I en brøkdel af et sekund bliver Dejan Cukics blik iskoldt, mens hans halvt åbne mund smiler videre. I det korte øjeblik er han lige ved at ligne den modbydelige terroristkarakter, han spiller i den svenske instruktør Kjell Sundvals thriller 'Truslen'. Men kun næsten. Kontrasten mellem det brede smil og det hårde blik er ikke psykopatisk nok. Men lidt provokeret er han da. Over at få stukket i snuden, at han jo er kendt som fanatisk Brøndbyfan. »Nej, nej, nej, FCK!«, protesterer han. Højt. Hvorefter han griner lidt og ryster på hovedet med det nydeligt gråsprængte hår. I den Danmarksaktuelle film 'Truslen' forbliver øjnene kolde. Frosten i blikket tør aldrig op. Dejan Cukic er ondskaben selv i den film. Han er i stand til at terrorisere kvinder og børn psykisk så koldblodigt, at rolleindehavere som Maria Bonnevie og Shanti Roney drypsveder af angst. Han har ingen skrupler over at slå ihjel. Og han er så intelligent, at han med succes undslipper de mest ferme sikkerhedseksperter. Fordomsfuld rolle? 'Truslen' er en mainstream actionthriller lavet på kæmpebudget efter svenske forhold. Det er en film, hvor det våbenproducerende Sveriges ægte spidsnæsede kampfly hamrer gennem luften. Hvor snescootere sprøjter i optimal fart gennem hvide, nordsvenske landskaber. Og hvor selv de normalt hemmeligholdte elitesoldater i forsvarets 'Särskilda Skyddsgruppen' er sat ind som statister. Alt sammen i filmens historie for at beskytte forsvarshemmeligheder imod den fæle terrorist Jacec spillet af den 37-årige, serbiskfødte dansker Dejan Cukic. Du spiller en ond serber, der er opvokset i Danmark. For nogle år siden sagde du ellers i et interview, at det ville være kedeligt, hvis du altid skulle spille filmroller, der cementerer fordomme om serbere?

»Men nu har jeg efterhånden fået afstand til det, der er foregået i det tidligere Jugoslavien igennem mange år. Jeg synes egentlig heller ikke, at filmen kommenterer konflikten i Jugoslavien. Desuden - man siger jo heller ikke nej til et filmtilbud fra Los Angeles. Og jeg havde interesse i at sige ja til at arbejde med instruktøren Kjell Sundvall«. Dejan Cukic havde forinden set Kjell Sundvalls film som bl.a. 'Jægerne'. Og han syntes, at Sundvalls film var nogle af de bedste, nyere fra Norden. »Jeg var også optaget af at arbejde uden for Danmark. Danmark er et lille land, hvor alle skuespillere kender hinanden. Når man kender hinanden så godt, er man måske ikke så åben længere som skuespiller. Det var et vigtigt vendepunkt for mig at arbejde sammen med mennesker, jeg overhovedet ikke kendte i forvejen«. Disciplineret instruktør Kjell Sundvall ringede til Dejan Cukic efter at have set ham i tv-serien 'Den Serbiske Dansker'. Da 'Truslen' blev indspillet i det nordligste Sverige, var Cukic netop færdig med rollen som Philip i tv-serien 'Nikolaj og Julie'. Han trængte til at lave noget helt andet og tog til Sverige med store forventninger til instruktøren, som ud over 'Jægerne' også har lavet bl.a. en politisk film om Palmemordet og en kærlighedskomedie. »Ofte specialiserer filminstruktører sig inden for en bestemt genre. Kjell Sundvall har en stor spændvidde og gør det hele godt. Jeg blev bestemt ikke skuffet. Han instruerede med et temperament og en disciplin, det var meget spændende at opleve for mig. Jargonen var en anden, end den er i Danmark. Sundvall var dirigenten, og hans afgørelser var ikke til diskussion«. I forbindelse med 'Den Serbiske Dansker' arbejdede Dejan Cukic sammen med instruktøren Jakob Grønlykke. Det var en helt anden, men lige så god oplevelse som at arbejde under Kjell Sundvalls instruktion. »Jakob Grønlykke er anderledes rolig og intellektuel. Men for mig som skuespiller er det vigtige, at en instruktør kender sit værktøj og stoler 100 procent på det. Så er man tryg og stiller ikke så mange spørgsmål. Det er kompliceret med instruktører, der ikke rigtig ved, hvor de vil hen. Så bliver man usikker«. Hvordan vil du gerne udvikle dig som skuespiller?

»Det fænger mig mest at få muligheden for at udvikle mig til måske en dag at blive en dygtig karakterskuespiller. Det er også derfor, jeg spiller så meget teater, som jeg gør. Jeg laver vanvittig meget teater, for i teaterverdenen typecaster man ikke skuespillere nær så meget, som man gør i filmbranchen. I teatret spiller jeg komedier, dramaer og tragedier. Det hele. Det er meget lærerigt«.