Bayern har været i oprør, men nu har freden atter sænket sig over det smukke alpeland. Oprøret skyldtes, at ministerpræsident Edmund Stoiber, den gnier, ville aflive det statslige tilskud til folkedragter. Med et almægtigt pennestrøg ville han på fristatens kulturbudget fjerne de 525.000 euro (3,8 millioner kr.), der årligt tildeles de mange foreninger, hvis formål er at bære den bayerske folkedragt ved festlige lejligheder. Dyrt tøj At være en sand bayrer har sin pris. Skal både far, mor og et barn iklædes etnisk korrekt, løber det hurtigt op i 6.000 euro (44.000 kr.). Det statslige tilskud på 13 procent til munderingen var altså hjertelig velkommen. Stoiber sætter en ære i, at hans fristat er Tysklands duks, her skal ikke gives mere ud, end der kommer ind. Altså satte han sig for at give de offentlige budgetter en rundbarbering. Men her lod hans politiske instinkt ham i stikken. Fra folkedybet rejste sig et brøl af harme. Folkedragtforeningerne truede med, at de ville boykotte den prægtige procession, der indleder Oktoberfesten, nationens største drikkelag. Forlig kom i stand Da blev den stive ministerpræsident lige godt blød i knæene. Et forlig kom i stand. Det offentlige tilskud til hjemstavnsfølelse fjernes ikke helt. Der vil i det nye finansår blive udbetalt 400.000 euro (2,9 mio. kr.) til 'die Trachtler' - men pengene må ikke bruges til dragter. De er reserveret foreningernes ungdomsarbejde. Og slægt skal følge slægters gang. Edmund Stoiber (CSU) og hans Frau Karin forsømmer i øvrigt ingen mulighed for selv at trække i bayersk dragt. Det giver gode billeder i medierne og styrker de kærlighedsbånd, der i normale tider knytter landets fyrste til hans undersåtter. Hen ved 300.000 bayrere skønnes at være medlem af en folkedragtforening. Traditionen var ved at dø Traditionen var faktisk ved at dø ud i slutningen af 1800-tallet, men fik nyt liv takket være læreren Josef Vogel. Over et krus øl eller fem drøftede han og nogle venner i 1883, hvor trist det var, at så få nu gik med de korte læderbukser. På stedet blev det besluttet at stifte en forening, hvis medlemmer forpligtede sig til at bære læderbukser, når vejret var rimeligt. Ideen greb hastigt om sig. På spindesiden betød det, at det traditionelle Dirndl-kostume også fik kultstatus. Det er den dragt, der giver udsigt til balkonen, og som derfor påskønnes af de fleste mænd. »Enhver kan gøre, som han lyster« Paragraf 11 i vedtægterne for den nystiftede forening af 1883 var kort og klar: »Enhver kan gøre, som han lyster, når blot han på det nøjeste følger de øvrige paragraffer«. En af de knap tusind foreninger er »Alt-Miesbach-München«. Her erklærede formanden for nogle år siden, at man ikke behøver at være katolik for at blive medlem: »Hvis bare man tror på vor sag, så er jeg skide ligeglad med, om man er muslim, hindu eller protestant«. Så smukt kan tolerance formuleres. Det øvrige Tyskland kan ikke fremvise en tilsvarende folkedragt. Det skulle da lige være cowboybukser.