Et kunstmuseum er ikke bare godt, hvis det er den stolte ejer af en stor samling. For samlingen skal også kunne ses. Hvilket igen kræver plads, ikke bare tilstrækkelig med plads, men helst lidt ekstra, så der også er taget højde for fremtidens gaver og erhvervelser. I Århus har man i årevis kunnet disponere over en betydelig samling dansk og international nutidskunst, og præsentationen af guldalder og klassisk modernisme har heller ikke været så værst endda, som man siger på de kanter. Den har blot været mere eller mindre gemt af vejen på magasin. Tidligere museum var alt for lille Det kræver kubikmeter, hvis et museums obligatoriske særudstillinger ikke skal gribe forstyrrende ind i formidlingen af kunsthistorisk kontinuitet. Og de kubikmeter var der ikke i det gamle kunstmuseum ved Vennelystparken. Hver gang der skulle laves en særudstilling, måtte der ryddes et par sale og afskaffes en epoke. Det kræver nu engang et rummeligt museum, hvis der skal være plads til både Købke og Köpcke, Chresten Dalsgaard og Sven Dalsgaard, Mogens Andersen og Henrik B. Andersen osv., med andre ord til både fortid og nutid, til både det, man altid forventer at finde, og til det ekstraordinære, som nyhedsmedierne elsker at beskæftige sig med. Sådan et kunstmuseum har Århus fået nu, endda i midtbyen, lige ved Musikhuset, så nu er kulturen samlet. Kulturghetto? Overhovedet ikke. Blot en praktisk foranstaltning for dem, der har fritidsinteresser, som hverken giver hængemave eller leverskader. Hvilket naturligvis ikke betyder, at ARoS ikke har kulinariske faciliteter, hvor den trætte museumsgæst kan stille sulten og læske ganen. ARoS har oven i købet to. En café, der ligger lige ved indgangen, og så en fornem restaurant, der breder sig ud på niende etage. Og så er der en stor biografsal, en velassorteret museumsshop, et bibliotek, værksteder og et juniormuseum, for at de mindste museumsgæster ikke skal starte deres liv med at hade museer. Allerøverst krones museet af en tagterrasse, der bare lige venter på de sidste millioner, før stedet kan forvandles til en blanding af skulpturpark og hængende have. Men det er slet ikke det eneste. Eller det afgørende. For museet råder over to store rum, ja, det ene rum er nærmest en hal, som er reserveret skiftende udstillinger. Her på næstnederste niveau åbner 29. maj en stor låneudstilling fra Museum Ludwig i Köln: 'Pop Classics'. Og til oktober bliver det den dansk-islandske installationskunstner, fotograf m.m. Olafur Eliassons tur. Bortset fra enkelte væsentlige installationer på Esbjerg Kunstmuseum bliver det Eliassons første store museumsudstilling i Danmark. Det er på høje tid. Museum for kunsten og de besøgende Et moderne museum skal kunne ændre skikkelse, fra tid til anden. Ikke bare for kunstens skyld, men såmænd også for publikums. Fra museumsdirektør Jens Erik Sørensens side betones det igen og igen, at ARoS er et museum for begge parter: både kunsten og den besøgende. Ændringer er alle overraskelsers moder. Det er derfor, salene på ARoS, ligesom Nordjyllands Kunstmuseum i Aalborg, er bygget omkring faste ydervægge og store mobile skillevægge, hvormed rummene kan ændres, afhængig af skiftende ophængningers skiftende behov. Hvis man skal forestille sig museet som en kronologisk lagkage, så ligger samlingens ældste del - guldalderen - øverst og har ovenlys, mens det nyeste - kunsten efter 1960 - ligger helt nede og har kunstlys. Som fyldet i en sandwich mellem disse to tidshorisonter har vi så den klassiske modernisme, hvor Århus' repræsentation af Poul Gernes, Bjørn Nørgaard, Per Kirkeby, Wiig Hansen og især Richard Mortensen imponerer ved sin bredde. Det, som er så nyt, at det endnu ikke er færdiginstalleret, ligger allernederst, fordelt i ni underjordiske rum. Her spreder uhyggen sig, for dog hurtigt at få selskab af magien i de fortællinger om lys og farve, der fortælles. For her har ARoS samlet nogle af de internationale satsninger, som den ekstraordinære håndsrækning på 40 mio. kr. fra Ny Carlsbergfondet har gjort mulig. Foreløbig er Bill Violas, Tony Ourslers og James Turrells værker installeret. Det er også her, den engelsk-australske billedhugger Ron Muecks enorme dreng, 'Boy', knæler på gulvpladsen ud mod den allé, der meget passende har fået navn efter museet. Muecks 'Boy' er blevet en branding for ARoS, et artistisk vartegn og varemærke. 'Boy' blev vist på den forrige Venedig Biennale og vakte straks international opmærksomhed på grund af sin livagtighed, overraskende størrelse og gennemførte kvalitet i udførelsen. Det er også de kvaliteter, der kendetegner den nye museumsbygning. Det er en bygning, der i kraft af museets rige samlinger har mange overraskelser i ærmet. Ikke alle udstillede arbejder er museets evige ejendom. I stil med Hamburgs nye moderne kunstmuseum, som i øvrigt også har form som en kubus, pynter denne samling sig med enkelte lånte fjer, dvs. deponeringer fra et velrenommeret galleri som Anthony d'Offay i London og fra den amerikanske popkunstner Robert Rauschenberg. Internationale ambitioner Hvis Aarhus Kunstmuseum tidligere var et lokalt museum, der var bevidst om sin nationale betydning, er det nu et museum med klare og velbegrundede internationale ambitioner. Det er også derfor, museets nye pragtkatalog i tre bind også foreligger på engelsk. Det, som umiddelbart kan ligne en håndsrækning til det store udland, kan også vise sig at være til gavn for den lokale kunst. Når udenlandske samlere, kuratorer, kritikere etc. snart gæster Århus og melder sig i receptionen for at høre, hvor de kan finde den japanske fotograf Miwa Yanagi, den tyske maler Helmut Middendorf, danskeren Asger Jorn etc., så vil de under rundgangen måske studse over lokalt kendte outsidere som Teddy Sørensen og Mogens Gissel. Det er en af foræringerne ved at sætte det nye Aarhus Kunstmuseum ind i et mere internationalt kredsløb, at det nationale også kan følge med ud i verden. Trods behovet for skiftende udstillinger lever et kunstmuseum af sine gæsters loyalitet, at de samme mennesker vil komme igen og igen, også selv om mange værker er de samme. De ved, at med kunst er gensynsglæden ikke den ringeste oplevelse. Med bygningen ARoS har den også fået både stilfulde og virkningsfulde rammer. En sejr for dem, der troede på ideen, og en gave til Århus og hele det globale opland.