LØRDAG Jeg står op ved 6-tiden, da rastløsheden indfinder sig. Jeg tænker på mandag, hvor jeg skal informere om den store beslutning. Jeg skriver en plan over, hvordan mandagen skal løbe af stablen. Det bringer ro. 8.30 spiser jeg morgenmad med familien. Ylette med mysli, som jeg selv laver. Jeg kører til Brønshøj Torv, hvor jeg byder velkommen til en grundlovstale med Poul Nyrup. Jeg taler med Nyrup og tænker: »Han skulle bare vide«. Jeg er fysisk til stede, men kun 80 procent mentalt. På vej hjem køber jeg ind i Brugsen, som min kone har bedt mig om. Kl. 14 holder vi medborgerfest på Rådhuset for de borgere, der er blevet københavnske statsborgere sidste år. Så taler jeg med lederen af mit sekretariat, Per Krogh, og min pressemedarbejder, Michael Baden, om, hvordan vi skal tilrettelægge mandagen. Jeg orienterer kun få folk på forhånd, for det er altafgørende for mig, at intet slipper ud, så min timing bliver fulgt. Derfra tager Michael Baden og jeg ud og ser Danmark tabe 2-1 til Kroatien. En møgkamp. Jeg tager hjem for at hygge og spise med familien i Husum klokken 19.30. Bagefter ringer jeg til min datter Anna på 15, der er på efterskole i Jylland. SØNDAG Op ved 7-tiden, løber en lille tur på tre kilometer i mosen og møder en masse hunde. Jeg træder i nogle efterladenskaber og må lade skoen stå udenfor, da jeg kommer hjem. Så spiser jeg ylette, inden jeg sammen med min datter Asta på 6 kører op henter min søn Anders på 7 i Taarbæk, hvor han er på weekend med sit fritidshjem. Så kører min kone, Asta og jeg på planteskole og henter et par blomster til urtepotterne udenfor derhjemme. Min kone beder mig rydde op på mit skrivebord. Det gør jeg meget ukoncentreret og ikke særlig resultatrigt, så det henstår. Spiser et par stykker rugbrød til frokost sammen med min kone. Klokken 15 kører jeg til Christian Haves reception på Luftkastellet. Jeg taler med forskellige mennesker derude og tænker: »I skulle bare vide«. Hjemme ringer jeg til min bror, min far, et par gode venner og mine svigerforældre og siger: »Nu kører toget«. Jeg råder dem til ikke at tale med journalister: »I ved ikke, i hvilken sammenhæng det vil blive brugt«. »Er du nu sikker?«, spørger min far. »Ja, jeg er sikker«, siger jeg. Så siger han noget flot: »Det er en rigtig beslutning, fordi du har truffet den, og du mener det«. Jeg går ind og lægger mig ved halv et-tiden. Normalt har jeg ikke svært ved at falde i søvn, men det har jeg nu. Jeg står op igen og læser en stor artikel med mange ord i Information. Den hjælper mig til at tænke på noget andet. Bagefter har jeg ingen problemer med at sove. MANDAG Op klokken 5. Asta og jeg går tur i haven for at se, hvordan fuglene, sneglene og blomsterne har det. Jeg mødes og drikker morgenkaffe med formanden for Socialdemokratiet i København, Bo Sandberg, og gruppeformand Mona Heiberg. Hun er gift med min bror, så som svigerinde var hun allerede orienteret, men som gruppeformand bliver hun det først dér. Derefter en byge af møder med medarbejderne i mit sekretariat. Der er røde øjne og mascara, der skal rettes til. Der pibler også en enkelt tåre hos mig. Det påvirker mig, at folk bliver overraskede og kede af det. Jeg når ikke at tænke særlig meget. Jeg har kun ét i hovedet: at fastholde planen. Jeg har arbejdet sammen med mange af folkene i mange år, og de spørger mig: Er beslutningen truffet? Jeg siger ja. Min beslutning er ikke et debatoplæg. Klokken 12 tager jeg på Christiansborg og møder Mogens Lykketoft. Min beslutning kommer helt bag på ham. Jeg når ikke at spise frokost. Min sekretær har købt en burger til mig, som jeg får et par bidder af, og der ryger cola light ned i et omfang, som ikke er klogt, men som kunne bruges i en reklame. Klokken 18.45 går jeg til gruppemøde i den socialdemokratiske gruppe og orienterer. Det er en vemodig og hård tur. Næsten hvert medlem af gruppen tager ordet og siger personlige ting. Klokken 21 sender vi en meddelelse ud på Ritzau. Derefter eksploderer telefonerne omkring