En overlegen teknik kan udmønte sig i trættende distanceblænderi. Men det sker ikke, når manden med teknikken er Michael Mann. Så nyder man bare at se et ualmindeligt velsmurt maskineri gøre sit arbejde uden mislyde. Den alsidige Mann vender i 'Collateral' tilbage til sit kriminelle udgangspunkt. Mann slog sig igennem som manden bag en lang række afsnit af tv-serien 'Miami Vice' og skabte sig et navn som filminstruktør med de intense krimier 'Thief'(1981) og 'Manhunter' (1986), inden han i 1995 lavede 'Heat', der af mange betragtes som 90'ernes bedste action-krimi. En af de film, der bare bliver ved med at være lækker og spændende uanset, hvad der siden er dukket op af beslægtede film med monsterbudgetter. 'Collateral' handler i høj grad også om en forbrydelse, men den er samtidig en helt anden slags film, forklarer Michael Mann, dagen efter filmen har haft sin første visning på årets filmfestival i Venedig. Det er en historie om to mænd. Max og Vincent. En taxichauffør og en lejemorder. To vidt forskellige mænd, der i løbet af en nat får vendt op og ned på deres meget forskellige liv. En nat i byen Los Angeles, der foruden den tidligere stand-up-komiker Jamie Foxx og Tom Cruise i et nyt rollefag som iskold killer, er filmens tredje store hovedperson. En lang nats rejse mod dag i Englenes By. Holder af natten »Jeg prøver at få stederne til at tale for sig selv. Til at påvirke publikum følelsesmæssigt. Stederne skal indeholde noget. De skal ikke bare være pittoreske. Det var derfor jeg ville filme i Los Angeles. L.A. har så meget at byde på, og det meste af det ligger uopdaget hen«, fortæller Michael Mann, der valgte at skyde i såkaldt High-Definition for at fremstille tingene så skarpe og taktile som muligt. Man skal mærke det sparsomme lys i disse ukendte sidegader skudt midt om natten. »High definition giver mig en mulighed for at skrue op og ned for farverne. Hvis jeg synes den røde himmel er for rød, kan jeg fjerne 12 procent af det røde. Det ændrer ikke så meget på, hvad man ser, men det forandrer måden, man følelsesmæssigt reagerer på de enkelte farver,« siger Michael Mann »Jeg holder af natten. Det er om natten, man skal sætte i scene. Jeg kan gøre tingene mere udtryksfulde om natten. Visuelt er det ikke så travlt som om dagen. Der er ikke så meget, der distraherer. Det bliver nemmere for mig at fokusere på en stemning i indholdet. Natten fjerner simpelthen nogle variable. Alle skyerne er borte. Man kan ikke se bådenes konturer. Fornemmelsen af rum forsvinder. Om dagen føler vi, at vi sidder på overfladen af et eller andet. Om natten er vi midt inde i det. Psykologisk er det derfor noget helt andet, vi opfatter«, forklarer Mann, der altså ikke har valgt at skyde 'Collateral' om natten fordi trafikken er mindre hidsig. Valget handler om valg af tone, af sindstilstand. Af fornemmelsen af at være omringet af noget mørkt og ukontrollabelt, der lige så meget tilhører byen som sjælen«, siger Michael Mann. Mennesket indeni »Jeg er egentlig ikke specielt optaget af hårdkogte figurer. Men jeg er meget interesseret i, hvad der sker, når mennesker bliver placeret i en kritisk situation, hvor alt, hvad de foretager sig, vil være af afgørende betydning for deres liv. Hvor de er i konflikt med udefrakommende kræfter eller er i konflikt med sig selv - eller begge dele på samme tid. Jeg er tiltrukket af krisen som fænomen«, slår Mann fast som en slags fællesnævner for hans afvekslende produktion. »Alt hvad de to mænd har været indtil dette tidspunkt, er i færd med at bryde sammen efterhånden som natten skrider frem«. Den kyniske, handlekraftige lejemorder. Den fodslæbende dagdrømmer af en taxichauffør. De sorte og de hvide katte bliver grå om natten. Rollerne krakelerer. Deres forhistorie trænger sig på, forklarer Michael Mann, der brugte megen tid på at fortælle Tom Cruise den fiktive baggrund for rollen som en mand, der har gjort det til en karriere at aflive mennesker med nogenlunde samme følelsesmæssige engagement som en blikkenslager investerer, når han skal skifte en pakning. Vincent er en moderne dræbermaskine. Højteknologisk og i stand til at udtrykke sig i retorisk forfinede management-filosofiske sentenser. Og i sidste ende primitiv som den brutale morder, han er. En rolle formet af et dyrt jakkesæt og det ler, som udgøres af de sociale statistikkers tunge ende. »Vincent er en kompliceret figur, og der er scener, hvor Tom Cruise skal klare både tre og fire ting på én gang. Hvilket han gør fuldstændig perfekt«, siger Michael Mann fuld af beundring for sin stjerne. Manns metode er den indirekte. Han instruerer ikke sine skuespillere i præcis, hvordan de skal agere. Han fodrer dem. Med baggrundsstof. I månedsvis. Således at det, de reagerer på i en scene, ikke kun er, hvad der sker. Selve interaktionen er kun toppen af isbjerget. Der ligger meget mere bagved. Hvilket måske kan udbredes til en slags forklaring på, hvorfor en spændingsfilm af Michael Mann virker så tilfredsstillende. For den er jo ikke mere kompleks eller spektakulær end så mange andre film. Men har denne fornemmelse af perfektion, der bliver så meget mere end en teknisk glans fordi man fornemmer den grundighed og substans, der også på andre planer ligger bagved. Bad guys er ikke interessante »Jeg bryder mig ikke om at fremstille bad guys på den typiske måde. De er en stereotype, der stammer fra filmens verden. De er to-dimensionelle og flade. Det synes jeg ikke, er interessant. De skal være mennesker. Mennesker har mange dimensioner. Det gælder også Vincent. Han begår onde handlinger og han er helt og aldeles ansvarlig for dem. Men han har også været en eller andens søn. Han har været en eller andens bror. Der er et menneske derinde. Det undskylder ikke noget, men det betyder, at det er der. Når jeg opfinder en figur, så er det helt afgørende, at jeg når frem til at finde mennesket, forkvaklet eller ej, der er indeni«. Uanset om mennesket er en følelsesløs lejemorder eller en taxichauffør uden styr på sit liv.