»ODB's fans praler af hans sindssyge og svinger den stolt foran sig som et flag gennem alle hans fejltagelser, alle de gange, han er blevet dømt til afvænning, alle hans fængselsture. Men stillet over for, hvad dette i virkeligheden betyder, bliver man hurtigt konfronteret med det faktum, at sindslidelser slet ikke er nogen god ting«.

Anmeldelse af Ol' Dirty Bastards koncert i New York 24. oktober 2003. Fra www.popmatters.com. Det var til Grammy-uddelingen i New Yorks Radio Music Hall i 1998, at verden for alvor fik øje på Ol' Dirty Bastard. Sammen med resten af gruppen Wu-Tang Clan var han nomineret til prisen for bedste rapudgivelse, men de måtte se kollegaen Puff Daddy løbe med æren. Kort tid efter var det folksangerinden Shawn Colvins tur til at modtage en pris. Men midt under hendes takketale stormede en sort mand iklædt et kæmpemæssigt, knaldrødt hip hop-outfit op på scenen og indtog pladsen foran mikrofonen. »Tag det roligt«, sagde han. »Tidligere i dag gik jeg ud og købte det her sæt tøj, der kostede mig en masse penge, fordi jeg troede, at Wu-Tang ville vinde. Jeg ved ikke, hvordan I andre ser på sagen, men når det kommer til børnene - Wu-Tang is for the children. Vi underviser børnene. Puffy er god, men Wu-Tang er de bedste. I skal alle sammen vide, at jeg er ODB, og jeg elsker jer alle. Peace«. Så blev Ol' Dirty Bastard ført væk fra scenen. Men 'Wu-Tang is for the children' blev stående som en grotesk signaturtekst på det bizarre optrin. Måske bundede udtalelsen i, at ODB dagen forinden havde set en bilulykke gennem vinduet fra sit pladestudie i Brooklyn. Sammen med en ven spurtede han ud på gaden og fik organiseret en gruppe mennesker til at løfte den forulykkede bil, så en stærkt forbrændt 4-årig pige kunne komme ud. Forrige lørdag døde Ol' Dirty Bastard. Den 13. november, to dage før sin 36 års fødselsdag. Kl. 16.35 om eftermiddagen faldt han om, mens han spillede billard i Wu-Tang Clans pladestudie på Manhattan. Han havde tidligere på dagen klaget over brystsmerter, men intet tydede på, at han skulle blive erklæret død kl. 17.04. Fire dage senere blev han begravet. Flere end 3.000 mennesker dukkede op. Sin egen værste fjende Ingen kender endnu den præcise dødsårsag, men det står klart, at Russell Jones, som han egentlig hed, var sin egen værste fjende. Den del af hans jeg, der havde til opgave at klare sig gennem den profane virkelighed, var skidt rustet til strabadserne. Den skaffede ham et gloriøst image som rapmusikkens skøreste stodder. Men det var ikke bare musik & fis for ODB. Han var vitterligt ikke normal, og mens vi andre morede os over hans nyeste utrolige påfund, brast hans liv sammen om ørerne på ham. Undervejs tildragede han sig mindst 12 børn, et sandt utal af arrestationer, to skudsår, en crackvane, et toårigt fængselsophold - og en alt for tidlig død. ODB var en original af den slags, hvis stemme vækker øjeblikkelig genkendelse: Enten var hans metaforer sjofle på en virkelig særpræget måde: »Be careful with my nuts/ They're fragile like eggs«. Eller også var han ude i en legesyg pludren, der nærmede sig dadaisme: »Shimmy shimmy ya, shimmy yam, shimmy yay/ Gimme the mike so I can take it away!«. Men det var egentlig ikke så meget det, han sagde, som måden, han sagde det på. Den stemme! En hæs, grotteagtig snøvlen, der ofte kammede over i en vrælende skratten, der lød omtrent som en overbelastet affaldskværn. De fleste af de artikler, der i de seneste dage har citeret ODB's tekster i hans minde, har valgt at gengive dem med en helvedes masse ekstra bogstaver til hjælp. Sådan her: »Ooooooh baby, I like it raw/ Oooh baby, I like it raawwwwww!«. Eller sådan: »At the party when I move my body/ Gotta get up, and bbbeeeee sooomebudday!