Kom nu her, Johanna, nej, jeg mener Christian, og få støvlerne på«. »Du sa'e forkert!«, skriger den lille snotnæse triumferende. Det er virkelig stinkende irriterende. Især når vi har travlt (læs: Når forældrene har travlt. Børn har aldrig travlt. Medmindre de er ved at komme for sent hjem til Disneysjov om fredagen). Anyhow, når der skal ske noget som helst i familien, så er det jo, man bliver lidt stresset og får byttet om på et ord eller to. Og så bræger ynglet i kor: »Du sa'e forkert!«. Den anden variation er: »Du afbryder!«. Og det er altså virkelig sært, for måske afbryder vi voksne ofte børn. Jeg bliver helt paf, hver gang de siger det. Måske er det rigtigt, at vi tit er optaget af at skulle videre (der er jo altid en børnehave, et tog eller en færge vi skal nå). Og så overhører vi måske en eller anden lang beretning om, hvem der har en bey blade snurretop i hvilken farve. Uanset hvad, så er det jo faktisk uhøfligt. Så den tager jeg til mig. Men når jeg så står der og lytter pligtskyldigt til en alenlang fortælling, så er det, jeg bliver ramt af tvivl. Har de bare opdaget, at hvis de siger »du afbryder« med stor nok autoritet, så går den? Indtil nu har jeg ladet tvivlen komme ungerne til gode. Men en skønne dag er jeg klar. Så ved jeg med sikkerhed, at jeg ikke afbrød. Og når de så råber: »Du afbryder«, så råber jeg endnu højere, og endnu mere triumferende: »Du sa'e forkert!«. Med barnagtighed skal børn holdes i ave. Onde dyr Johanna lå en aften på sin seng iklædt ballettøj og sagde drømmende hen for sig: »Når jeg bliver stor, så vil jeg gerne være en stor danser«. Jeg prøver pædagogisk at spørge, om der var andre ting, hun har lyst til. For at få hende over i noget mere realistisk som for eksempel klinikassistent, ergoterapeut eller laborant. Men hun fremturer: »Så vil jeg også være med i sådan noget MGP (Børnenes Melodi Grandprix) ligesom Anne. Og så vil jeg være med i film og på tv og skuespil«. Jeg prøver endnu en gang at hjælpe min datter til et nyt perspektiv, så hun ikke for evigt skal være på supplerende dagpenge og gå til auditions for at blive studievært hos TV Danmark. Jeg spørger: »Hvad tror du så, at du vil være allerbedst til«. Og så kom der ellers et nyt perspektiv, tak for kaffe. »Jeg er bedst til at skære hovedet af dyr. Men det er kun de onde dyr, jeg dræber. Sådan noget er spejdere gode til«. Det er jo så et interessant koncept, som både hun og lillebroderen Christian er svorne tilhængere af. At man kan dele dyreriget op i de gode og de onde. Og de onde må man gerne nakke eller spise. For de har selv været ude om det. Vi kalder det Bush-doktrinen, ideen om at nogle skabninger bare er født infame. Indrømmet, den gør tilværelsen mere enkel. Til de onde hører ørentvister, myrer og fisk, der er store og har tænder. Gode dyr er kaniner, katte og stort set alt andet, der har hår eller fjer på.
Flink far Ondskab er en absolut størrelse, når man er lille. Som forældre opdager man, at der faktisk bor en ganske gemen type inde i én selv. Når man har gjort alt, hvad der er menneskeligt muligt for sine padder, så er det, at man pludselig ikke kan mere. Og så er det, man i nogle få, frygtelige sekunder bliver umenneskelig. Det børn og Bush kalder ond. Vi havde haft den store fødselsdagsuge med fire sammenkomster (fordi vores børn er født med fire dages - og to års - forskel). Lidt med deres bedste venner, lidt med pigerne fra børnehaven, lidt med familie og lidt med at dele ud i børnehaven. Så er man sgu brugt. Endelig drog græshoppe-horderne af småpiger hærgende videre i kvarteret. Og så var det, at Christian kommer og spørger om sin grønne sodavand, lige efter at jeg har hældt den ud i et forsøg på at rydde op. Pænt går jeg ned i kælderen, henter en ny. Åbner. Finder sugerør i drengefarve og vender mig om for at fortsætte mit liv i bunden af en opvaskemaskine. Og så får Christian lige væltet hele den grønne sodavand ud over bordet, fordi han skal starte en bey blade snurretop. På bordet ligger der tegnekridt, papir og kagesmulder, som nu bliver opløst i sodavand, der fortsætter ned på gulvet. Så siger jeg »Skrub af«. Han kigger bedende op. »Skrub af«, siger jeg igen i helt roligt tonefald. Og havde det rigtigt dårligt. Eneste trøst er, at jeg ved, han giver mig pæne anmeldelser ude på vejen. På Johannas fødselsdag fik hun lov at plante ti flag i forhaven. Snart efter er de væk. For Christian og naboens dreng har flået alle papirflagene af pindene og render nu rundt og fægter med de nøgne hvide plasticpinde. Nabodrengens far siger, at det kunne de da ikke være bekendt. Og så spørger han Christian, om hans far ikke bliver vred? »Nej, min far er flink«. Og når han siger det, må det vel passe.