Advarsel! Er man imod tobaksrygning og umådeholdent druk, bør man holde sig fra Cinematekets store Aki Kaurismäki-kavalkade. For i den finske filmskabers univers trækkes vejret permanent gennem cigaretter. Og indtagelsen af øl og vodka sker med Kaurismäkis egen kadence - og den er høj. »Hvorfor tale, når man kan drikke?«, lyder det fra manden, som f.eks. indrømmer, at han enten var konstant beruset eller havde tømmermænd under indspilningen af 'Calamari Union' tilbage i 1985. Er man derimod til en blanding af kulsort humor og stilsikre historier om mennesker på samfundets kant, som lever i en konstant angst for arbejdsløshed, hvis de da ikke allerede er uden job, og søgen efter kærlighed - ja, så kan alle 20 film af den finske mester anbefales på det stærkeste. Lige fra den kun seks minutter korte 'Thru the Wire' og den ni minutters parodi over Sylvester Stallones boksefilm 'Rocky VI', over de fem film med 'verdens dårligste band', Leningrad Cowboys, til proletartrilogien 'Skygger i Paradis', 'Ariel' og 'Pigen fra tændstikfabrikken'. For ikke at glemme deadpan-mesterværker som 'I Hired a Contract Killer', hvor en mand vælger at begå selvmord, efter at han er blevet fyret, men hvor gasværket strejker, netop den dag han vælger at stikke hovedet i bageovnen. Hvorpå han hyrer en lejemorder - problemet er blot, at han gradvis bliver mere og mere glad for livet undervejs. Der er hans helt egen fortolkning af Dostojevskijs 'Forbrydelse og straf', om hvilken Kaurismäki siger: »Hitchcock sagde engang, at han ikke ville røre den bog. Den er for svær. Og jeg fandt ud af, at han havde ret, men da var det for sent«. For ikke at glemme det 20. århundredes sidste stumfilm 'Juha' og 'Manden uden fortid', som blev en verdenssucces med Juryens Grand Prix i Cannes samt en Oscarnominering for bedste udenlandske film i 2002. Helst fri for priser Typisk for Aki Kaurismäki siger filmpriser ham ikke en skid. »Men de er gode for mit filmselskab«, sagde han til undertegnede for et år siden, da han var i Danmark for at modtage den kirkelige filmpris Gabriel for 'Manden uden fortid'. Han ville derimod ikke tage til Los Angeles til det store Oscarshow. »Jeg sendte afbud. Faktisk havde jeg bedt både det finske filminstitut og det amerikanske filmakademi om ikke at blive nomineret, da jeg ikke sætter mine ben i USA mere. Jeg er imod landets fundamentalistiske antirygerpolitik; jeg hader lugten af sololie og brændt flæsk, og så kan jeg slet ikke tolerere USA's krigspolitik«, sagde Aki Kaurismäki. Den 47-årige Kaurismäki både skriver, producerer og instruerer sine film selv. Oftest ud fra et low budget-koncept, som får selv danske dogmefilm til at fremstå med ødsle budgetter. Og han kender det finske samfund dernede, hvor de fleste af hans film udspiller sig. Han har således været både fabriksarbejder, postbud, opvasker og filmkritiker, før han startede som selvlært filmmand. I vinterhalvåret bor han og konen i Portugal, mens han tilbringer foråret og sommeren hjemme i Finland, hvor han ejer tre barer. Til gengæld har han solgt den biograf, han havde i Helsingfors, fordi »publikum er mere interesseret i popcorn end i filmkunst«. Dovne kujoner Om sine to foretrukne emner, angsten for arbejdsløshed og jagten på kærlighed, siger Aki Kaurismäki: »Jeg ved godt, at film om arbejdsløshed ikke sælger mange billetter. Men det er noget, man kender over hele verden, og jeg bliver så vred over, at de fleste ikke tager det alvorligt. Jeg ventede i mange år på, at nogen ville lave en film om det, men der var ingen af de dovne kujoner i branchen, der gad røre ved det. Så måtte jeg. Men det er svært at lave komedier over«. »Med hensyn til kærligheden, så er jeg ikke manden, der skildrer kærligheden lige på og hårdt. Jeg foretrækker at være lidt mere indirekte med det. Som Hitchcock, der lader tog køre ind i tunneler, som Buñuel, der i stedet viser hanekampe, eller Renoir, der lader regnen løbe ud over alle breder. I øvrigt ser folk dumme ud, når de er forelskede. Og de siger mærkelige ting«, mener manden, som selv har været gift i 23 år med den samme kvinde. Og så venter vi ellers utålmodigt på en ny film fra Aki Kaurismäki, som han havde lovet færdig i år. En film, som skulle være afrundingen af hans anden proletartrilogi, hvor 'Drifting Clouds' og 'Manden uden fortid' indgår som de to første. Men efter hvad Politiken erfarer, er Kaurismäki end ikke færdig med manuskriptet til den film. Cinematekets kavalkade er imidlertid en udmærket måde at fordrive ventetiden på.