I begyndelsen skulle 'Inkasso' have været en boksefilm. Instruktør Lasse Spang Olsen havde læst bokseromanen 'Journeyman', og nu ville han have Nikolaj Peyk til at skrive den om til et filmmanuskript. »Men mens vi sidder og snakker, finder jeg ud af, at det, der fascinerer ham ved den her bog, er de samme ting, som gør, at jeg godt kan lide at se film, der foregår i et boksemiljø: Bulede blikskabe og en bokser, der sidder og får smurt vaseline i hovedet, inden han skal ind i ringen. Det var ikke så frygteligt fascinerende, om en eller anden kunne vinde en boksekamp. Så jeg foreslår, at jeg kunne give mit eget bud. Og ret hurtigt bevæger det sig længere og længere væk fra den der boksefilm. Jeg kan jo godt lide kærlighedsfilm«, siger Nikolaj Peyk. 'Inkasso' har premiere i dag. Det er Nikolaj Peyks andet spillefilmsmanuskript efter 'Monas verden' fra 2001. Begge kan kaldes spektakulære kærlighedsfilm, i den forstand at de lader hormonerne knopspringe under de mest usandsynlige af omstændigheder. I 'Inkasso' bliver den fallerede bokser og pengeinddriver Claus (Kim Bodnia) sendt ud af gangsteren Holger (Ole Ernst) for at vende bunden opad på ludomanen Laura (Iben Hjejle). Der er kærlighed i luften fra første styrkeprøve. En stærkt usædvanlig situation. Men det er sådan, manuskriptforfatteren Nikolaj Peyk kan lide det. Manden bag MC Einar Hans hidtil mest anerkendte bidrag til dansk kultur har dog 15 år på bagen: da var han bagmand for dansk raps pionerer MC Einar. Op gennem 1990'erne fik han også stor succes med rapbandet Østkyst Hustlers, og efter at have hørt deres rapodyssé 'Verdens længste rap' om to plattenslagere, der fupper sig vej gennem Danmark, hev Lasse Spang Olsen fat i Peyk. Han ville lave en filmatisering af rapfortællingen, der solgte over 100.000 cd'er. Det blev aldrig til noget. Men så kom boksefilmen på banen. Som altså hurtigt blev til en actionmættet kærlighedsfilm i stedet. Om to mennesker, der har brug for hinanden. »Laura kan ikke have et fornuftigt liv, fordi hun er bundet om benene af den der trang til at spille. Hun har brug for en, der tager fat i hende og siger: 'Hvad fanden er det, du laver?'. I den anden ende har vi Claus, som har den samme kæde om benet på grund af noget lort, han har lavet før i tiden. Han har brug for, at nogen tager fat i ham og tvinger ham til at gøre op med det. Det er derfor, jeg godt kan lide at lave kærlighedsfilm: Når man finder en, som mangler noget, man har for meget af - og det man selv mangler, er det, den anden har for meget af. Når man klasker to mennesker sammen, så det bliver én hel person. Det synes jeg er noget af det smukkeste overhovedet«. Ikke så meget fis Nikolaj Peyk er hverken interesseret i at lave »bittersøde dagligdagskomedier«, »ophøjet kunst« eller »socialrealistisk fis«. Hans fokus er på »alt det, som er godt ved Hollywood«: velfungerende, godt udtænkte film til et stort publikum. Som gerne må fortælle en spektakulær historie: »Det har været sådan herhjemme, at man skal lave film om noget, som vi alle sammen oplever. Og det er jeg ikke enig i. Man hører sgu da ikke efter, når folk fortæller om deres banaliteter og ligegyldigheder. Det er det ekstraordinære, der interesserer mig - også i en kærlighedsfilm. Claus og Laura kan ikke blive fjernere fra hinanden. Det er faktisk fuldstændig utopisk, at de to mennesker skulle kunne ende sammen. Jamen, altså: Hvorfor ikke?! Det er det, der driver mig, når jeg skriver: Jeg tænker: 'Jo, for helvede!'«. Er det også fordi du er fascineret af det ekstraordinære, at Ole Ernst spiller lånehaj i spraglet tøj, der tæller penge i sin natklub midt om dagen, mens bandet på scenen spiller dansktopmusik? »Nu har jeg jo ikke haft noget at gøre med scenografien, men jeg er da i den grad fortaler for, at man spicer hvad som helst op, hvis det begynder at blive røvsygt. Uanset størrelsen eller vigtigheden af det, man kommunikerer ud - det eneste, det ikke må være, det er kedeligt. Så ja, jeg kunne da godt finde på at sætte én ind med fakler og på monocykel i bestyrelseslokalet, hvis det er det, der skal til. Og jeg synes, at man skal gøre det. Ikke for alt i verden, men man har de tricks, man har, og kedeligt må det bare ikke blive. Det må det ikke!«. Der er ganske rigtigt kulør på drengen, når Claus og Laura hutler sig vej gennem filmen. I en scene forsøger de at stable et bluffnummer på benene, der involverer morfin, sushi, sake og en tatovering. Her kan ingen være i tvivl om Nikolaj Peyks fascination af det ekstraordinære. Faktisk kunne sekvensen være taget direkte ud af 'Verdens Længste Rap'. »Det kunne den sagtens. Hele det der med, at de skal fake den, sådan noget interesserer mig! Det er ikke underligt, at der er nogle ting, som jeg godt kan lide, hvor fællesnævnerne går igen. Jeg synes, det er skideskægt, når nogen snyder nogen andre på en sjov måde. Det er helt vildt sjovt, når nogen maler sig ind i et hjørne og er nødt til at gøre nogle drastiske ting for at komme ud igen«.