til kortpiraterne. STOP's direktør David Würgler har af strategiske årsager ikke noget ønske om at gøre danskerne klogere på det spørgsmål. Som han siger: »Fantasien har jo heldigvis ingen grænser. Vi vil ikke afsløre, hvilke metoder vi bruger, for så risikerer vi bare, at piraterne får nemmere spil«.