Mens jeg sidder på Vesterbro og spørger, går John Herndon rundt i Chicago og svarer. På armen hænger hans første barn, hans nyfødte søn. Hans stemme er dæmpet og blid. 'Min kone er til musikfestival i Austin, Texas. Det er første gang, jeg er alene med ham'. Er det en skræmmende oplevelse?

»Ja. Men man dealer med det. Det største problem er, at han ikke er så glad for at drikke af flaske«. Så du bliver nødt til at brystføde ham?

'Ja ... Jeg er faktisk hermafrodit'. Og så ler vi. I baggrunden knirker sønnen - måske fornøjet, måske mellem- eller mis-ditto. Svært at sige på tusinder af kobberkabelkilometers afstand. John Herndon er 35 år og percussionist i Tortoise. Han talte også med blid stemme sidst, jeg talte med og også mødte ham, på Roskilde Festival 1996. Dengang var Tortoise lige blevet de alternative musikfans' nye kæledægge med deres andet album 'Millions Now Living Will Never Die'. Et forfriskende nuanceret alternativ til sange med vers og omkvæd, til støj, forvrængning og hudløs ekspressionisme. Post-rock blev Tortoises diskrete impressionistiske alternativ kaldt. En term opfundet af musikjournalisten Simon Reynolds i 1994 i et forsøg på at beskrive en række rockbands, der undveg almindelig kategorisering, og det gjorde og gør Tortoise også med deres multimelodiøse, polyrytmiske, kollektivistiske, instrumentale, dubbede, jazzede udtryk. 'It's All Around You', hedder sekstettens femte album, og hvis en titel og et cover er noget parameter for et albums sigte og sjæl, så er Tortoise blevet ganske omverdensforbavsede og også -bekymrede. Coveret er nærmest fotorealistiske malerier af civilisation og natur i et bulder af farver. Et byder på paradisisk natur med byen fjernt i baggrunden. Et rummer en by i ruiner. Et prydes af et rektangulært landskabsbillede placeret ved toppen af et vandfald. »Mere end noget andet syntes vi, at det var smukke billeder«, siger Herndon. »Og at de var sært passende til verdenssituationen. Verden er et super super mærkeligt sted, og der er så mange modstridende lag af sandheder om, hvad der foregår«. Er din oplevelse af verden som et mærkeligt sted taget til i løbet af de seneste tre år siden forrige album?

»Åh ja ... helt overrumplende meget. Hvem ved, hvad der venter forude? Det virker som om, det bliver sværere og sværere at præcisere, hvad der er virkeligt. Og hvem du kan stole på, synes også at være blevet udfordret fundamentalt, ikke mindst i det politiske miljø. Og med The Patriot Act her i USA er det også blevet usikkert, hvem der står for skud næste gang som fjender af staten - og af hvilke grunde. Hvad er vore private rettigheder i disse dage? Hvem siger sandheden? Og hvem gør ikke? Det er svært at sige. Jeg tænker også på fundamentalisterne. Religiøse ekstremister i alle verdenshjørner. I USA er det de kristne. I andre dele af verden er det muslimer, i andre jøder. De truer den moderate tro og åbenhed. De ønsker at realisere en apokalyptisk mytologi«. Så blev den rigtige knap ramt. Herndon har været imødekommende, men har haft svært ved at tale om musikken i Tortoise. Han har vævende forklaret, at musikken hverken er utopisk eller eskapistisk, selv om alle seks medlemmer selvfølgelig forsøger at koncentrere og dedikere sig 100 pct., når de spiller. Men da talen falder på vor fælles globale tilstand strømmer ordene let. For en mand, der netop er blevet far, virker verden om muligt endnu mere faretruende, men hans talestrøm handler også indirekte om Tortoises musikkollektiv. For verdenssituationen og de seks medlemmers liv siver uvægerligt ind i deres musik. »Hvis nogle er vrede, så er det ikke videre svært at høre. Og vice versa. Du kan høre ud fra den måde nogen vælger at frasere noget på, at livet er godt for dem. Det kan være meget delikat, men det kan høres ikke desto mindre. Det store for mig under indspilningerne var selvfølgelig, at jeg skulle være far. Men derudover så er det politiske klima her jo i bedste fald rædselsfuldt, hvilket ganske givet også har spillet en rolle. Og så selvfølgelig alles økonomiske og følelsesmæssige situationer. Det er ligesom ethvert andet forhold, hvor du kommunikerer med folk. At spille musik er som ethvert andet sprog. Du lærer det og kommunikerer ved hjælp af det«. Fra væsenet på Herndons arm kommer så en helt anden form for kommunikation. Men den giver også mening, og udsagnets sandhedsværdi er der ikke tvivl om. 'Aw, shoot', lyder det fra Herndon. Og de globale problemer fortoner sig for en stund.