«. Gang på gang forundredes hans lyttere over hans sære sprogbilleder og fascineredes af hans diktion. Begrundelsen for Ol' Dirty Bastards navn kommer på det første album med Wu-Tang Clan: »There ain't no father to his style«. Ganske rigtigt: Ingen havde nogensinde hørt nogen rappe sådan før. Og når han kom væltende ud af mørket på 'Enter The Wu-Tang (36 Chambers)', som debuten fra 1993 retteligen hed, blæste han ikke alene låget af lytteren. Med selvopfundet sprogbrug som »rappenin' is what's happenin'«, skilte han sig også ud som den milevidt underligste personage i det ellers uoverskuelige New York-kollektiv, der i kraft af sin snørklede, labyrintiske lydverden skulle vise sig at blive en af 1990'ernes allervigtigste hip hop-grupper. Fattige kår ODB havde dog ikke opnået mere end en brøkdel af sin berømmelse, hvis ikke hans liv uden for lydstudiet havde været at sammenligne med en islandsk saga af absurditeter. Han voksede op under fattige kår i Brooklyn, New York, og der sad en sær blanding af nøjsomhed og lømmelagtighed i manden. Plus at hans dømmekraft var helt til rotterne, for ikke at sige nærmest surrealistisk: I 1994, kort efter Wu-Tangs sensationelle debut, lod han sig filme af et MTV-hold, mens han, sammen med nogle af sine mange børn, hentede madbilletter på sit lokale bistandskontor - i en limousine. Nogle år senere, i 1998, blev han anholdt, fordi han vadede ud af en forretning iført et par stjålne gummisko til 350 kr. Samme år blev han smidt ud fra et hotel i Berlin for at slentre nøgen rundt på altanen. Han tiltrak også ballade. Han blev skudt i maven i 1994 og i ryggen i 1998. Efter den seneste skudepisode rejste han sig simpelthen fra hospitalssengen samme nat og travede ud i byen. Og under en høring om stofbesiddelse i januar 2000 kaldte han, på kendetegnende syret vis, den kvindelige anklager for en »sæddonor«, før han snuppede sig en lur i retslokalet. På dette tidspunkt var Ol' Dirty Bastard ude, hvor han overhovedet ikke kunne bunde: Anklagerne raslede ned over ham: for manglende betaling af børnepenge, for mordtrusler, ja endda for trafikforseelser. Bortset fra en dom for overfald fra 1993 var ODB's forbrydelser dog langt mere bizarre end egentlig voldelige. Manden havde overhovedet ikke styr på noget og bar tydelige spor af at være stofmisbruger. Det var ikke et råb, men et gjaldende Ol' Dirty Bastard-brøl om hjælp. Efter »sæddonor«-høringen accepterede ODB en dom på et års ophold på en afvænningsklinik. Men med kun to måneder tilbage, i oktober 2000, besluttede han sig til at gennemføre sit livs stunt: Han stak af, netop som Wu-Tang Clan skulle give koncert i anledning af det nye album 'The W'. Først mødtes han hemmeligt med sin fætter, gruppens producer RZA, og indspillede nyt materiale. Og til selve koncerten sneg ODB sig ind på spillestedet og op på scenen, hvor han - til flere hundrede fans' hysteriske begejstring - gav et nummer, før han sivede ud af bygningen igen, forbi et ellers massivt politiopbud. Det gjorde ikke legenden mindre, at han blev anholdt få dage senere på en McDonald's-parkeringsplads i Philadelphia, hvor han var i færd med at skrive autografer til en større menneskemængde. Den kvindelige betjent genkendte ham, fordi hendes søn var fan. Fiaskospiral Efter denne opvisning i overmod og sindssyge røg ODB i spjældet i to år, og kom først ud i 2003. Men det lamslående er, at han, under denne menneskelige fiaskospiral af en kriminel løbebane, formåede at indspille noget af sit bedste materiale. Ikke alene stjal han showet på Wu-Tangs episke og rodede dobbeltalbum 'Wu-Tang Forever' fra 1997, han udgav også sit andet soloalbum, 'Nigga Please' i 1999. Herfra stammer hans største