Vi fascineres af vold. Selv om vi udadtil kan være enige om det forkastelige i at bruge vold, har vi alle en slags vold i os og tiltrækkes af den«. Det mener den svenske filminstruktør Mikael Håfström, der står bag filmatiseringen af den svenske forfatter og journalist Jan Guillous kontroversielle selvbiografiske bog 'Ondskaben'. Og Mikael Håfström ser netop det som en medvirkende årsag til, at ikke blot bogen, men nu også filmen er et tilløbsstykke. I årtier har bogen været en af de mest læste i den svenske folkeskole med over to millioner læsere. Den nye filmatisering er, før den danske premiere, blevet set af over en million i de øvrige skandinaviske lande. »Jeg tror, at alle efter at have set vores film vil forstå, at vores udgangspunkt ikke er, at vold er et redskab til at løse problemer med, men jeg har på den anden side heller ikke ønsket at lave en pegefingerfilm. Derfor er hovedpersonen ikke blot en helt i klassisk forstand. Han er mere kompleks, han er smittet af vold. Den findes i hans årer, og spørgsmålet er så, om han kan lære at løse konflikter med andet end at slå på kæften. Det er et kompliceret spørgsmål. Lige som vi alle kan sige, at vi er imod krig, så kan vi alle tage afstand fra vold, men som fænomen i verden og i historien er vold et faktum, og det er et problem, vi hele tiden må bearbejde. Med denne film må den enkelte tilskuer selv tage stilling«, siger Mikael Håfström. To slags vold Det er Jan Guillous egen chokerende voldsprægede barndom og ungdom, der fortælles om i bogen og nu i filmen. Han voksede op med daglige afstraffelser fra en sadistisk stedfar, og mareridtet fortsatte på en kostskole, hvor pædagogikken bestod i fysisk og psykisk vold. I forbindelse med filmens svenske premiere lod Jan Guillou forstå, at filmen efter hans mening er blevet for pæn. Volden er neddæmpet, og hovedpersonen fremstilles som lidt for meget en helt. Jan Guillou har dog ikke lagt afstand til filmen og sagde f.eks. forleden til Politiken, at den trods alt er tro mod kernen i hans beretning. »Der er tale om en filmatisering af en selvbiografisk bog, så det er en følsom sag«, siger Mikael Håfström. For mig har det været vigtigt, at Jan ikke følte, at vi voldtog hans tekst. Han læste manuskriptet, vi diskuterede nogle detaljer, men i det store og hele var han positiv og gav udtryk for, at vi trods en hel del ændringer og forkortelser loyalt havde overført bogens sjæl til filmen. Det er da rigtigt, at f.eks. volden fremtræder betydelig voldsommere i bogen i forhold til filmen, men film er et meget anderledes medie. Ting, som skrives i en bog, kan blive næsten ubærlige, hvis de forstørres op på det store filmlærred. Nok har vi ønsket, at slagsmålene i filmen skulle være troværdige og afskyelige, men de skulle afvikles mere kort og kontant og hele tiden have en berettigelse i forhold til handlingen«, siger Mikael Håfström, der desuden understreger, at vold ikke blot indebærer fysisk vold. »Jeg kan fra denne film opregne en række scener, der efter min mening er betydelig mere voldelige, selv om der ikke indgår fysisk vold. Det kan være en stemning omkring spisebordet i Erik Pontis hjem eller scener fra kostskolen, som drives som et totalitært, fascistisk samfund, hvor man systematisk nedbryder alle tendenser til individualisme. Som instruktør er det også meget tilfredsstillende, når en dialogscene lykkes. Slagsmålsscenerne er jo på forhånd koreograferede ud i mindste detalje, mens alt både i positiv og negativ retning kan ske i de mere intime scener«. Jan Guillous alter ego Mens Mikael Håfström kunne konsultere Jan Guillou, havde 22-årige Andreas Wilson, der spiller Jan Guillous alter ego i filmen, Erik Ponti, ikke denne mulighed. Og ønskede den heller ikke selv. »Jeg blev inspireret af at læse bogen og manuskriptet og følte ikke, at jeg havde haft større gavn af at møde Jan Guillou, som han fremstår i dag. Jeg spiller ham jo som 15-årig. Men jeg hilste da på ham, da han kom på besøg under den sidste indspilningsdag«, siger Andreas Wilson, der godt kunne relatere til filmens skildring af mobning i skolegården og til hovedpersonens blandede følelser for og holdning til vold. »Da vi indspillede disse frygtelige slagsmålsscener oplevede jeg, at volden både var fascinerende og afskrækkende. Det er nok noget primalt, noget indbygget i mennesket«, siger Andreas Wilson, der med rollen som Erik Ponti debuterer på film. Han er teateruddannet og har et par gange optrådt på Dramaten i Stockholm. Instruktøren Mikael Håfström er mere garvet. Han har skrevet manuskripter til flere tv-serier, bl.a. 'Stormagasinet', da han i 1995 debuterede som spillefilminstruktør med thrilleren 'Vendetta', der også bygger på et bogforlæg af Jan Guillou, nemlig Hamiltonfiguren. Senere har Mikael Håfström stået for det prisbelønnede hverdagsdrama 'Leva livet' og var medforfatter til filmsuccesen 'Kopps'. Hans næste projekt bliver en gyserfilm med den i Danmark for nogen velkendte titel 'Strandvaskeren'. Det var en dansk tv-serie af Leif Panduro og Bent Christensen i 1970'erne. Den svenske film handler om mordet på kostskoleelever og den legende, der opstår omkring den brutale begivenhed.