Som han ankommer til dette interview på 21. etage på det smukke St. Regis Hotel i Hollywood, forstår man bedre, at alverdens piger sukker dybt, når talen falder på den irske skuespiller Colin Farrell. Ikke fordi han promenerer en bordeauxfarvet skjorte knappet ned til kølerkarse. Eller på grund af hans knaldsorte hår og de rå skægstubbe. Eller fordi han bærer en halv snes halskæder til skue på det behårede bryst. Hemmeligheden ligger omkring munden - og især i øjnene. Lige netop her sidder den specielle »jeg er skide ligeglad med, hvad I tænker om mig, men jeg behandler jer ordentligt, hvis I behandler mig ordentlig«-Colin Farrell, der lige nu fremstår som Hollywoods hotteste hug. Manden som kan få lige nøjagtigt den rolle, han peger på. Også selv om han skulle konkurrere med Jude Law. Men den 27-årige stjerne opholder sig kun i Hollywood, når han arbejder. Allerede tilbage i januar 1999 karakteriserede han Tinseltown således over for The Irish Times: »Jeg vidste, byen ville være fuld af lort, og at der ville være hajer overalt. Men jeg havde troet, at de skjulte det bedre. Det tog mig kun en dag at finde ud af, at stedet er råddent. De synes, at min ærlighed er morsom, fordi de selv konstant lyver som levevej«. »Om jeg har ændret mit syn på Hollywood?«, gentager han spørgsmålet, da han har fået manøvreret sit glas med rødvin på plads og tændt en Camel med filter. »Jeg bor her ikke. Er det ikke svar nok? Jeg er her kun for at svare på jeres spørgsmål - så skulle vi se at komme i gang?«. Hamrende stiv De første spørgsmål går på Colin Farrells image med sprut, smøger og kvinder. Og det passer ham fint - for første gang blotter han tænderne i det drengede smil, som gør kvinderne så rundtossede. »Jeg er mig selv, og jeg skal ikke spørge nogen om lov til noget som helst. Så længe jeg passer mit arbejde og ikke forulemper nogen med det, så er det vel o.k.? Herregud, jeg er irer og dermed født tørstig«. Tidligere på dagen har Oliver Stone fortalt, at han mødte Colin Farrell første gang for et par år siden, hvor de talte om 'Alexander'. »Colin var beruset, og jeg havde svært ved at forstå hans irske. Jeg forstod vel omtrent 35 procent af, hvad han sagde. Han smadrede også et par glas, og så slog han mig hele tiden på armen«, husker Oliver Stone. »Jeg var ikke beruset. Jeg var hamrende stiv, og glassene væltede, fordi jeg slog i bordet for at understrege en pointe. Jeg kan ikke huske hvilken. Men jeg kan huske, at jeg var desperat for at komme til at arbejde sammen med Oliver - det var vist nok derfor, jeg havde snuppet nogle pints, inden vi skulle mødes. Men Oliver var også stiv«, siger Colin Farrell. Mødet havde da heller ikke været mere pinligt, end at Oliver Stone bad Colin Farrell om at aflægge prøve til titelrollen et halvt år senere. Og efter otte timer iført blond paryk fik han rollen. For lidt over tre år siden blev Colin Farrell gift med skuespillerinden Amalia Warner på Tahiti. Det holdt i fire måneder, så gik de to hver til sit. Og siden har han ikke haft et forhold, som har varet mere end et par uger. I 'Alexander' kysser du en mand, og i det hele taget fremstår Alexander den Store med meget kraftige biseksuelle undertoner. Har du været bange for, at det skulle skade dit image?

»Slet ikke. Og det forvirrer på ingen måde min egen seksuelle orientering. Herregud - det er kun en lille del af historien, så det bekymrede mig ikke så meget. Men det var da ubehageligt at skulle kysse en mand. Som jeg sagde under optagelserne, så hader jeg at vægttræne. Men jeg vil hellere træne med vægte i 20 minutter, end jeg vil kysse en mand i 2 sekunder. Sådan er det«. Forkælet knægt Colin Farrell er søn af den professionelle irske fodboldspiller Eamon Farrell, og som den yngste i en børneflok på fire har han været forkælet fra helt lille. »Det hævder mine søskende, og det er sikkert også rigtigt. I hvert fald var jeg først til både at drikke, ryge og bolle damer. Jeg var fuld første gang som 13-årig og begyndte at ryge på samme tid. Jeg tror, min far havde håbet på, at jeg også skulle blive en stor fodboldspiller. Men det var ligesom ikke foreneligt med de ting, jeg foretog mig. Jeg elskede fodbold - det gør jeg stadig - men jeg kunne ikke klare træningen«. Så gik det bedre med træningen til 'Alexander', selv om den var hård nok i sig selv. For sjette gang havde Oliver Stone hyret den pensionerede kaptajn Dale Dye til at bringe skuespillerne i form til strabadserne. Det skete i en militærlejr i den marokkanske ørken, hvor Dale Dye hersede med dem i fem lange uger. »Det var kæft, trit og retning fra morgen til aften. Men for en gangs skyld syntes jeg, at det var interessant. Normalt anser jeg fysisk træning for spild af tid, men i dette tilfælde havde Dale Dye inkluderet såvel fysisk som psykisk træning. Det hjalp mig faktisk i adskillige situationer«. Du insisterede på at udføre de fleste af dine stunts i 'Alexander' selv. Hvorfor?

»Fordi det er sjovt. Under indspilningerne af en film som 'Alexander' får man lejlighed til at udføre ting, man ellers ikke kommer i nærheden af. Som skuespiller er man lige så overbeskyttet som en målmand er det i fodbold. Men jeg vil gerne ud og prøve tingene på min egen krop«. Moral og respektHvad vidste du om Alexander den Store før du selv skulle spille ham? »Praktisk talt intet, da jeg aflagde prøve for Oliver Stone. Men fra jeg fik rollen, og til vi gik i gang med optagelserne, havde jeg læst 24 bøger om Alexander. Det var en god mental forberedelse«. Alexander var på mange måder en meget moralsk person. Hvorfor er han så interessant? »Han kunne nu også til tider være en tyran. Men som leder og erobrer var han den mest idealistiske og eftergivende mand. Han lod de folkeslag, han besejrede, beholde deres egen religion, de fik lov til fortsat at opkræve deres skatter, og han opfordrede direkte sine egne mænd til at gifte sig med de fremmede kvinder for at fremme integrationen. Og han tog de bedste fra dem, han besejrede, og indførte det i sit eget rige. Han var meget visionær«. Hvad siger det dig, som irer? »Det siger mig, at når det kommer til politik, så er der ingen, der har patent på sandheden. Og at den ene religion ikke er bedre end den anden. Der findes kun gode hensigter og tro, og jo før vi respekterer det hos hinanden, desto før får verden en form for fred«, siger Colin Farrell, som pludselig ser skræmt ud af al denne politisering. »Nu stopper vi det her, før jeg bliver for politisk. Jeg har absolut ingen politiske ambitioner - heller ikke når jeg er ædru«.