mig. Selv min hemmelige mobil bliver ringet op; det sker utroligt sjældent. Jeg kører ved 1-tiden. Jeg har lagt mit liv om med mere motion og mindre fedt, så derfor er det ikke blevet til så mange pølser på Rådhuspladsen på det sidste. Men dette er en speciel dag, der bliver rundet af med en frankfurter. Hjemme ved 2-tiden taler jeg med Connie, konstaterer, at skrivebordet ikke har ryddet sig selv op, og ser lidt CNN. Jeg er i seng ved 3-tiden. TIRSDAG Jeg står op klokken 6 og laver et interview med Københavns Radio og Ritzau. Jeg læser aviser, dækningen af mine år og min beslutning er flot og korrekt. Anders er blevet orienteret af Connie om, at »far skal lave noget andet arbejde end være inde i det store hus«. Han har spurgt, om jeg så vil være mere hjemme. Det spørgsmål beder Connie ham gentage for mig ved morgenyoghurten. Det gør Anders og forklarer: »Vi ser dig næsten kun om morgenen«. Klokken 11 kører jeg til offentliggørelse på Det Kongelige Teater af den private fond Oticon-fonden, der har ydet støtte til renoveringen af Kongens Nytorv. Presseopbuddet er enormt. Kurt Strand kommer og overtaler mig til at medvirke i DR's Profilen. Jeg går ud med en hale af journalister bag mig. Folk kommer hen til mig og siger, at jeg ikke kan være det bekendt. Jeg oplever det hele lidt surrealistisk. Tilbage på kontoret forbereder jeg møder og laver telefoninterview. Der ligger 40 ubesvarede henvendelser fra journalister. Jeg tager til den første del af et møde i økonomiudvalget. Jeg er i TV-avisen klokken 18.30 og i Lorry en time senere. Tager til Christianshavn til den årlige middag i Ørestadsselskabet, hvor jeg når forretten og en cola light. Jeg er hjemme ved 22-tiden og taler i telefon hele aftenen. Smører madpakker til børnene og ser CNN. ONSDAG Jeg vågner lidt i fem. Min første tanke er, at jeg skal nå at slukke vækkeuret, inden det ringer og vækker familien. Klokken syv er jeg i morgen-tv hos Ole Steffensen Kører til Østerbro, hvor jeg træner med vægte, løbebånd og cykling i et motionscenter ved 11-tiden. Jeg forsøger ikke at tænke imens. I Borgerrepræsentationen om aftenen giver Klaus Bondam mig 15 store, røde roser på vegne af partierne. Hans tale går lige i maven. Jeg leder mødet, men deltager ikke særlig meget i debatten. Jeg går ud og spiser æggemad og drikker cola light i det lille cafeteria. Jeg skal i Profilen hos Kurt Strand om aftenen og har sommerfugle i maven, for han er en trænet og dygtig interviewer. Jeg er færdig 22.50 og tager tilbage og taler med den socialdemokratiske gruppe. Det bliver til endnu et brud på principperne og to hotdogs den aften. Er hjemme klokken 2.30. TORSDAG Min søn fylder otte. Jeg står op klokken seks og henter rundstykker. Vi synger for ham kvart i syv. Jeg kører i motionscenter og giver bagefter et interview til Østerbro Avis. Jeg er vokset op på Østerbro, og mange mennesker kommer hen til mig og siger, at jeg ikke kan være det bekendt. Jeg forklarer, at jeg har siddet som borgmester i 15 et halvt år og skal videre med mit liv. Interview med B.T. Holder møde med vores personaledirektør. Klokken 17 tager jeg hjem til Anders' fødselsdag. Vi har familiebesøg om aftenen. Jeg læser historie for ungerne klokken halv ni. Connie vækker mig, fordi jeg er faldet i søvn før dem. Vi går i seng klokken 23.15. Jeg vil læse lidt, men Connie vækker mig og fjerner bogen fra mit hoved. FREDAG Jeg står veludhvilet op klokken 6.30. Smører madpakker og spiser morgenmad. Kører Anders i skole og Asta i fritidshjem. Jeg skal i studiet på Københavns Radio, så jeg går en tur på Østerbro. Jeg bliver vildt, vildt rørt over alle de mennesker, der kommer og beklager min beslutning. Jeg tager en time i motionscentret. I bilen til Rådhuset når jeg fem telefonsamtaler. Så har jeg en aftale med Politiken, derefter har jeg et møde om blandt andet Mjølnerparken. Klokken 16 henter jeg Asta. Min kone har haft en hård uge og har en aftale med en veninde hele aftenen. Om aftenen er jeg sammen med mine børn.