Denne artikel drejer sig om ny dansk plade. Musikken kan man betegne som en form for countryrock. Pladens tekster er engelske. Det er en fyr på 34 og en pige på 24, der har lavet den. De har indspillet grundsporene med sang, guitar og andre strengeinstrumenter hjemme i deres soveværelse og resten i et studie med forskellige studiemusikere. Materialet er originalkompositioner. På nogle af numrene har de to fået hjælp af nogle amerikanske sangskrivere. Albummet er deres debut, og den udkommer på et stort plademærke 23. august. Måske udkommer den også i nogle andre lande. I hvert fald i Norge. Det lyder meget almindeligt, men det blev nu et noget mærkeligt interview, jeg fik lavet med Hush, som duoen hedder. Det begyndte nemlig med, at Michael Hartmann spurgte mig, om jeg havde hørt pladen. »Ja, selvfølgelig har det«, svarede jeg med en forurettet, we-are-after-all -professionals-undertone. Men så skete der det meget mærkelige, at han spurgte: »Hvad synes du om den?«. Jeg blev helt paf. Jeg har aldrig været ude for, at en musiker, der skal interviewes, spørger om dét, inden interviewet overhovedet er gået i gang! Det væltede hele den konsensus, rollefordeling og professionalisme, der ellers er omkring interview af denne type. For da jeg rent personligt er inde i en periode, hvor jeg ikke lyver, så svarede jeg: »Jeg synes I er dygtige. Men det er en enormt kedelig plade, I har lavet«. Så var det Mikael Hartmanns tur til at blive paf. Pigen, hun hedder Dorthe Gerlach, så også ret underlig ud i ansigtet. Så sagde Mikael Hartmann: »Det var sgu noget af en grov udmelding«. Og det havde han selvfølgelig ret i. Men jeg gad altså ikke lyve, bare fordi han ikke overholdte spillereglerne. Mærkeligt nok blev det, efter en fem-seks minutter, hvor vi alle tre famlede lidt rundt, et meget behageligt interview. Det synes jeg i hvert fald, og jeg tror også de andre har det sådan. Men man kan jo aldrig vide. Men i hvert fald blev vi siddende på cafeen i halvanden times tid og snakkede om alt muligt: om den amerikanske regering, om konservatismen i countrymusikken, om lejeprisen på øvelokaler i København i forhold til i Jylland, om Nansensgade-kvarteret, om fotografierne på cd-coveret, om at Hush's tekster har en underspillet uhygge i sig, om gotik og Edgar Allen Poe, gyserhistorier, splatter, heavy metal, om USA, om kærlighed. Dorte Gerlach sagde noget meget morsomt og tankevækkende på et tidspunkt: »Kærlighed er jo en herlig dramatisk ting«, men det var så det nærmeste, vi kom et af mine hovedpunkter på blokken: at alle deres tekster handler om parforhold, for det afviste Mikael Hartmann med noget i retning af: »det er helt afhængig af den, der lytter«. Inspireret Mikael Hartmann mener i øvrigt, at grunden til, at jeg synes, deres plade er kedelig, er, at jeg ikke har hørt den grundigt nok. Det kan jeg sådan set ikke afvise, for jeg har kun hørt den tre gange. Han siger, der er flere lag i den, end jeg forstår. Og da jeg ikke har fordybet mig i den, kan jeg ikke afvise det. Jeg tror det ikke, men jeg kan ikke afvise det. Dorte Gerlach begyndte også på et tidspunkt at vende situationen om og spørge ind til dengang, jeg selv spillede i et band, om dengang jeg skrev digte, om en bog jeg har skrevet og hun fik mig også til at fortælle om, hvad jeg skriver på nu, ud over det til avisen. Hen mod slutningen sagde jeg, at jeg godt ville læse et digt op, som jeg havde skrevet, inspireret af deres plade. Jeg læste: »Hver eneste morgen vågner jeg ensom op/ Jeg kan jeg mærke dig, bare ikke din krop/Det er kun en skygge/ En illusion/ Alting minder mig om dig/Alle skinnende farver bærer en skygge af dig/I sig/Jeg var blind, men nu kan jeg se./ Jeg ville gi' hvad det sku' være/For at være der/ Der, hvor du er/Og hvis det kun ka blive til ét minut/ Ville det være absolut/For jeg skal bare bruge et sekund/ Til at sige: at miste dig, vil hele livet gøre ondt.