Sjældent har man set så mange hæfteplastre på et menneske, der stadigvæk er i stand til at stå op. Det skulle da lige være i en tegnefilm. Men den svenske sangerinde og musiker Stina Nordenstam er næsten så langt fra at være et indslag i looneytunes, som tænkes kan. Spinkel og bleg og nervemættet med store mørke øjne og stædigt seriøs siden hun for 13 år siden debuterede med 'Memories of a color', der øjeblikkeligt etablerede hende som en af Skandinaviens mest særegne stemmer. De mange hæfteplastre er da heller ikke for sjov, viser det sig. Men man griber sig selv i at ånde lettet op, da hun putter en skrå i munden og alvorligt forklarer, at hun er blevet bidt af et dyr i Italien. En myg. Eller måske en loppe på hotelværelset. Selv om loppebid kan klø som bare pokker, kunne der jo have været så mange andre og meget værre forklaringer. 'The World Is Saved' hedder Stina Nordenstams nye udspil. Titlen er ikke ironisk, understreger hun. »Det handler om følelsen af at være sluppet levende igennem noget«, forklarer hun og uden at komme nærmere ind på det, forstår man, at det nok har været noget med en kulkælder og 'The End of a Love Affair'. Men altså ude i lyset igen. En ukarakteristisk optimistisk udmelding fra den diminutive chanteuse. Men helt så enkelt er det næppe. Heller ikke den uvant varme, jazzede lyd har sin rod i et nyt lyst livssyn. Det er den første plade i lang tid, hun har indspillet i hjemlandet Sverige med svenske musikere. Lyden kunne næsten logisk føre tanken videre til også at synge på svensk. Men selve idéen om at lave jazz på svenska er fjern for Stina Nordenstam. »Jeg begyndte i sin tid at spille med jazzmusikere i gymnasiet. Når jeg satte tekst til musikken skulle det være på engelsk. For når jeg skrev på engelsk, havde jeg fornemmelsen af, at jeg opfandt noget. Det var ikke mit naturlige sprog. Det var påhittet, og det var mit eget. Skulle jeg flytte mig, måtte det blive på et andet sprog. Jeg har måske haft sådan en forlænget teenage-tid, hvor man pr. definition revolterer mod det, man kender hjemmefra. Men nu hvor jeg har boet og indspillet i Sverige, føles det for første gang i lang tid som at være hjemme«, fortæller Stina Nordenstam, der har indspillet i USA, mest har opholdt sig i London og såmænd i Danmark, hvor hun i en periode havde en dansk kæreste. Hyret og fyret »Jeg kender faktisk ikke de svenske musikere. Jeg har aldrig været en del af miljøet og går ikke til Grammy-galla. Så det var lidt underligt. Det var næsten som at skulle besætte rollerne i en film«, siger Stina Nordenstam, der er vant til at indspille i USA og få alt, hvad hun pegede på. Hun pegede bl.a. på de respekterede producere Mitchell Froom og Tchad Blake. 'This is Stina Nordenstam' var et visitkort til den store verden. Men pludselig var det slut. »Jeg blev fyret«, siger hun lige ud. Indrømmer hun blev noget paf. Direktøren for det engelske pladeselskab havde selv opsøgt hende i Sverige som erklæret fan. Der blev ikke sparet på noget. Og så altså alligevel ud af vagten efter ét album. Så Stina Nordenstam vendte hjem og tog fat på albummet 'The World Is Saved', der er endt med at udkomme på eget selskab. Ikke mindre end to år efter færdiggørelsen. »Jeg har aldrig en vision på forhånd. Jeg begynder bare at indspille, og først når jeg er færdig, ved jeg, hvad det er, jeg har lavet. Men så kan jeg til gengæld se det meget tydeligt«, siger Stina Nordenstam, og er så tæt på at komme til at smile, som det er menneskeligt muligt uden at gøre det. Med sine spinkle fingre placerer hun en ny skrå oppe bag gummerne. Musik er dødsens alvor. Som livet er det. Kunstnere og psykisk syge balancerer ofte på den samme line. Hvor det er svært at skelne mellem verden og sig selv. Skal man skabe, skal man lade meget verden slippe igennem filteret. Slipper man for meget ind, ryger man af pinden. »Alt hvad jeg har lavet, har i virkeligheden været en slags leg med netop det. Det er noget, jeg har haft med mig igennem livet«. Den positive tone på 'The World Is Saved' bliver stadig slået an på en baggrund af ekstrem hudløshed. »Musik har ikke nogen forløsende betydning for mig. Det løser ingenting. Men bevidstheden om at jeg har musikken at søge tilflugt i, har haft en enorm betydning for mig. Når alt andet har været kaotisk eller uforståeligt, har jeg altid forstået at sidde ned og lytte på lydene. Jeg kan sidde og se tv og intet forstå. Den såkaldt virkelige verden har jeg aldrig fattet. Musik er et sprog, jeg forstår«. Bliver du skræmt af det, der ikke er blevet formgivet? »Musik er min tilflugt i en kaotisk tilværelse. Jeg har nok, lige siden jeg var lille, opfattet tilværelsen som voldsomt formløs. Jeg har ledt efter en mening, men har ikke fundet noget uden for musikken. Men jeg føler mig meget roligere nu end tidligere«, siger hun og ser op med et blik, der synes at svæve vægt- og hjemløst i luften. »Jeg har altid haft det meget svært med familier og andre former for grupper. Jeg står uden for dem og undres. Jeg kan ikke tage dem for givne. Måske derfor er jeg så optaget af de hjemløse. Mennesker som ikke har gruppens tryghed, identitet, sikkerhedsnet«. Hun har ikke selv været hjemløs. Men rodløs og hudløs. Hun identificerer sig mere naturligt med misbrugerne og de syge end med de succesrige og de livsprofessionelle, siger hun ligeud og åbner øjnene med de sorte huller i midten. »the black is just converted light«, som hun synger på 'The Morning Belongs to the Night'. En af de to sange på 'The World Is Saved', der direkte er skrevet til den hjemløse franskmand Jean-Claude. Der i mellemtiden har drukket sig ihjel. Pertentligt placerer Stina Nordenstam resterne af sin skrå i askebægeret.