Jeg var til en bogreception, hvor vi skålede på vores beretninger om fødsler (endnu en gang har jeg kapitaliseret på min kones smerter). Pludselig var det så, at jeg lagde mærke til to af de små piger, der var mødt frem. De havde nye sølvsandaler på. Og det rislede koldt ned ad ryggen på mig. »Vi skal af sted. Hele familien. Senest på lørdag. Snart kommer børnechecken, og så er det for sent. Hallgren-helvedet kalder«, ringede jeg hjem og sagde til min fortryllende hustru. Hvis du nu ikke har børn, så aner du ikke, hvad jeg taler om. Selv var jeg også forbløffet, og jeg nægtede at deltage i sandal-hysteriet de første år. Men den går altså ikke. Kommer man for sent, så kan man ikke 'nøjes' med at vente på sit nummer i to timer i Hallgren, så kommer man til at overnatte. For så er det helt umuligt at finde noget som helst i den rigtige størrelse, og så klamrer Johanna sig til nogle guldsko i størrelse 46 med små pailletter, og så går alt galt. »Det kan da ikke være rigtigt«, sagde jeg vantro til min kone. »Du kan ikke mene, at vi skal stå i kø for at få sko, ligesom i det gamle Sovjet. Du kan ikke mene, at den børnecheck rykker rundt på alle menneskers forbrugsmønster«. Men min kone har - som hun ganske tit har det, hvis man spørger hende selv - ret. Sko og sandaler til børn er overflodssamfundets sidste knappe ressource (altså lige bortset fra rariteter som mådehold og sund fornuft). Vi valser til forbrugsfest med afgiftsfrie lån og rentefrie kreditter, mens børnene går i for små sko. Undskyld, jeg hidsede mig op. Det nytter jo ikke noget. Nu er jeg faktisk også holdt op med at brokke mig. I stedet er det sådan en ting, jeg glæder mig over. Samtidig med vintergækker og krokus kommer katalogerne fra Skoringen, og så skal vi af sted. Jeg vejrer forårsluft og glæder mig til endnu et skønt sandal-år.
Farvel til savle-Christian
Til samme bogreception fik jeg skældud af en af de fødende. Hun sagde, at jeg ikke kan være bekendt at omtale min søn som en lallende, savlende, umælende type. Som sådan en bifigur, der ikke rigtig kan gøre for det. Jeg kiggede dybt i rødvinsglasset, lavede Farum-finten (hvor man bunder, mens man alligevel formår at tale videre), og så forklarede jeg hende, at det jo ligesom var et fortællemæssigt kneb. Sådan lidt Gøg og Gokke-agtigt. Så satte hun det afgørende stød ind: »Det er meget godt alt sammen. En skønne dag kan han jo læse det. Hvad så?«. Det har hun selvfølgelig ret i. Så undskyld Christian. Det kan godt være, at du har savlet en del, men sådan er det jo i den alder. Det skal du have lov til, det er det, man har hagesmækken til. Og kan en hagesmæk ikke klare det, så har vi køkkenruller og engangsklude og snippen fra dugen. Eller et ærme. Bare fordi din far vil være sjov, så skal det i hvert fald ikke gå ud over dig. Det er aldrig børnenes skyld, som Nick siger i filmen 'Rembrandt'. Men det er ikke kun mig, der siger undskyld til Christian. Desværre er han også begyndt at bruge det ord. Kommer jeg til at spørge ham: »Hvad har du lavet?« eller »Hvad har du gang i?«, så spotter han den mindste anklage, så siger han: »Undskyld, far«, i et underkuet tonefald, der går lige i hjertet på mig. Jeg har da ikke lyst til at være en, der underkuer min søn. En, som han er bange for. En, som han ikke tør argumentere med, men som han hellere underkaster sig med det samme. Hvis han ikke snart holder op med at underkaste sig, så har jeg jo kun en udvej. At skrue bissen på.