«. Det var så lidt løgn, for det er en oversættelse, jeg havde lavet aftenen før af det første vers og omkvædet i albummets titelnummer, A lifetime. Men den fangede de hurtigt. De fangede også en af de pointer, jeg havde med det lille stunt: »Ja, det er meget sjovt, det virker ligesom mere råt og direkte på dansk«, sagde Mikael Hartmann, da jeg havde læst færdigt. Men min egentlige hensigt, at demonstrere hvor banalt og klichépræget sproget i deres sange er, den fattede de ikke. Og det tror jeg helt ærligt er, fordi de af et rent hjerte ikke synes det. For er der noget, man kan sige om de to fra Hush, så tror de på sig selv. Ja, de tror faktisk så meget på hinanden, at de blev gift i sidste uge. Men det begyndte med, at de kom i band sammen, det er syv år siden nu. Randers rendez-vous Bandet, det hed også Hush, holdt til i Randers, der boede Mikael Hartmann. Han havde spillet musik i mange år, mest heavy metal. Efter et længere ophold på en musikskole i Los Angeles, ville han gerne lave noget andet. Noget mere countryinspireret rock, sådan hen ad Fleetwood Mac, Lynard Skynard - amerikansk 70'errock. På Rådhustorvet i Randers hørte Mikael Hartmanns far en dag en pige, der sang helt specielt. Det var Dorthe Gerlach, der sammen med en veninde optrådte med Tracy Chapmann og Suzanne Vega-sange og andre numre i den stil. Hr. Hartmann ringede så til sin søn. Da Mikael Hartmann kom ned på torvet, blev han også helt vild med den måde, den dengang 17-årige pige fra Sterup i Nordjylland sang på. På trods af den store afstand begyndte de så at spille i band sammen. Og kort fortalt, så følte bandet Hush, for tre år siden, da nummeret If I was kom med på soundtracket til spillefilmen Monas Verden, blev spillet i radioen og var på morgen-tv og det hele, at nu var pladekontrakten lige om hjørnet. Men: det var den så ikke. Bandet gik i opløsning, bortset fra de to, der nu ikke bare var blevet kærester, men som også var flyttet til København for at være tættere på den forjættede musikbranche. Der var da også et selskab, der var meget interesseret i materialet, men alligevel ikke rigtigt, fandt de så ud efter halvandet års tid. De to besluttede sig for at tage til London for at pushe sig selv. De fik ligefrem en manager der ovre, og det var ham, der sendte dem til Nashville for at møde branchefolk, også de sangskrivere der har bidraget til nogle af numrene. Senere kom de til south by soutwetfestivalen i Texas, Sjovt nok var det det der, de fik en dansk pladekontrakt. »Vi fik en sms fra Universal: de ville gerne lave kontrakt med os. Så vi skulle altså lige over London, Nashville for at få en dansk kontrakt«, fortæller Mikael Hartmann med et smil. Ægteparret Hush havde arbejdet så meget med deres materiale og indspillet det så tjekket, at da først kontrakten var i hus, så kunne bas, trommer, strygere og hvad der ellers manglede, lægges ned i løbet af bare fem studiedage. Så det er jo en god historie, den om Hush. Det er en god historie om nogle mennesker, der sætter sig et mål, møder forhindringer undervejs, men opnår det de vil. Mikael Hartmann og Dorte Gerlach ville lave en plade og på mandag udkommer albummet A Lifetime. Nu er det så op til andre at finde ud af, hvad det er, de vil.