Har man en orangefarvet saks fra Fiskars liggende i skuffen, har man foretaget det overhovedet bedste valg inden for sakse, et af de mest gennemtænkte eksempler på et dagligt husholdningsredskab. Om dette velfungerende stykke design med ergonomiske egenskaber, baseret på studier af den menneskelige muskulatur, men også på næbbet af en af naturens flyvere, den sorte saksnæb, har chefdesigneren i den finske virksomhed, Olavi Lindén, engang sagt, at »hvis nogen skulle finde på at sige, at det kunne han eller hun da også have lavet, så er mit design vellykket«. For Lindén skal et produkt altså være formgivet efter så enkle, ærlige og indlysende principper, at det tager sig fuldstændig selvfølgeligt ud. Den berømte, finske saks ville være en oplagt kandidat til den pris, som Politiken og Dansk Design Center nu er gået i samarbejde om at uddele, nemlig 'Danskernes Designpris', men dels har saksen allerede modtaget adskillige priser og vil således ikke savne noget. Desuden har den mere end 30 år på bagen, og da kandidaterne til denne 'folkepris' skal være af noget yngre dato, falder den tilmed for aldersgrænsen. Succes ved et tilfælde Af samme grund kan en anden oplagt kandidat, den lille gule huskeblok med navnet 'post-it', heller ikke deltage. Men den skal nævnes som et strålende eksempel på en type design, der egentlig ikke opfattes som design, men snarere som en genial løsning. Blokken med de små sammenklæbede papirsedler opstod ved en tilfældighed i laboratoriet hos 3M Company i Minnesota, hvor Spencer Silver sad og rodede med forskellige former for klæbemidler. Det var i 1970, og på det tidspunkt havde virksomheden ikke brug for den svage type lim, som Silver fik udviklet ved en fejltagelse. Limen klæbede til papir og andre materialer, men kunne med lethed 'løftes' af igen; den var med andre ord super svag i stedet for super stærk. Fire år efter blev opfindelsen nu alligevel taget frem fra skuffen, da en anden af virksomhedens forskere, endnu en gang ved et tilfælde, fik øje på det, der skulle blive til en revolutionerende opfindelse. Forskeren Art Fry sang i kirkekor og var irriteret over at skulle holde styr på de bogmærker, han havde lagt ind som markører i salmebogen. Mon ikke Silvers svage klæbemiddel på papir kunne finde anvendelse her? Resten af historien er en verdenssucces - i dag findes der næppe et skrivebord uden 'post-it', men det var i de efterfølgende år og gennem et større samarbejde med andre 3M-ansatte, at blokken fandt sin endelige form som et regulært designprodukt, det vil sige som en simpel huskeblok med sammenhængende sider til daglig brug og nu nærmest uundværlig. Problemet is Herhjemme og på nogenlunde samme tidspunkt sad den danske modellør, Erik Vangedal-Nielsen, i et sommerhus i Blokhus og baksede med en isblok. Det var varmt, han havde venner på besøg, og da isbakken i køleskabets fryserum ikke længere kunne efterkomme kravet om kolde forsyninger, frøs han en hel plastpose med vand og knuste den efterfølgende med en hammer - en metode, mange benyttede sig af i en snæver vending. Tilbage fra ferien gav Vangedal-Nielsen sig til at fundere over, hvordan man kunne løse det evindelige isproblem, og da han altid havde været lidt af en opfinder (allerede som knægt satte han sejl på sin sæbekassebil for at få den til at skyde mere fart), snuppede han en loddekoble og et æggebæger og brændte så at sige en række lommer i en plastpose. Den spæde start til en verdenssensation var født. »Det med æggebægeret er grunden til, at isterningerne blev runde i stedet for firkantede«, forklarer opfinderen, som efter adskillige forsøg endte med at få svejset en pose med tre gange seks lommer, et system, han tog patent på. Siden henvendte han sig til Irmas Børge Olsen og dennes næstkommanderende, Mogens Andersen, som straks gav grønt lys for et prøvesalg med 120.000 isposer, fremstillet på en gammel maskine i Vejle. »Posen kom på forsiden af Ekstra Bladet - jeg kan endda huske datoen, 28. marts 1978 - og den blev revet væk. I de næste seks uger solgte Irma alt, hvad den gamle maskine kunne producere, og så var der pludselig penge til indkøb af en ny og bedre maskine, og til at bringe ideen til udlandet, hvor det gik på samme måde«, fortæller Vangedal-Nielsen, hvis omsætning lød på 25 millioner kroner i 1984, seks år efter han var begyndt at svejse posen sammen for første gang hjemme på værkstedet. Siden er den blev forbedret i sit design, og andre ideer som den lange tepose og salatslyngeposen er kommet til. For bare en måned siden dukkede så en videreudvikling af Vangedal-Nielsens plastposekoncepter op, nemlig den splinternye og oppustelige frugtpose. »Man skal ikke slingre, men fortsætte i samme spor, og frugtposen anser jeg selv for en mere betydelig opfindelse end isposen«, siger han og er ikke bleg for at forudskikke en verdensbegivenhed. »Fordi den kan bruges til meget andet end udskåren frugt, som var den direkte anledning til, at jeg fremstillede den - du kan simpelthen anvende den som stødsikker forsendelsesmetode til de mest skrøbelige ting og på den måde blive fri for alt det der fyld, man ellers stopper ned omkring det, der skal transporteres«. Fremtidens supermarked? Endnu et koncept af den slags, der udvider begrebet design til at omfatte mere end regulære brugsgenstande, er den grønne kasse med økologiske herligheder, der bringes lige til døren under overskriften Årstiderne. Ideen er udviklet af kokken Søren Ejlersen og godsejer Thomas Harttung fra et punkt, hvor der stort set kun var tale om et bundt opgravede gulerødder, til noget nær en mission om at genskabe den tætte kontakt mellem avlerne og brugerne. Nogle mener ligefrem, at man med dette koncept står over for fremtidens supermarked - under alle omstændigheder taler vi om en banebrydende løsning. Og hvad med Luftkastellet, fem unge gutters ihærdige forsøg og siden enorme succes med et strandpræget åndehul ud til havneløbet. Nu bliver det ganske vist jævnet med jorden for at give plads til en gruppe meget omdiskuterede højhuse, men den gode nyskabelse levede trods alt et pænt stykke tid til gavn for rigtig mange. Så hvad er en perfekt løsning, en fremragende opfindelse og hermed godt design? Er det også fladskærmen, airbagen, titaniumbrillen, vaskebolden, fleece og microfiber, Øresundsbroen, Compeed-plasteret, MP3-afspilleren, cykelhjelmen, netcafeen, café latte, selveste internettet, hygiejnebindet med vinger, det superhurtige check-in i lufthavnen, dvd'en, digitalkameraet ... Der er hundredvis af ting, store som små, der har sat et afgørende præg på vores hverdag, og som derfor kan gøre sig fortjent til den folkelig pris, Danskernes Designpris.