Siger man svensk ungdomsfilm, er det umuligt at komme uden om Lukas Moodyssons 'Fucking Åmål' fra 1998. Den film satte simpelthen nye standarder for skandinavisk ungdomsfilm på kanten af årtusindskiftet, og det er denne høje standard, som Teresa Fabik skal forsøge at leve op til med sin bittersøde 'Ketchup-effekten'. Om tre pigers - især Sofies (Amanda Renberg) - svære balancegang mellem stadig at være barn og ønsket om at være en sej sild. Men har 'Fucking Åmål' gjort det lettere eller sværere at behandle den slags ungdomsproblemer på film? Vi har ladet spørgsmålet gå videre til Teresa Fabik, som var i København i forbindelse med Copenhagen International Film Festival. »'Fucking Åmål' gjorde noget vigtigt i svensk film. Den viste, at man godt kan lave film uden kendte skuespillere på plakaten, og at man kan beskæftige sig med emner, som ikke bare interesserer den satte middelklasse. Derfor var det jätte bra, at Lukas Moodysson lavede den film«. »Men på den anden side er min film den første siden 'Fucking Åmål', som beskæftiger sig med unge i starten af puberteten. Jeg tror, at adskillige instruktører har frygtet at blive sammenlignet med Lukas Moodysson, hvis de lavede en sådan film, og derfor har de ladet være. Så det er lidt blandet. Men jeg vil sige, at det har været mest godt - Lukas har været med til at bane vejen for andre unge instruktører på så mange planer«, siger Teresa Fabik. Lovløst land Teresa Fabik begyndte at skrive på manuskriptet til 'Ketchup-effekten' for over to år siden. Men præcis hvad er det, der har inspireret hende til filmen? »Inspirationen er helt klart hentet fra virkeligheden. Vi kan jo alle huske den barske omgangsform, som der er mellem unge - måske især piger - i den aldersgruppe. Og det har været vigtigt for mig at skildre det, som jeg kalder teenage-helvedet så præcist som muligt. Pigernes første druktur, deres første erfaringer med seksualiteten og ikke mindst deres skrøbelige, men vigtige venskab«. »Jeg har talt en masse med venner og veninder for at få nogle af deres historier fra dengang, de gik i 7. klasse. Og jeg har brugt nogle af mine egne erfaringer. Men filmen er på ingen måde selvbiografisk. Forhåbentlig er de ting, jeg viser, nogle, som andre kan nikke genkendende til. Et par af scenerne i filmen har jeg oplevet på egen krop. Men du får ikke at vide, hvilke scener det drejer sig om«, siger Teresa Fabik med et lille smil, og tilføjer: »Skolen er et barsk sted, nærmest en krigszone og et lovløst land. Hvis du bliver slået ned på gaden, kan du anmelde det. Ude i samfundet eksisterer der et retsapparat. I skolen, derimod, er du retsløs. Det er den uhyggelige side af det at være ung«. Tab af opmærksomhed I filmen følger vi især Sofie, som bor alene sammen med sin far Krister (Björn Kjellman). Egentlig opfører Krister sig eksemplarisk af en far at være, men alligevel går det galt mellem ham og Sofie. Hvad skal vi forældre gøre for at opføre os rigtigt over for vores teenagebørn? »Jeg har ikke en nøjagtig formel for, hvordan forældre bør opføre sig over for deres børn. I min film var det vigtigt for mig at skildre en far, som er meget nuanceret i sin opførsel. Det, der går galt mellem ham og Sofie, handler om kommunikation. Pludselig oplever Krister, at han i visse situationer står magtesløs over for sin datter. Samtidig bliver han måske en smule jaloux, fordi han pludselig opdager, at han ikke længere har et barn, men en ung kvinde, i huset. Han bliver jaloux, fordi han ikke længere får hendes fulde opmærksomhed«. Uden at røbe slutningen i din film så får Sofie en form for hævn over sine fjender. Hvorfor ville du have en lykkelig slutning på filmen?

»Det ville jeg heller ikke i starten. Jeg havde faktisk skrevet en mere ulykkelig slutning, men der var stærke kræfter omkring filmen, som ville have en lysere slutning. Og når jeg nu ser filmen sammen med publikum, kan jeg godt se, at det er det rigtige. Jeg kan mærke, at det virker som en inspirationskilde for mange. Jeg har også fået mange breve og e-mail fra unge, som takker mig for, at de har fået mod på at stå op imod dem, der forfølger dem i skolen«, siger Teresa Fabik, hvis film siden januar er blevet set af cirka 400.000 i hjemlandet.