hit hertillands, 'Got Your Money', der kastede de berømte linjer af sig: »I don't have no trouble with you fucking me/ But I have a little problem with you not fucking me«. Hans navn var større end nogensinde, da han blev sendt bag tremmer, og mange ventede spændt på, hvad han ville finde på, når han kom ud. Well, det første, han gjorde, var - fuldt badet i blitzlys - at skrive kontrakt med rapperen Jay-Z's pladeselskab, Roc-a-Fella, få timer efter han var steppet ud i friheden. Hvad enten ODB eller pladeselskabet fik mest ud af den aftale, så kørte toget igen. Og meget tyder på, at ODB slet ikke var parat til at stige på. Han havde lagt sig kraftigt ud i fængslet, hvilket ganske vist var et fint bytte for, at han tilsyneladende havde smidt sit stofmisbrug. Men det virkede også, som om noget havde knækket ham derinde - han var i psykiatrisk evaluering og måtte på et tidspunkt overvåges i døgndrift, fordi man var bange for, at han ville begå selvmord. Han blev desuden overfaldet med et brækket ben som resultat. Da han begyndte at give koncerter igen sidste efterår, rapporterede popmatters.com dybt desillusioneret fra begivenheden: »Når han forsøgte at rappe, fejlede han. Bogstaveligt talt hver eneste linje, han begyndte på, blev fuldendt af nogle af de andre rappere på scenen, fordi ODB simpelthen ikke kunne huske ordene«. Andre koncertanmeldelser vidnede om, at han var ved godt mod, og at der stadig var perspektiver i hans karriere. Men han var ikke længere den gamle Ol' Dirty Bastard, der teede sig som en tosse og som til sin koncert i Den Grå Hal i 1996 forsvandt efter koncerten med 10-15 teenagepiger på slæb. Det var en forvandling, der måske ikke var det allerværste, der kunne ske for hans helbred. Sød og generøs Men så, midt i indspilningerne af nyt materiale, døde han. Til begravelsen sagde RZA fra Wu-Tang Clan i sin tale, at ODB havde fortalt ham, at »jeg er ved at dø«, samtidig med at hans problemer med diverse ordensmagter voksede. RZA havde troet, at ODB var påvirket af stoffer, men han havde senere indset, at hans fætter led. Han anmodede forsamlingen om aldrig at svigte deres familie. Til stede var også ODB's far og mor, William og Cherry Jones. Hans mor sagde: »For offentligheden var han kendt som Ol' Dirty Bastard, men for mig var han kendt som Rusty. Den sødeste og mest generøse sjæl på jorden«. Hans far havde overskud til at smile: »Han var vild. Han fjollede altid rundt og fyrede vittigheder af. Når familien var på besøg, var han klovnen. Alle de andre kunne synge. Dirty kunne ikke synge, så han gjorde i stedet et eller andet, der fik alle til at grine. Han var en god knægt. Vi plejede at tage på fisketur i Far Rockaway i Queens, og det var hans passion. Folk ved ikke, at han elskede at fiske«. Nu er han væk. Og når alt kommer til alt, bag al den uforudsigelige gakken rundt, var han bare en mand, der elskede at fiske, og som helt unødvendigt døde som 36-årig. Ikke nogen normal mand, ganske vist. Han vil blive mindet på hver anden hip hop-plade de næste ti år, fordi han formåede at trække en fornemmelse af drama og humor ind i alt, hvad han rørte ved, oftest uden brug af bølleæstetik. Hans minde vil ikke blive heroisk, som det er tilfældet for ikonerne 2pac og Biggie Smalls, der begge døde en krigerdød for enden af et pistolløb. Hans minde vil blive den tragiske klovn, den uregerlige vildbasse, der aldrig tilnærmelsesvis fik taget kontrollen over sit eget liv. Men hvor forfærdelig trist det end er, er det stadig umuligt at lade være med at smile, når hans stemme flænser luften i trevler med ren, opkørt energi: »Just dance! If you're caught up in the holy ghost trance/ If you stop! I'll put killer ants in your pants!«.